HCMC havde ikke så meget at byde på, slet ikke når man som jeg hungrede efter hav og strand, og mest af alt var fokuseret på at komme ud til den friske havluft, så Bodil og jeg tog allerede videre næste morgen med bussen. Vietnam er ualmindeligt nemt at backpacke i. Der er et rigt netværk af offentlige transportmidler, og især busnettet af de såkaldte ”Open Tour Ticket” busser bliver brugt flittigt. Konceptet her er at man køber en billet til sin slutdestination, og så kan man ellers hoppe af og hoppe på de mellemliggende destinationer. Det er samtidig rørende billigt, da mange af hotellerne betaler busselskaberne for at stoppe ved netop deres hotel og dermed forhåbentlig få nogle betalende gæster bragt til døren. Et godt trade off for hotellets forretning. Som kunde er der dog heldigvis ikke noget der forpligter, og man kan således sagtens bo på andre hoteller/gæstehuse/resorts.
Første stop på vores tur var Mui Ne !
Mui Ne
Vi havde booket i alt 3 nætter i Mui Ne, og dagene gik med delvis afslapning og sightseeing. Vi erfarede hurtigt at solen typisk bagte fra himlen fra tidlig morgen til omkring middagstid (og det var tilmed vindstille), hvorefter skyerne og en svalende vind tog over om eftermiddagen. Vi lavede derfor hurtigt fordelingen med at bruge så lidt tid ude i solen om formiddagen (og dermed indtog liggestolene i skyggen og badede i poolen) og så bruge eftermiddagene på sightseeing. Havet var relativt vildt når bølgerne tog til, så man skulle være opmærksom på ikke at blive trukket med ud af understrømmen. Så vi brugte poolen en hel del i stedet (ingen understrøm, og rig mulighed for at få svømmet nogle baner, da den var af en rimelig størrelse).
Efter en session med morgenyoga, tog vi på tredjedagen en jeep tur i Mui Ne’s omkringliggende sights. Vi fik dyppet tæerne i de såkaldte ”fairy streams” og kravlet i de første sanddunes som var flot rødlige, men første rigtigt imponerende syn var den nærliggende fiskerlandsby, med tusindvis af både vuggende i lagunen. Det var fantastisk, og så man bort fra lugten der godt kunne rive lidt i næseborene var her et fascinerende liv. Der er en grund til at Vietnam (og især Mui Ne og Nha Trang) byder på fremragende fisk og seafood. Efter fiskerlandsbyen tog vi ud til den egentlige attraktion (som Mui Ne er verdenskendt for), nemlig de kæmpe store sanddunes (”white sanddunes”). Her var sand så langt øjet rakte, og det sidste stykke på vejen dertil, gik vi forbi en lille bitte granskov, som var som taget ud af Tolkiens Ringenes Herre. Det var meget mystisk, og enormt dekorativt. Og mellem skoven og de kæmpe store sanddunes lå en sø, med smukke lyserøde vandliljer. Det siger næsten sig selv, at det var utrolig smukt og bjergtagende.
Sanddynerne var, som sanddunes nu er, en kæmpe verden af snehvidt fint fint sand, som vi kunne have vandret i i dagevis. Vi nøjedes dog med at fornøje os med sandkælkning, hvilket var mest sjovt for Bodil tror jeg, eftersom jeg tog mig et gigantisk styrt, som pakkede mig ind i sand fra top til tå. Jeg havde sågar sand i ører, næse og mund, og besluttede derefter at det måtte være det. Men sjovt var det nu alligevel :)
Mui Ne forlod vi med vemod da turen fortsatte med bus mod næste stop, Nha Trang..
Nha Trang
Aftenen bød på gourmet mad, da vi satte tænderne i en yderst delikat seafood paella på en spansk restaurant, med dertilhørende fantastisk sangria. Hvad Nha Trang måske ikke har i paradisiske strande som Mui Ne, vinder de helt sikkert ind med fantastiske restauranter, cafeer og barer. Dog kunne vores hotel ikke mestre en morgenbuffet som den vi havde mæsket os i i Mui Ne.
Bådturen viste sig at være et rigtig godt valg. Vejret artede sig ikke blot perfekt, men vi havde endog lykken af at kunne snorkle et par enkelte steder med udmærket sigt. Sigtbarheden er nemlig meget meget dårlig i Vietnam i perioden november til januar, og af samme grund var der ingen dykkerture da vi var der. Men vi fik set en del på vores snorkling, og Bodil var næsten ikke til at hive op af vandet igen :) Igen blev vi serveret ikke mindre end eminent seafood mad, nu endda på langbord ombord på båden. Det var bare super ! Og så tager man vel gerne med, at man bliver en smule solbrændt og får ødelagt sit hår fuldstændig af sand, vind og saltvand ;)
Nha Trang vandt langsomt ind på os, og da vi på sidstedagen sad og fik brunch samt fremragende kaffe, på Sailing Club (som har en fantastisk beliggenhed på stranden), måtte vi nok indrømme, at det ikke ligefrem var flyveturen til Hanoi som trak mest i os..
Ha Noi
Hanoi vandt rent ind hos mig. Godt nok er det en storby med alskens larm, trafik og en høj grad af forurening, men til forskel fra HCMC, så var Hanoi fyldt med charme. Der hersker bare en atmosfære af en milliard labyrintiske små sidegader, som godt nok er fyldt med trafikpropper, men samtidig helt særegne af små forretninger, gaderestauranter og legende børn. Samtidig er der strøet en mængde små og større søer rundt omkring i Hanoi, som giver et frisk pust (om end det nu er mest friskt i de tidligere morgentimer), og som er meget dekorative i gadebilledet. I det hele taget en by jeg virkelig følte mig hjemme i. Jeg boede det meste af tiden hos Bodil og Morten, som havde en skøn skøn lejlighed i det nordlige Hanoi, lige ned til en stor sø. Så for første gang siden mit exit fra Danmark fandt jeg løbesko og tøj frem og tog mig nogle morgenture rundt om søen. Selvom jeg måtte løbe zigzag mellem unge forelskede par, som sad på deres scootere langs søen, så var det en ren fornøjelse. Det med par på scootere langs søerne er et helt almindeligt syn i Hanoi. De har nemlig ikke rigtig noget andet sted at være, da traditionen er, at man bor hjemme hos forældrene til man er gift. De stakkels unge mennesker er således ””hjemløse” med al deres kærlighed. Til gengæld er de meget romantiske med alskens kærlighedserklæringer skrevet rundt omkring på gader og stræder. Noget man ikke behøver at kunne vietnamesisk for at kunne afkode…små hjerter rundt om 2 navne siger vist sig selv.
Halong Bay
Mine forventninger var høje, dog realistiske… Efter mange uger i asien har jeg lært lektien, at billederne de viser en som oftest er mange år gamle, og slet ikke modsvarende til den nutidige standard. Men med Cruiseren AClass som jeg havde booket til min Halong Bay oplevelse, var billederne faktisk fuldstændig svarende til faktum. For første gang tog jeg rent faktisk et billede af mit værelse (i dette tilfælde min kahyt), da den var helt igennem storslået. Badeværelset var som et 5 stjernet hotel, (dog blot barberet ned til ganske få kvm), og jeg indtog mit soveværelse som en dronning.
Og Halong Bay indfriede alle forventninger. Her var gudesmukt ! Og det var ikke kun på bådens standard vi fik valuta for pengene, men også den lyksagelighed, at undslippe mængden af budget både. Vi kastede derfor anker langt væk fra budgetbådenes larm, og kunne nyde en slående ro af skønhed og idyl. Det KAN godt betale sig at gå efter det lidt dyrere valg ;)
Jeg havde valgt en 3 dages tur (frem for de fleste andre, som vælger en 2 dages tur), og det gav kun endnu mere valuta for pengene idet vi kom dybt ind i Halong Bay, i en kombination med en mindre dagstursbåd samt kayaker. Her stødte vi på ”det rigtige” Halong Bay, med små flydende fiskerlandsbyer (som ikke får de daglige besøg af hundredevis af turister), som ud over at være fiskere også er farmere, idet de dyrker muslinger. Muslingerne køber de på det lokale marked når de er bittesmå, hvorefter de dyrkes i små kurve med sand, som sænkes ned i vandet. Efter godt og vel 1 års tid kan muslingerne ”høstes” og sælges til de mange restauranter som er villige til at betale ikke helt små summer (af Vietnamesisk standard).
Udover muslingefarmere fik vi padlet rundt i kayak mellem de mange små øer, dyppet tæer i kridhvidt fint sand på strandene, vandret op på klipper med fantastisk udsigt, og ellers bare nydt et syn fra båden, der vil vælte selv de mest kyniske mennesker bagover.
Halong Bay er kåret som ”World Heritage Site” af Unesco, og det er ikke uden grund. På trods af at det mest var overskyet da jeg var der, og dermed lidt begrænset med udsynet og farverne, var det et særsyn af astronomiske dimensioner som jeg vil huske mange mange år frem. Halong Bay var uden tvivl med til at cementere Vietnam som en absolut favorit i mit bekendtskab med sydøstasien. Det er svært at beskrive med ord, så billederne kan nok bedre beskrive min begejstring og min ydmyghed over moder natur.
Hoi An
Og Hoi An skuffede bestemt ikke ! At slentre ned gennem de små bitte gader i det gamle Hoi An var vitterligt som at skrue tiden flere årtier tilbage. Og på trods af at man ikke helt slipper for motorcykler, så er her en ro og en tilbagelænethed som jeg endnu ikke har set i nogen anden by i Vietnam. Byen mindede meget om Luang Prabang i Laos i atmosfærisk hygge, arkitektonisk guf for øjnene og gastronomisk kræs for ganen. For maden her var helt formidabel –uden sidestykke ! Her var bagværk, kaffe, hjemmerørt is, vietnamesisk gourmet og alt hvad man kunne ønske sig. Dog ikke til helt billige penge, men man kunne dog (ved at lede lidt) finde de små hyggelige steder, hvor priserne endnu ikke var steget astronomisk ved konsekvensen af at blive nævnt i diverse guidebøger.
Og ikke nok med hyggelige omgivelser og god mad, så stødte jeg oven i købet på 3 hollændere som jeg første gang kort havde hilst på i Halong Bay. De råbte pludselig efter mig fra en restaurant –og der havde jeg kun været i byen i få timer. Så større er byen ikke (hvilket også er med til at skabe den hyggelige atmosfære). Cor, Martin og Egbert (som drengene hed) var på 4 ugers ferie i Vietnam, og skulle være i Hoi An i 2 dage. Vi slog derfor pjalterne sammen og tourede den en hel dag sammen. Rigtig hyggeligt selskab –og en pokkers masse skæg og ballade.
Ud over lidt fotosafari i byen legede drengene et par scootere, og så susede vi ellers de små 4-5 km ud af byen til den nærmeste badestrand, Cua Dai, hvor vi tilbragte nogle timer. Det var dog lige køligt nok til at jeg synes jeg ville i vandet, men vi fik solbadet og jeg fik moret mig kosteligt over især Martin og Egbert´s show i vandet (boys will be boys). Aftenerne blev brugt på nogle af byens utallige gourmet restauranter, hvor vi spiste til vi sprak og bagefter fik en drink/øl eller to.
Efter et par dage skulle drengene videre til Nha Trang, hvor jeg så skulle videre til Dalat dagen efter. Vi sagde dog kun på gensyn, da vi alle havde planer om at bruge en del tid i Mui Ne –som jeg fik solgt ind hos drengene som værende et meget bedre sted end Nha Trang (så nu må vi se om forventningerne indfries…). Så jeg ser frem til at mødes med dem igen i Mui Ne, og forhåbentlig bliver de lige så begejstrede for stedet som jeg var.
Min sidste dag i Hoi An var jeg desværre ikke helt frisk. Jeg fik allerede lidt mavevrøvl aftenen i forvejen, dog ikke noget der kunne forhindre mig i at tage på restaurant og nyde gourmet med drengene. Men dagen efter var jeg sat til tælling.. Dog ikke noget lidt gedigen afslapning og vand/cola ikke kunne kurere. Men en forkølelse har jeg fået tilranet mig, nok også derfor jeg frøs en smule på stranden dagen i forvejen. Så Hoi An by fik først min entré hen sidst på eftermiddagen, hvor jeg nød mine sidste timer i byen. Dagen derpå startede tidligt med at tage bussen retur til Da Nang, hvorfra jeg havde booket mig på et fly til Dalat. En by, eller rettere et område, jeg havde set meget frem til at opleve i det vietnamesiske højland.
Dalat
Jeg var forberedt på, at temperaturerne i højlandet ville være noget anderledes end dem jeg hidtil havde haft i Vietnam. Og jeg fik det kun bekræftet da jeg steg ud af flyet –der er koldt i Dalat. Eller rettere, køligt når man nu kommer fra de varmere luftlag. Jeg ved ikke præcis hvad temperaturen var, men vil skyde på 12-15 grader.
Men det blev et kort visit i Dalat netop af de grunde…for jeg frøs ! Og Dalat viste sig at være en noget ligegyldig by –attraktionen lå i det omkringliggende højland som bedst kunne opleves ved at tage et godt stykke væk fra selve Dalat. Og en af de bedste måder at opleve højlandet på er på motorcykel ! Nu er jeg ikke selv indehaver af et sådant førerbevis, men Vietnam bugner af de såkaldte ”Easy Riders”, som er udsprunget af et lille bureau der i sin tid startede med en håndfuld erfarne motorcykel ”riders” som tilbød at se Vietnam fra bagsædet af en MC. Og da der i Vietnam ikke hersker love og regler om varemærkebeskyttelse (i hvert fald håndhæves de i så fald ikke), så er der med årene skudt et hav af freelancere op som kalder sig selv for ”Easy Riders”.
Og jeg fandt mig også en easy rider, Denis (som var hans internationale navn), som jeg bookede for en 1 dags tur rundt i det omkringliggende højland i Dalat. Og Denis skuffede aldeles ikke ! Han havde en formidabel viden, ikke kun om Dalat og højlandet, da han arrangerede ture i hele Vietnam på sin MC. Turen gennem Dalats højland var fantastisk smuk, og jeg måtte erkende, at er man alene rejsende (og har råd, for helt billigt er easy riding ikke…det koster ca 50-70 USD pr dag, alt efter turens længde), så er easy riding den helt rigtige måde at se Vietnam på. Og især højlandet i hhv det centrale og nordlige Vietnam. Man får højlandets sjæl og skønhed helt ind under huden, og samtidig er det sjovt og underholdende at transportere sig på en MC.
Dagsturen bød på smukke smukke landskaber i form af rismarker i etager op og ned af bjergsiderne, hvilket uden tvivl var det der havde trukket mig til Dalat. Derudover besøgte jeg også nogle templer, som jeg dog ikke var synderligt imponeret af, lige med undtagelse af et enkelt med en kæmpemæssig grinende buddha statue. Den var enorm ! Og en af de få buddhaer jeg har set afbilledet grinende. Et par vandfald fik jeg også at se, og til slut det såkaldte ”Crazy house” som er en helt speciel og unik bygning, som er tegnet og bygget af en lokal kunstner efter devisen om at bryde traditionelle former. Og det gør det må man sige ! Og har man råd fungerer huset også som hotel med en håndfuld værelser som man kan booke sig ind på. Man skal dog være rimelig tolerant, eftersom huset får mange besøgende gæster i løbet af dagen. Så der er ikke meget privatliv hvis man er overnattende gæst i dagstimerne. Men specielt var det, og absolut ikke normen for bygningsværker.
På 3. dagen valgte jeg så at tjekke ud af mit hotel og forlade Dalat. Delvist pga temperaturen men også fordi Dalat ikke har meget at byde på som by. Attraktionen ligger i højlandet, og jeg havde derfor valgt at booke Denis til at køre mig hele vejen gennem højlandet til Mui Ne, hvor jeg havde valgt at tage tilbage til for en uges tid. Og selvom det var omkring 10 gange prisen for en busbillet, så var det det helt rigtige valg. Jeg nød virkelig turen ! For hvor bussen tager motorvejen, så tog Denis de mindre veje gennem højlandet, så jeg fik fuld valuta for pengene. Det var en skøn skøn tur ! Som dog også gjorde mig helt udmattet…for når man ikke er vant til at sidde på en vrælende motor med vinden i håret, så er en tur på ca 8-9 timer en mundfuld. Men det var absolut anbefalelsesværdigt, og den helt rigtige måde at få oplevet højlandet samtidig med at transporten fra Dalat til Mui Ne blev klaret.
Tilbage i Mui Ne
Det var oprindeligt ikke min plan at tage tilbage til nogle af de steder jeg allerede havde oplevet, men allerede da jeg var i Mui Ne første gang valgte jeg at her ville jeg tilbage til. Det var både pga stemningen og klimaet, men også i høj grad fordi jeg havde fået vækket min lyst til at kitesurfe igen. En sport jeg ellers lagde på hylden for mange år siden inden jeg egentlig var kommet rigtigt i gang. Og Mui Ne bød i høj grad på kitesurfing med et hav af kiteskoler, instruktører og mulighed for at leje udstyr. Jeg havde fået stor hjælp med booking af bolig via en af kiteskolerne, windchimes, og det skulle vise sig at være det helt rigtige valg.
Jeg blev ikke kun vild med stedet, men også med atmosfæren, personalet (instruktører, assistenter) og ikke mindst alle de andre kitesurfere som var tilknyttet stedet og som havde været der år efter år. Men vinden var dog ikke så loyal… Og det var absolut ikke typisk for Mui Ne, som normalt på denne årstid skulle have masser af vind og sol. Men det artede sig ikke helt..Så da der var gået nogle dage uden vind revurderede jeg mit exit. Derudover begyndte jeg også at føle mig mere og mere knyttet til stedet, så jeg valgte at udskyde min afrejsedato på ubestemt tid.
Og en uge viste sig at blive til 4 uger ! Absolut ikke hvad jeg havde forventet da jeg tjekkede ind i Mui Ne, men sådan kan livet nogle gange overraske. Og selvom jeg fik en masse gode timer på vandet ud af de 4 uger (hvor vinden stadig var noget upålidelig), så var den primære årsag til mit lange ophold at kærligheden pludselig bankede på. Jeg vil undlade at komme ind på alt for mange personlige detaljer, men mine rejseplaner blev i særdeleshed revurderet. Så jeg endte med at blive hele 4 uger i Mui Ne, skippe Cambodia (beklager..), holde jul i Mui Ne og booke mig på et fly 2. juledag der skulle tage mig direkte til Thailand, hvor jeg havde et yoga ophold med start 27/12.
Og mine 4 uger i Mui Ne nød jeg til fulde ! Ikke kun pga Oliver, men også fordi det gav mig mulighed for at knytte nogle venskaber til andre rejsende som også var i Mui Ne i en længere periode. Især en schweizisk pige fik jeg et rigtig godt forhold til. Hun var selv af sted på den helt store verdensrejse med sin kæreste, hvor Mui Ne også var et sted de havde valgt at vende tilbage til. Og min kitesurfing blev også væsentligt forbedret, selvom det nok alt i alt kun blev til godt 1-1½ uge med vind ud af de 4 uger. Men godt det samme, for jeg er ikke sikker på at min pengepung havde kunnet klare 4 uger med leje af udstyr (det er DYRT!). 3 lokale vietnamesiske bryllupper blev det også til, og julen, som ellers skulle være blevet fejret (alene) på et luksus resort på Koh Samui i Thailand, fejrede jeg også i godt selskab i Mui Ne.
Så ja, byttehandlen Mui Ne for Cambodia har jeg så aldeles ikke fortrudt. Og det er det smukke ved at rejse på denne måde: træk stikket ud og læn dig tilbage og nyd der hvor du er, hvis det viser sig at byde på uventede oplevelser. Og glem alt om hvad du måtte gå glip af…for her og nu er det der tæller ! Og Mui Ne har jeg nu fået helt ind under huden –og alle jeg tog afsked med sagde at jeg selvfølgelig ville komme tilbage.
Og så oprandt dagen for mit exit ud af Vietnam. 1. juledag fik jeg sagt sørgmodigt farvel til alle, og tog med bussen til Ho Chi Minh City, men var dog så heldig at Oliver havde valgt at tage med mig. Vi havde en enkelt overnatning i HCMC, hvorefter jeg med meget blandede følelser måtte tage den sidste afsked i lufthavnen før jeg stemplede ud af Vietnam. En stor del af mig ville gerne være blevet, men samtidig var jeg også en smule sulten efter oplevelser. For selvom Mui Ne er et fantastisk sted, så er der heller ikke meget andet at lave end at kitesurfe. Og i Thailand ventede der et yoga ophold på en uge, samt godt 3 uger tæt pakket med dykning.
Men en stor del af mit hjerte forlod jeg i Mui Ne…og skal nok tilbage og forene mig med det igen :)
Momentum
På busturen fra Mui Ne til Nha Trang får jeg det største smil fra en af vagterne, da vi passerer en toll tax (vej afgift). Jeg sidder i bussen og kigger ud, helt væk i mine egne tanker med musik i ørene, og mine trætte øjne vandrer lidt tilfældigt rundt i landskabet. Af en eller anden grund fanges de af den her vagt, som er ved at tage sin kasket på og pludselig sender han mig verdens største varme smil. Jeg bliver ret overrasket men smiler stort tilbage (det kan man simpelthen ikke lade være med) og vi vinker til hinanden. Intet ord, ingen forventninger og endda 2 vinduesruder mellem os. Bare rendyrket ægte varme og glæde. Og det er min oplevelse af Vietnam; varmt og smilende, både medmenneskeligt og kulturelt og smukt berammet af et idyllisk landskab af bjerge, floder og en fantastisk kystlinje.
For billeder, se her: Billeder fra Vietnam
Ingen kommentarer:
Send en kommentar