Umiddelbart var Koh Samui ikke et sted jeg ville tage til som rygsækrejsende, men som ashtanga yoga udøver var det en helt anden snak. Jeg havde allerede et kendskab til retreatet Yoga-Thailand hjemmefra, via min yoga skole i København, og i sommers inden jeg tog af sted, valgte jeg at booke mig ind på en uges ophold omkring nytår. Et ophold som var langt ud over mine almindelige budgetrammer, og som jeg derfor også havde valgt at holde udenfor budgettet. Jeg anså det lidt som min ”julegave” til mig selv.
Så selvom det var rasende svært at vinke farvel til Vietnam og alle de gode mennesker, selvfølgelig især Oliver, så glædede jeg mig meget til min uges selvforkælelse og hårdt arbejde. For har man prøvet ashtanga yoga (også populært kendt som ”power yoga”) så ved man at det absolut ikke er en mild form for fysisk udfoldelse. Det er knald hårdt arbejde, muskulært udfordrende, balancekrævende og smidighedsudviklende. Men samtidig er det også en motionsform som jeg virkelig holder meget af, da det er den eneste form for motion jeg har stiftet personligt kendskab med, som virkelig gennemarbejder kroppen og samtidig strækker muskulaturen. Dette betyder at du både (med tiden) bliver umådeligt stærk og samtidig smidig og får udviklet en formidabel balance. Og selvom jeg elsker mine løbeture, så må jeg nok tilstå at 1½-2 timers yoga om dagen slet ikke kan måles op i løbeture !
Og jeg blev ikke skuffet ! Yoga-Thailand var både maksimum kræs for sjælen, kroppen og øjnene. Det ligger lige ned til vandet, praktisk talt faktisk på stranden, og har en lille hyggelig pool og restaurant/lounge hvor mange af os opholder os det meste af eftermiddagen. Værelserne vi bor på er super indrettede og utrolig behagelige. Jeg valgte at bo på dobbeltværelse, både af hensyn til prisen, men også fordi det i mine øjne kun er hyggeligt med selskab når man nu som jeg rejser alene og sjældent har en bofælle. Og min værelseskammerat, en canadisk pige Sarah, er super ! Værelset er dog delt op som næsten 2 separate soveværelser –hvor Sarah sover i stueetagen og jeg på en åben hems. Det gør at man har en smule privatliv på trods af at man bor sammen med en anden. Det er super godt lavet.
Og yoga træningen er formidabel ! Vi starter morgenen ved 7 tiden med en kop urtethe, og så starter praksis kl 7.30 (yoga er altid på tom mave, ellers bliver du simpelthen dårlig). Første 45 min -1 time er med åndedrætsøvelser (såkaldt ”pranayama”), og meditation. En super rar måde at starte dagen på. Og så starter selve yogaøvelserne (de såkaldte ”asanas”), og varer ca 1-1½ time alt efter hvor lang en praksis man har enkeltvis. Efter yoga praksis er der brunch, som strækker sig over 3 timer –det betyder at vi typisk spiser morgenmad ved 10-10.30 tiden og derefter tager frokost ved 12-12.30 tiden. Og det fungerer super godt.
Men jeg må nok tilstå at min krop værkede godt og grundigt de første par dage. Og det første aften gik jeg kold allerede kl 21.30 –det krævede sin søvn at vænne sig til hard core træning, når kroppen har været lad og dvask i 4 mdr ! Men efter nogle dage begyndte jeg så småt at vænne mig til den hårde træning og få kræfterne tilbage i kroppen igen. Og hvor jeg nyder det ! Så jeg begyndte så småt at ærgre mig lidt over at jeg kun havde en uge. Både fordi her er super rart men især fordi det kunne være rart at få noget mere ud af yogaen. For selvom jeg sagtens kunne dyrke min yoga praksis selv på rejsen, så er jeg også realist nok til at vide, at det næppe bliver med samme interval og engagement som her. Men det er dyrt (!) og retreatet er fuldt booket for de kommende uger. Så det er nok godt det samme, da mit budget ikke holder til at forlænge mit ophold her. Men så måtte jeg jo bare nyde tiden her det ekstra mere.
Og så oprandt nytårsaften! Og det var til gengæld en stor skuffelse… Jeg holder rigtig meget af min yoga træning, men hvor mange af kursisterne (og ikke mindst instruktørerne) er dybt inde i yogaen som livsstil og livsvalg, så er yoga for mig en god træningsform, og ikke mere end det. Så da nytårsaften endte op i meditation og chanting, så stod jeg af.. Jeg tog mig en gåtur til stranden da chantingen tog overhånd da jeg nærmest følte mig som tilskuer til en sekts mystiske ritualer. Der var dog nogle få elementer som var smukke, som jeg nød. Bla at vi alle skrev vores refleksioner over 2010 ned samt ønsker, håb og personlige mål for 2011, som så blev brændt på et lille minibål. For mig var det overraskende nok mest svært at finde noget negativt (fortrydelser) for 2010 –hvilket vel må siges at være yderst positivt, og til min store overraskelse var mine største mål og ønsker for 2011 at fastholde den udvikling jeg har gennemgået i 2010. Det må vel også siges at være ren luksus. At jeg er nået dertil med mig selv kan jeg kun være yderst taknemmelig for ! Jeg har ikke meget jeg kan tilskrive mig at synes at mangle i livet…skøn følelse, og ren lykke !
Efter ceremonien med bålet gik vi alle ned på stranden og sendte en masse lanterner af sted. Det er en tradition i Thailand som er utrolig smuk –lanternerne er praktisk talt små luftballoner lavet af fint fint papir, og de er så smukke når de flyver gennem aftenens kulsorte mørke. Men så sluttede aftenen desværre allerede, og klokken var kun 22. Og til min store overraskelse gik alle til køjs…hvilket var en stor skuffelse for mig, da det er en ret vigtig begivenhed for mig at byde året velkommen ved midnat. Så jeg var ikke just begejstret, og kunne ikke se hvorfor det var en nødvendighed at gå tidligt i seng bare fordi der var en morgenceremoni samt træning tidligt næste dag. Så jeg satte mig frustreret på en tom strand ! Men så ringede Oliver heldigvis og trøstede, og så måtte jeg jo erkende, at nytåret bare for i år blev en anderledes måde end jeg lige havde troet. Og så må man jo tage det med…det sure med det søde som man siger. Men lige den aften var jeg grundigt træt af ikke at være i Mui Ne med Oliver og alle vennerne. Men heldigvis oprandt dagen derpå og det var hurtigt glemt at nytåret var en mindre fornøjelse. Jeg var tilbage i at nyde yogaen og stemningen/atmosfæren her og det var skønt !
Morgenceremonien på den første dag i det nye år bestod af en blanding af meditativ chanting omkring et lille alter, samt hælde asken fra gårsdagens bål (med refleksioner og ønsker for 2010 & 2011) ud i havet. Det var ikke noget jeg tillagde den helt store værdi, men samtidig var det hyggeligt at opleve. Yoga for mig er og bliver en måde at holde fysikken i god form, som samtidig også helt klart har en positiv påvirkning på psyken. Men yoga religiøs bliver jeg aldrig. Men heldigvis er der også masser af plads til at vælge til og fra indenfor yogaens verden. Så jeg kan kun anbefale et yoga ophold (dog skal man være frisk på at stå tidligt op !).
Søndag d. 2. januar tikkede ind på kalenderen, og jeg skulle videre til Koh Tao (en nabo ø ca 1½ times sejlads fra Koh Samui). Eller det TROEDE jeg i hvert fald…for det viste sig, at alle bådene til Koh Tai var fuldt bookede frem til 4. januar. Det kom som et chok for mig, da jeg på ingen måde havde forventet at det skulle blive et problem. Stort set det eneste jeg ikke havde booket på forhånd for mit Thailandseventyr. Så gode råd var dyre, for yoga retreatet var fuldt booket, så her kunne jeg ikke blive. Og jeg må tilstå, at jeg ikke havde stort meget lyst til at flytte til en anden del af Koh Samui som mange steder er sort af tursime, og så muligvis skulle betale en formue for de 2 overnatninger. Men heldigvis viste det sig, at nabo resortet til Yoga-Thailand havde plads, og så fik jeg lov til at følge yoga klasserne en ekstra dag. Og min booking på Koh Tao (hvor jeg havde betalt depositum) var også fuldt forstående, og jeg kunne heldigvis flytte min booking. Så efter en lille time med ærgrelse og sukken, så lysnede det hele –og jeg blev faktisk glad for at få en dag mere med yoga. Nu følte jeg nemlig endelig at min krop havde vænnet sig så småt til den hårde træning, og jeg begyndte at se fremskridt. Så en dags træning mere bød jeg velkommen.
Nu er det så sidste dag på Koh Samui, og i morgen eftermiddag entreer jeg forhåbentlig Koh Tao. Her ser jeg frem til endelig at komme under havets overflade igen. Noget jeg virkelig elsker, og er ret sulten efter, især eftersom det snart er ved at være et lille år siden jeg dykkede sidst. Og resten af mit ophold i Thailand handler om netop det: dykning ! Og hvis alt går vel, skulle jeg om små 2½ uge gerne kunne kalde mig for certificeret Rescue Diver.
Koh Tao
Koh Tao var en blandet fornøjelse. Hotellet jeg boede på lå rigtig fint og jeg havde alt hvad jeg behøvede på trods af at alt var minimalistisk. Min altan var ca ½ kvm (jeg kunne lige få plads til mit tørrestativ), min seng fyldte stort set hele rummet, og badeværelset var stort set lige så småt. Men hvad, jeg skulle alligevel kun bruge det til at sove i, værelset altså.
Den blandede fornøjelse lå mere i at vejret ikke var fantastisk (det regnede en del af dagene) og dykningen var gennemsnitlig. Jeg er dog fuldstændig klar over, at når man som jeg er så forkælet med dykning at man ikke er tilfreds nok med et sted som Koh Tao, så vil mange mene at jeg burde få benene lidt ned på jorden igen. Men kære venner, når man har dykket steder som Borneo, Rødehavet og Mozambique, for bare at nævne nogle steder, så er overlæggeren allerede sat så højt, at Koh Tao, blandt mange andre steder i verden, desværre kommer til kort. Det er dog noget jeg bestandig er bevidst om, og derfor dykker jeg feks heller ikke steder hvor jeg ved at dykningen ikke er sublim. For der er nemlig også den hale ved dykning, at det er hundedyrt, uanset hvor fantastisk/mindre fantastisk et marineliv der bydes på. Så Koh Tao kunne ikke rigtig nå de højder jeg allerede havde oplevet andre steder i verden, og så var vejret ikke noget videre at skrive hjem om. Og dårligt vejr (regn- og blæsevejr) forbedrer ikke ligefrem dykningen, da sigtbarheden bliver dårligere i oprørt vand. Til gengæld fik jeg fornøjelsen af at opleve mit, til dato, værste dyk… Dagen skulle ellers have budt på Koh Taos bedste dykkerspot, men vejret var bare ikke med os. Så den 1½ times sejltur endte med mig hængende ud over rælingen død søsyg, noget jeg ellers ikke oplever så ofte på trods af at jeg har dykket en del. Vi gearede så op, klar til vores første dyk, og jeg finder så ud af at min BCD (min vest) har en defekt inflator/deflator (ja jeg ved at jeg nu bliver lidt dykkerteknisk, men det er bare for svært at forklare i almindelige termer, så ikke-dykkere, bær over med mig her). HELDIGVIS havde jeg taget en ekstra BCD med, helt tilfældigt , da jeg ikke helt vidste om jeg ville have en small eller ekstra small. Til alt held. Det skal så lige siges her, at det faktisk er en kraftig fejl fra dykkercenterets side ikke at have ekstra BCD’er med. Det bør man altid have i tilfælde af defekt udstyr. Nå, men jeg hopper i vandet, og går ned… Her begynder min maske så hurtigt at dukke, hvilket betyder at man stort set ser hele marinelivet gennem duggede ruder –til Jer der skulle være i tvivl; ikke fedt ! Jeg forsøger konstant at afdugge min maske, men den bliver ved. Alt det rod med maske af og på samt netop at have været søsyg påvirker også min boyancy (igen…beklager ikke-dykkere) så da vi skal igennem en såkaldt skorsten, hvilket er en vertikal tragt af rev som man dykker lodret ned igennem, får jeg skrabet mit ben på revet og snart derefter brændt mit knæ på en anemone. Oven i hele møllen opdager jeg at jeg har brugt mistænkeligt mere luft end jeg plejer, og det viser sig at ventilen til tanken lækker luft. Ikke noget der betyder voldsomt, andet end at mit dyk så bliver det kortere. Så tjo, det var ikke lige verdens bedste dag og jeg ender da også med at tilbringe resten af tiden på båden frem for at fortsætte på de 2 resterende dyk.
Så Koh Tao –tak for besøget, men jeg var nu ikke ked af at forlade øen igen må jeg erkende.
Liveaboard dykning -Similan øerne & Richelleau Rock
En helt helt anden snak var mit liveaboard til Similan øerne og Richelleau Rock. Fornøjelsen startede med en båd-bus tur fra Koh Tao som tog mig tværs gennem Thailand fra øst til vest. Jeg var temmelig udmattet da jeg ankom til Khao Lak, byen som liveaboard-yacht’en startede ud fra, da jeg havde været på noget der ligner 15 timers rejse. Så jeg sov ganske udmærket den første nat på båden hvor vi sejlede fra fastlandet mod Similan øerne. Vi var indlogeret i små kabiner, så hovedparten af min store bagage efterlod jeg i Khao Lak, da pladsen de 4 køjs kabiner var sparsom. Når man tager på liveaboard er der stort set kun 3 ting på agendaen: dykning, mad, søvn. Og det er derfor selvsagt, at ens medpassagerer er lige så dykkergale som en selv. Der hersker derfor et fantastisk fællesskab omkring alles passion: dykning.
Og dykningen skuffede ikke –absolut ikke. Der er en grund til at folk betaler store summer for at komme til Similan øerne og ikke mindst Richelleau Rock, for dykningen er i særklasse. Og med 50+ dyk i bogen blev jeg den heldige vinder af at komme med i teamet af erfarne dykkere, som havde den bedste guide. Han havde over 1000 dyk i Similan og vidste bare hvor han skulle finde alt det fede liv. Nu lyder det måske kedeligt for mange der ikke dykker, eller som kun lige er startet –for jeg husker det selv sådan. Men når man begynder at have flere og flere dyk i bogen, så er det macro livet der begynder at tiltrække. Dvs de små (til tider BITTEsmå) eksistenser, såsom nøgensnegle, rejer, søheste, mini krabber og en masse jeg ikke kender de danske navne for. Og især når man som jeg interesserer sig for fotografi, så åbner der sig en helt ny verden når man opdager såkaldt ”muck diving” (som det kaldes). Og jeg elsker det ! Dermed dog ikke sagt at jeg er ligeglad med resten af marinelivet. Bestemt ikke –det kan stadig fascinere og tage vejret fra en som mit første dyk tilbage på Borneo i Malaysia. Og min forkælelse blev kun forøget med de 4 dages dyk i Similan og Richelleu Rock. Jeg vil undlade at forsøge at forklare mig i ord, men vil lade billederne tale for sig selv (se nedenfor).
Men ikke kun dykningen var fantastisk, også sammenholdet og stemningen ombord var uden sidestykke. Vi havde det simpelthen kanon! Og jeg fik knyttet et nært venskab til min dykkerbuddy Colin, en sydafrikansk pilot som arbejdede i Afghanistan som civil pilot. I det hele taget synes jeg at connecte rigtig godt med sydafrikanere, da Colin nu er min 4. ven af sydafrikansk herkomst. Men også de godt 20 andre dykkere ombord kom jeg godt ud af det med –og alle var bare glade, positive og generelt højtflyvende på dykningen, blikstille vand og høj sol dagen lang. Helt igennem en fantastisk tur som kun bekræftede mig i, at min plan om at gå ind i mere professionel dykning var den helt rette vej for mig. Jeg elsker det!
Koh Phi Phi
Agendaen for Phi Phi var at starte min vej mod at gå ind i såkaldt PADI Pro, -at kunne arbejde og tjene til føden indenfor min passion, dykning. Der er et stykke vej op mod at blive instruktør, og vejen var bla at blive Rescue Diver som også kræver et førstehjælps kursus. Så mine første 4 dage på Phi Phi skulle gå med dette. Og det gjorde de også –faktisk fra tidlig morgen til sen aften. Men Rescue Diver blev jeg, og på aftenen for min beståede ”eksamen” gik jeg med Colin ud i Phi Phis natteliv og fejrede det. Ja jeg var så heldig at min dykkerbuddy fra liveaboardet i Similan også ankom til Phi Phi og vi fik fornøjelsen af hinandens selskab endnu nogle dage i Thailand.
Og fejret blev mit Rescue Diver certifikat –vi fik nogle fantastiske drinks i en af Phi Phi’s mange barer som Colin havde fået anbefalet som det bedste ild-show. Og et fantastisk show var det. Det er meget svært at forklare på skrift, da det i høj grad er et visuelt show. Lidt ligesom at forklare en jonglørs show fra en cirkus forestilling…en stort set umulig opgave. Men jeg kan sige så meget, at det hele var synkroniseret og mesterligt sammensat af musik, kostumer, dans og jonglering med ild. Kunstnerne var så professionelle at de ville vælte enhver cirkusarena. Jeg var mundlam og fuldstændig forelsket i showet. Jeg/vi endte med at komme der hver aften i dagene derefter for at se, stort set det samme show –og det blev aldrig kedeligt. Fantastisk.
Og dykningen på Phi Phi var en positiv overraskelse. Jeg havde ellers forberedt mig selv på at skulle neddrosle mine forventninger til dykning efter 4 dage i Similan som er positioneret som højdepunktet for dykning i Thailand. Men Phi Phi viste sig at være ganske glimrende. Det var ikke Similan eller Richelleau Rock, men til gengæld så vi her både masser af revhajer, skildpadder og højdepunktet var en leopard haj, som er en global sjældenhed. Og så var det bare skønt at dykke med Colin igen –i det hele taget at dykke med en man kommer rigtig godt ud af det med, og dele sin passion (og besættelse) med, er bare skønt.
Men Phi Phi bød også på andet end dykning. Øen er kendt for at have nogle af verdens smukkeste strande –noget jeg dog ikke er det fjerneste enig i. Muligvis var dette tilfældet for år tilbage, inden turisterne og den desværre derafkommende forurening ankom, men i stedet fandt Colin og jeg op på Phi Phi’s højeste punkt hvor vi nød en fantastisk solnedgang –noget Phi Phi ikke er helt så kendt for, men noget der er en langt større juvel i mine øjne.
Phi Phi blev enden på mit Thailandske eventyr og starten på en måske mere drastisk ændring af agendaen på min rejse: at gå mere og mere ind i dykningens verden. Det var ellers ikke min umiddelbare plan at min rejse skulle stå primært i dykningens tegn, men det lader mere og mere til at blive tilfældet.. Det var også derfor at jeg med vemod vinkede farvel til Thailand og til noget jeg elsker højt (dykning), for at tage tilbage til Mui Ne. Jeg havde derfor meget blandede følelser, da der i Mui Ne ventede en håndfuld mennesker jeg var kommet til at holde rigtig meget af, men det betød at forlade et liv i Thailand indenfor dykning som jeg virkelig elsker. Men Mui Ne ventede og det var også en ny oplevelse for mig at tage tilbage til et sted med nære tilknytninger frem for hele tiden at bevæge mig mod ukendt territorium.
Så Mui Ne, Vietnam var næste stop…med en enkelt billet og en uvished om hvorvidt jeg ville blive der i få dage eller mange uger, eller et sted der i mellem. Min mave cementerede følelsen af at rumme både spænding, savn, uvished, glæde og en smule angst for de følelser der havde været så stærke da jeg tog af sted, men som jeg var meget i tvivl om hvorvidt stadig ville være der efter 1 måned med så overraskende tilpashed over at være væk. Så meget var sket på så kort tid, og Mui Ne synes så langt væk rent mentalt. Men det var netop derfor også en nødvendighed for mig at tage tilbage hvor så mange følelser havde været investeret blot få uger forinden.
Momentum:
Thailand var og er et meget yndet turistmål –især for skandinavere, og i særdeleshed for svenskere. Så jeg mødte rasende mange af skandinavisk herkomst. Noget jeg egentlig ikke ynder, eftersom jeg ikke er taget af sted for at møde mine naboer, men for at møde mennesker med en anderledes baggrund end min egen. Men Thailand er bare fantastisk, og jeg forstår så ganske udmærket hvorfor folk vender tilbage dertil igen og igen og igen.
Thailand står for mig som et ualmindeligt rigt land når det handler om livet ved vandet, smilende og imødekommende mennesker i en kultur som er meget hjertevarm. Jeg husker ikke en bestemt situation som skiller sig ud, fordi det netop bare var et skønt sted at være. Men jeg kan sige så meget, at jeg ikke savnede Mui Ne ret meget, på trods af jeg havde knyttet tætte venskaber der –og det siger nok en hel del om hvor fantastisk Thailand bare er. Og ingen tvivl om at Colin kun gjorde det endnu bedre –vi havde det kanon sammen. Samme humor, samme interesse og nok på mange områder, samme personlighed. Så jeg følte mig meget hjemme.
Aftenerne på Phi Phi med en drink i hånden og det storslåede, unikke ild-show på stranden berammede bare følelsen: Thailand er noget helt helt specielt, på trods af masse turismen. Ikke mange steder i verden kan bære en sådan turisme invasion og stadig bevare sin skønhed og sin kultur. Og det var med vemod og blandede følelser at jeg forlod landet for at tage tilbage til Mui Ne i Vietnam..
For billeder fra Thailand, se link: Billeder Thailand
