Nordøen
Auckland
Efter godt 6 mdr i asien så jeg meget frem til at komme tilbage til lidt velkendt kultur og civiliserede standarder. Asien byder på rigtig mange fantastiske oplevelser, men de fleste der har rejst og boet i asien vil nok erklære sig enige i, at man før eller siden når til et punkt, hvor man bliver en smule ”asien-træt”. Og det passede derfor perfekt at min næste destination hed New Zealand i 4 uger.
Jeg blev modtaget i lufthavnen af min svenske tidligere kollega Susanna, som flyttede til Auckland med sin mand Mats, da han blev udstationeret for et års tid siden. Vi havde et par rigtig hyggelige dage sammen i et fremragende sensommer vejr –så mine bange anelser for at skulle komme til at fryse, blev gjort til skamme. Susanna og Mats tog mig ind som gæst i deres charmerende 2 etages hus i et skønt kvarter i en af forstæderne til Auckland. Her nød jeg godt af for første gang i rigtig lang tid at få serveret en gedigen bøf af kvalitets oksekød som bare ikke kan fås i Asien. God vin blev der også skænket og alle festlighederne på en skøn terrasse i deres lille have i fantastisk solskinsvejr. Det var næsten som at være derhjemme på en god sensommer aften i august, og jeg glemte helt at jeg var så langt væk fra Danmark som man nu kan komme.
Dagen efter min ankomst tog Susanna og Mats mig med rundt i omegnen af Auckland –bla til Davenport som vi sejlede til med en lille bitte færge. I det hele taget er Auckland bare en skøn lille by som ikke er større end København. Infrastrukturen foregår meget med små bilfri færger som drøner frem og tilbage i netværket af kanaler som penetrerer Auckland, som gør afstandene meget kortere end hvis man tager bilen. Der er naturligvis også broer, men eftersom de primært ligger udenfor byen er det som oftest hurtigere (og langt mere charmerende) at springe på en af de små færger. De benyttes således ikke blot af turister og dagsbesøgende som en del af sightseeing, men også i stor stil af pendlende ”Aucklændere” til/fra arbejde.
Jeg var vild med Auckland og havde for første gang i 6 måneder en følelse af at være hjemme. En følelse der absolut ikke blev mindre af Susanna og Mats utrolige gæstfrihed. Det var en skøn introduktion til et land der meget hurtigt blev en uforglemmelig plet på verdenskortet. Og den hjemlige følelse blev kun forstærket af at mine forældre og bror ankom til Auckland. Et besøg jeg havde set meget frem til.
Og gensynet med min familie var skøn ! De ankom meget sent om aftenen (efter midnat) så jeg ventede på dem på vores fælles hotel. Vi var alle meget trætte…jeg eftersom det var langt over min normale sengetid, og de havde været på rejsende fod i over 36 timer. Så vi faldt alle hurtigt i søvn da vi allerede dagen efter skulle hente vores bil og køre af sted på vores godt 3½ ugers eventyr rundt i New Zealand.
Det var ikke ukendt for mig at være på rejse med min familie. Vi har rejst meget sammen, både da min bror og jeg var børn og efter vi er blevet voksne. Gennem årene er det blevet til mange ture, både til rejsemål langt væk hjemmefra og til mindre weekendture i Danmark og Europa. Så ingen af os havde de helt store skrupler over at se frem til 3½ ugers tæt familieliv i en camper. Vi havde prøvet det så mange gange før. Og vi fandt da også meget hurtigt ind i en rytme, hvor det skiftevis var mig og min far der kørte og Troels (min bror) navigerede med min mors kyndige assistance. Det er stort set sådan det altid har været på vores rejser, og rollerne passede os ganske fint. Vi havde også en GPS med os, -den viste sig dog at være så som så med navigationen, da vi allerede på førstedagen i bilen blev ledt stort set 180 grader i den gale retning. Vi fandt så heldigvis ud af at kombinere GPS med papirkort samt vejskiltning, og så gik det stort set strygende resten af turen.
Første stop på turen var Mount Maunganui.
Mountain Maunganui
New Zealand er et lille land –især hvis man sammenligner med nabolandet Australien, og vi fandt hurtigt ud af at det gik relativt let at komme fra A til B. Men som rejsende i bla afrika havde vi lagt os fast på ikke at skulle ud i alt for lange strækninger, da vi ikke havde noget ønske om at opleve et så smukt land udelukkende gennem bilens ruder. Og har man rejst meget i bla afrika finder man hurtigt ud af, at her måles distancer ikke i kilometer men i timer, og at det er en stor fejl at være alt for optimistisk med vejforholdene. Så vi havde sat os for at vi max ville have omkring 4 timers kørsel om dagen med en del ”nyd udsigten” pauser.
Vi var derfor meget enige om, at vi valgte de steder ud, vi hver især bare ikke kunne leve uden at opleve, og derfra forsøge at strikke en tur sammen. Og som camperende havde vi heldigvis den frihed til at justere turen henad vejen. Mine forældre og bror havde dog allerede sketchet en del af ruten hjemmefra, og på nordøen holdte vi os primært til den rute.
Maunganui blev det første sted vi gjorde holdt. Planen var egentlig kun at blive her en enkelt overnatning, men vi forlængede vores ophold, da vi fandt os en skøn plet på en campingplads med fantastisk udsigt til bjerg og vand. En kombination man ser mange steder i NZ –og en kombination ingen af os nåede at blive træt af. Det var egentlig vores plan at tage op på toppen af Maunganui. En tur der ville tage godt en 1½ times tid, men da vi alle var godt trætte valgte vi i stedet at udsætte bjergturen til næste dag og bare slappe af med benene oppe i et fremragende solskinsvejr.
Dagen efter tog vi så turen op ad bjerget. Og NZ snød os ikke for endnu en dag med fantastisk vejr. Turen blev derfor en varm oplevelse, men belønnet med en fantastisk smuk udsigt hele vejen op til toppen. Troels og min mor nåede toppen før min far og jeg. Grunden ikke at min far og jeg var nogle sløve padder, men at vi på vejen op tog så vanvittigt mange billeder, da udsigten bare var noget af det smukkeste I kan forestille Jer. Og både min far og jeg er begge vilde med at tage billeder, så da vi endelig nåede toppen havde vi allerede taget en ordentlig røvfuld. Et fænomen som ikke ændrede sig på samtlige dage vi var i landet. Med en optælling på godt 1200 billeder, er det nok det land jeg har taget flest billeder af (ca 50 billeder om dagen !). –Og det er en optælling af de billeder jeg vel at mærke har beholdt. Gud ske tak og lov for digitale kameraer !
Hobbiton
Eftersom jeg havde været på rejsende fod siden september 2010, havde jeg ikke fået sat mig ind i NZ’s seværdigheder. Men som stor fan af Tolkiens ”Ringenes Herre” samt filmatiseringen af samme, var jeg udmærket godt klar over, at dette var hjemlandet for Director Peter Jacksons iscenesættelse af Tolkiens eventyrlige univers. Jeg var dog ikke klar over, at selve ”Herredet” (på engelsk: ”The Shire”) stadig eksisterede, og endda var åbent for besøgene. Jeg er derfor min bror dybt taknemmelig for at have sat det på listen over seværdigheder på vores rute.
Man kunne måske foranlediges til at tænke…ahhh, en filmkulisse –hvor fantastisk kan det lige være. Men venner, det var FANTASTISK ! Måske mest for min bror, min far og jeg selv, da vi alle 3 er pjattede med Tolkien (og Peter Jacksons eminente filmatisering), hvorimod min mor måske var knapt så fjollet med det. Men på trods af at hun ikke kendte til universet, så lod hun sig dog imponere. Og man kunne næsten ikke andet –for hele Herredet er konstrueret. Og når jeg siger hele Herredet, så mener jeg HELE Herredet ! 42 hobbit huller, Pub’en, vandmøllen, det store festtræ –det hele stod der. Peter Jackson er selv en Tolkien fanatiker og samtidig perfektionist, så enhver tænkelig detalje er kommet med. OGSÅ selvom det måske ikke kan ses i filmene. Jeg kunne skrive en masse om detaljerne, men eftersom man som besøgene har tavshedspligt må jeg hellere holde mig fra det. Jeg vil nødig have et sagsanlæg på halsen, og efter sigende er filmselskabet meget stringente omkring det. Men jeg kan sige så meget, at det er imponerende ud over alle grænser. Og det er ikke mærkeligt at film trilogien har fået så kæmpe succes over hele verden.
Tongariro National Park
Næste stop var et af de få steder jeg havde fået anbefalet af Susanna og Mats af ”Must see” seværdigheder på nordøen; Tongariro Nationalpark. Det er et mekka for trekkingtosser (som jeg selv) og udover et fantastisk landskab er det også som at gå ind i en helt anden verden. Landskabet her er helt unikt, skabt af bla vulkansk aske og derfor sort som ibenholt mange steder. Det er derfor også her Peter Jackson har iscenesat ”Mordor” da atmosfæren helt naturligt er dunkel og dyster mange steder, og med Mount Ngauruhoe (kendt som Mt Doom i Ringenes Herre) tårnende i horisonten føler man sig meget hurtigt hensat til Tolkiens dystre univers i form af underverdenen Mordor.
Det var derfor en helt særlig oplevelse at trekke gennem landskabet, en oplevelse jeg havde et stort ønske om at opleve. Men som den eneste trekkingtosse i familien måtte jeg kæmpe lidt af en kamp for at få resten af familien med på ideen. Jeg kunne naturligvis godt selv være taget af sted (hvilket også var på tegnebrættet) men jeg var jo afhængig af at resten af familien ville vente med at tage turen videre. Og lige netop den dag vi havde til rådighed for evt trekking, var vi ikke heldige med vejret. Trekking er nemlig bandlyst i dårligt vejr, da bjergtrekking og regnvejr/kulde bare ikke går hånd i hånd. Jeg måtte derfor få overtalt min familie til at blive en ekstra overnatning for at vente på bedre vejr. Det lykkedes heldigvis, og de var oven i købet med på at tage med på en ½ dags tur. Og ikke nok var vi fantastisk heldige med vejret på dagen (som vi ellers ikke var alt for optimistiske med, eftersom dagen i forvejen havde været temmelig regnfuldt), vi fik os også en super guide som vidste en hulens masse om området og aldrig blev kedelig at høre på. Trekkingturen blev derfor en stor succes, selvom vi alle havde lidt ømme ben og fødder dagen derpå –især min bror som ikke just havde det helt rigtige fodtøj med. Men ømme fødder er nu en billig pris at betale for nogle timer i godt selskab krydret med fremragende natur.
Wellington – fra Nord til Syd
Wellington var egentlig vores eneste rigtige ”by oplevelse”, bortset fra de dage jeg havde haft uden min familie i Auckland. Christchurch, som især min mor havde set meget frem til, var jo fuldstændig lukket land efter det tragiske jordskælv blot kort tid forinden, så Wellington blev den eneste større by vi kom til at opleve. Og nu er Wellington ikke voldsomt stor, så det var så som så med de metropolske oplevelser, men en by var det da efter NZ standarder. Men efter at have haft så fantastiske naturoplevelser, var der vist ingen af os der var kede af at vi kun havde godt 1½ dag i Wellington. Vi var alle sultne efter mere natur, og vi var alle meget spændte på at opleve sydøens meget omtalte og berygtede skønheder. Så Wellington kom mest til at handle om cafe liv og gå ture langs havnen. Og en konstatering af, at selv på en ganske almindelig hverdag er cafeerne godt fyldte med formiddagsgæster. Et fænomen som jeg kom til at opleve også i Australien. Det lod til at det er meget brugt at tage såkaldte ”working lunches” på cafeerne. Så der var fyldt med salgsmøder, interne møder og de ”så som så” møder. Alle naturligvis inkluderede den obligatoriske ”Flat white” eller ”Long black” –som jeg allerede på min første dag i Auckland fandt ud af kan oversættes til følgende:
Flat White= Cafe Latte (eller rettere en mellemting mellem Cappuccino og Cafe Latte for at være HELT eksakt)
Long Black= Alm sort kaffe, som laves på en espresso + vand (af åbenlyse årsager hed en espresso derfor en ”short black”)
Et absolut must at vide, hvis man tager til NZ eller Australien og er kaffedrikker.
Sydøen
Inden vi arrangerede turen, havde vi alle 4 været rørende enige om at starte på nordøen og derfra køre mod syd. Vores tid til rådighed var også kommet til sydøens fordel, med 2/3 delen af de 3½ uger. Af den simple grund, at alle forskrifter og rygter siger, at sydøen byder på de største naturoplevelser i NZ. Så vi havde alle høje forventninger til de godt 2 uger vi havde at se frem til.
For at krydse over fra nordøen tog vi en af bilfærgerne. Der er stor forskel på pris –og man skal derfor være opmærksom når man booker. Turen bliver dog ikke hverken bedre eller kortere/længere men blot dyrere, hvis man tager en af de mere luksuriøse færger. Uden tvivl er der så nok også lidt flere prominente forkælelsesmuligheder ombord, men det betaler man så også for. Så vi var fuldt ud tilfredse med den billige løsning…som så meget overraskende (for mig i hvert fald) viste sig at være en af de gamle Bornholmer færger. Det var yderst surrealistisk at gå ombord på en færge på den anden side af jorden, hvor der på landgangsbroen stod skrevet ”landgang Rønne”, og indtil flere digte stod skrevet i restauranten…på dansk. Tanken om at føle sig hjemme nåede pludselig helt nye højder ;)
Udsigten da vi sejlede ind gennem kanalerne på sydøen var der dog ikke meget dansk over. Og var det ikke for de grå skyer havde vi uden tvivl kunnet se bjerge og dale så langt øjet rakte. Det var meget meget smukt, så selvom vinden peb og det var noget køligt var vi alle ude på dækket for at nyde synet.
Sydøens herligheder startede allerede inden vi overhovedet havde fødderne på land.
Abel Tasman National Park
Endnu et af mine islæt af ”must-see” steder, hvor vi igen måtte have en diskussion om tidsplanen så også kunne holde. Det var nemlig umiddelbart i den gale retning, i forhold til den oprindelige plan som skulle tage os ned langs østkysten. Vi blev dog til sidst enige om at en enkelt dag i Abel Tasman NP kunne vi godt klemme ind, og det passede så også med at vi kunne tage til Golden Bay som var et af Troels’s ønsker.
Og Abel Tasman skuffede absolut ikke. Vi var så heldige at vi ankom godt en time før dagens sidst båd rundtur afgik, så den hoppede vi på. Vejret var ikke det bedste, men det blev dog alligevel nogle herlige timer som selv min mor overlevede, på trods af at det var en ikke voldsomt stor båd. Så mor, din såkaldte vandskræk kan du vist godt pakke væk som en forbigående fobi :) Vi fik set både pingviner, sæler samt de meget sjældne flyvende pingviner i trætoppene –som var vores guides forsøg på at binde os en skrøne på ærmet. Det viste sig at være simple skarver.
Abel Tasman NP er helt sikkert et besøg værd, både på land og på vand. Mange tager nogle dages trekking, som vi dog ikke havde tid til, og bruger vandvejen til at komme ind/ud af parken. Det er nemlig bil frit område, og der er således kun adgang via gåben eller båd. Et af grundene til at nationalparken derfor stadig kan beholde sin skønhed og rå atmæsfære.
Takaka Hill & Ngarua Caves
På vejen mod Golden Bay læste Troels om nogle huler som skulle være værd at stoppe for. Og det var ikke ligefrem noget vi havde haft på tegnebrættet, men tænkte…når vi nu er der. Og det viste sig at være en af de større oplevelser på turen som ingen af os havde regnet med.
Først og fremmest var indgangen til hulen oppe på ryggen af et højt bjerg, Takaka Hill. Og udsigten deroppe fra var storslået. Vi fandt samtidig ud af, at området omkring Takaka Hill også er benyttet til mange af ”Middle Earth” scenerne i Ringenes Herre filmatiseringen. Bla er ”Rohan” filmet her, og det var meget tydeligt at se.
Hulerne var så absolut heller ikke skuffende. ”Ngarua Caves” som de hedder, var kæmpe store og meget meget smukke. Vi blev alle udstyret med hjelme, som viste sig at være en nødvendighed, da hulens tag nogle steder ikke rejste sig helt i menneskehøjde. Og med huler formet af krystaller som er knivskarpe, skulle man ikke ønske sig at støde issen. Hulerne var oplyste, hvilket vi fik demonstreret nødvendigheden af da guiden på et tidspunkt trykkede på kontakten og det blev bælgravende mørkt. Vi taler så mørkt at man ikke kunne se en hånd 2 cm foran sine øjne. Fuldstændig sort. Og man forstår hvor frygtindgydende det måtte have været for de første mennesker der fandt hulerne ved…at falde ned i dem oppefra. Ikke nok med et meget langt fald, som var umuligt at komme op fra igen ad samme vej, men samtidig også umuligt at orientere sig visuelt efter en anden udvej. Det føltes derfor på flere måder som at komme tilbage til lyset af ”Middle Earth”, da vi klatrede op ad en lang stejl trappe for enden af hulen.
Golden Bay
Vejret artede sig ikke helt på vores dage i Golden Bay. Denne gang ikke for manglende solskin, men for manglende vand i bugten. Den var desværre gabende tom og den skønhed vi havde hørt og læst om i form af turkis blåt vand, glimrede ved sit fravær af…vand. Så i stedet for at gå den lange tur langs kysten med udsigten til et tvivlsomt brunligt miskmask af mudder og tang, tog vi i stedet turen op en nærliggende bakke. Og udsigten var…ja, jeg ved det –jeg gentager mig selv igen og igen…FANTASTISK ! Og jeg blev svær at hive ned derfra igen, da jeg ikke kunne stoppe med at fotografere udsigten som kun blev bedre af de tusindvis af får som græssede engene. Et meget klassisk New Zealandsk motiv, men ikke desto mindre meget meget smukt.
I det hele taget var jeg meget betaget af NZ landskabet med millionvis af får overalt (gælder særligt på sydøen) –især i betragtning af at vi befandt os i et land som har en stærk økonomi og på alle måder er fuldt på højde med vest Europa. På trods af dette overlever farmer kulturen stadig med får overalt uden synderligt mange indhegninger. Fårene er mærkede og går ellers frit omkring på engene og græsser. Man ser derfor også mange gange får som render forvirrede rundt på vejene. Og vi måtte mange gange tage os i agt for ikke at køre dem ned. Af samme grund er det ikke en særlig god ide at køre om natten hvor sigten er nedsat. For fårene går stadig rundt…
Min familie grinte meget af mig når jeg fascineret rendte rundt blandt tusindvis af får med mit kamera (og det hændte vist ret ofte). Og ja, der er nok heller ikke noget specielt interessant ved…et får (jeg mener.. jeg er opvokset med får). Men når man multiplicerer dem med en meget høj faktor og smider nogle bjerge, klipper og dale ind i ligningen, så får man altså noget der netop ER noget helt specielt. Og det er netop det jeg var så fascineret af –det helt specielle ved noget der normalt måske ikke er så specielt.
Kaikoura
Vi var alle rørende enige om at benytte os af en unik mulighed, der for rigtig mange mennesker er en stor drøm: at se hvaler. Når man som dansker er opvokset med vand stort set hele vejen rundt uden de helt store afstande til hav, minder NZ meget om ens hjemland. Der er bare en meget stor forskel –havene i NZ huserer de største kæmper på jordkloden, heriblandt den største af dem, Blåhvalen. Vi var dog ikke så heldige at se denne kæmpe, men måtte ”nøjes” med den mindre fætter, Kaskelot hvalen. Ikke desto mindre var vi alle 4 meget spændte, men vidste ikke helt hvad vi kunne forvente, da ingen os havde prøvet noget lignende tidligere.
Men vi fik købt billetter til en eftermiddagstur og var meget spændte da vi parkerede bilen. Så synes min mor dog lige at hun skulle øge spændingen lidt, så hun forstuvede sin fod kort før vi skulle sejle. Vi vidste dog ikke at det var en forstuvning før senere, men det var dramatisk nok til at vi vidst alle tvivlede på om vi nu måtte aflyse hvalturen. Men efter at have råbt lidt højt og set måner og stjerner, bed min mor smerterne i sig og vi gik ombord. Og det blev så absolut ikke en skuffelse. Vi havde frygtet lidt høj søgang, da vejrudsigterne om morgenen ikke så alt for gode ud, men det viste sig at blive fint sejlvejr med sol og relativt roligt vand, da Katamaranen lagde fra kaj. Vi fik en briefing på båden (ud over de godt 10 min’s info vi havde fået på land), og de fortalte at det bla var meget vigtigt at båden nærmede sig hvalen fra siden. Det kan undre en del, men giver egentlig god mening: hvaler er nok store dyr, som ikke har meget at frygte (andet end vi mennesker), men de bryder sig ikke om overraskelser. Så hvis en båd nærmer sig bagfra hvor hvalen ikke kan se den vil den reagere ved at flygte. Og at flygte for en hval betyder at dykke ned i dybet. Og dybet er for en kaskelot helt bogstaveligt: DYBT. De kan dykke ned til 3 km’s dybde og holde vejret i op til 2 timer. Det betyder så også, at når hvalen så kommer op til overfladen har den under sit dyk opbygget så store mængder giftstof i sin krop (karbon dioxid), at det tager 10-15 min at komme af med det igen. Udskilningen af Karbon Dioxid klarer den gennem sine åndedrag. Det er derfor man ser hvaler i overfladen i længere tid –de kommer ikke bare op for at få en mundfuld luft. Og jo længere tid i dybet –jo længere tid behøver de i overfladen.
Vi så hele 3 styks. Fantastisk smukke er de, og man kan lige ane deres øjne, som er bittesmå i forhold til den kæmpe store krop. Det fodrede kun min drøm om at svømme og dykke med hvaler endnu mere. En oplevelse man dog ikke kunne få lov til i Kaikoura, men som jeg senere forhåbentlig får opfyldt når jeg i september rejser rundt på Tonga øerne i stillehavet.
Hvalerne vi her så var alle hanner. Det havde vi allerede fået at vide på forhånd under briefingen, da hvalerne her i området kun tiltrækker de unge hanner som er blevet ”smidt ud hjemmefra”. Deres mødre og yngre kalve holder alle til i de varmere have i stillehavet, hvorimod de yngre hanner kommer her til NZ for at æde sig store indtil de er parringsdygtige og kan vende tilbage til stillehavet og pare sig med hunnerne. Og de er store dyr som med deres op til 18 meter er blandt havets største. De er rovdyr og æder fortrinsvis føde på meget dybt vand, såsom kæmpe blæksprutter, hajer og andre større havdyr. De er udstyret med en række tænder i undermunden som de bruger til at gribe deres bytte med, for derefter at sluge det helt. Og de har ingen problemer med at sluge bytte på helt op imod 4 meter langt –så mht os mennesker…tja, den kan I vist selv regne ud ;) Jeg har dog ikke hørt om mennesker blive ædt af en kaskelot, men dyk ned på 2-3 km’s dybde –så er det nok en anden historie ;)
Og selvom hvalerne var hovedattraktionen, så gjorde det absolut ikke turen dårligere at vi i ny og næ fik besøg af de imponerende Albatros fugle. De har verdens største vingefang i forhold til kroppen, og kan svæve over havene i månedsvis. Det er en imponerende og elegant fugl –blot ikke når den letter og lander…Lidt ligesom en stor tung jumbo jet der skal løbes i gang og har en crash landing. Men når de først er på vingerne er det et imponerende syn. Der går historier om søfolk der har set Albatrosser i verdenshavene tusindvis af km fra land. Det gør det jo ikke just mindre imponerende.
Og for mig har fascinationen af albatrossen rødder helt tilbage fra min tidlige barndom, hvor jeg stadig husker min første biograffilm, ”Bernhard og Bianca” (Disney tegnefilm). Jeg var 5 år og rædselsslagen da de i en scene blev fanget i en glasflaske (af hvem husker jeg ikke) –og jeg husker stadig den scene som var det i går. Men hvad jeg også husker er, at Bernhard’s fly (han var lidt af en eventyrer ham Bernhard) var.. en Albatros :)
Da vi kom tilbage til fastlandet igen var min mors fod begyndt at vokse sig større og større, så vi fik lokaliseret det nærmeste hospital på kortet og kørt dertil. Det viste sig dog mest at være et plejehospital for ældre, med en læge som kun var der i et bestemt tidsrum midt på dagen. Og han var naturligvis lige netop kørt da vi ankom. Men en sygeplejerske kunne godt se at det nok var en god ide at få kigget på min mors fod, så vi ringede lægen op og 15 min senere stod han der.
Det viste sig så heldigvis at min mors skade kun var en forstuvning. Der var ikke noget der var brækket eller nogle ledbånd der var revet over. Så vi åndede alle lettede op. Min mor fik lagt en forbinding og kom på et par krykker. Det er således vores krykkesæt nummer 2 på en ferie langt væk hjemmefra. På vores første afrika tur tilbage i 90’erne måtte min fars fod en tur i gips efter han skulle lege Tarzan og klatre i træer. Det kostede også en tur på skadestuen i Namibias hovedstad Windhoek og en hjemrejse på krykker og i rullestol. Så nu var det altså min mors tur til at hoppe rundt på krykker. Heldigvis dog ikke nær så længe som min far, og heldigvis ikke med nær så alvorlig en skade.
Så familien Nilsson/Petterson har en del rejseerfaringer med i bagagen som I nok kan høre. Også af den slags hvor forsikringen skal involveres efterfølgende. Nu er det så kun Troels og undertegnede der mangler at stå for tur. Kan sikkert nås endnu . Jeg havde jo allerede på sin vis taget min tørn på Bali i Indonesien måneden forinden, så det må være Troels’s omgang næste gang ;)
Hanmer Springs
Vi vidste ikke helt, hvad vi kunne forvente af Hanmer Springs. Det var min mors ønske på listen, men vi fandt ud af ved at nærlæse diverse info materiale, at de hot springs som skulle være den store attraktion var ekstremt kommercialiserede. Man skulle betale i dyre domme for at komme ind, og det var nærmest opbygget som et kæmpe udendørs spa med forlystelser for børnene og forkælelse til de voksne. Ikke just det billede min mor havde haft i hovedet, da hun hjemme i Danmark havde læst ”Natural Hot Springs”. Der var absolut intet naturligt over det tilbage. Så vi endte i stedet med at tage turen op ad Conical Hill i bagende sol, hvor min mor var selvskrevet til at blive ladt tilbage. Bjerget var ikke krykke kompatibelt !
Og hvor var det et meget bedre bytte end at sidde i en eller anden, for os, ligegyldig pool med varmt vand (naturlig springs eller ej), mange NZ dollars fattigere og glo på en masse blegfede mennesker i badetøj. Næ du, på Conical Hill fik man sgu valuta for pengene. Og pengene værende en billig parkeringsbillet på en hyggelig plads, hvor min mor kunne sidde udenfor i skyggen med benene oppe og nyde tilværelsen, mens vi 3 andre vandrede os svedige i et par timer.
Udsigten var eminent ! Igen gentager jeg mig selv, for det lader næsten til at blive en regel. Men vi kunne se hele Hanmer Springs oppefra og havde udsyn 360 grader rundt. Fantastisk ! Skove, bjerge, dale, floder –you name it ! Meget meget smukt. Det var så absolut værd at køre til Hanmer Springs for.
Akaroa Habour, Banks Peninsula
Turen var ved at nå sin vejs ende for min bror, som kun havde 3 ugers ferie og derfor måtte forlade os en uge før turen sluttede. Han blev derfor førstevælger for, hvad vi skulle prioritere de sidste dage vi havde sammen alle 4, inden han skulle flyve tilbage til Danmark fra Christchurch lufthavn. Og hans valg blev Banks Peninsula og Akaroa Habour, til alles udelte begejstring. Området ligger meget tæt på Christchurch og gik fri for begge jordskælv. Man må dog i en stor bue udenom hele Christchurch for at nå dertil, men det var nu ikke så frygtelig langt at køre. Vi gjorde derfor en del stop undervejs, især lige før vi begyndte nedstigning mod Akaroa hvor man havde udsyn over hele bugten. Det var et rent postkort billede og vi måbede alle !
Vi nåede frem i rigtig god tid og fik booket os ind på en sejltur med besøg til de vilde delfiner, kaldet ”Hectors delfiner”, verdens mindste havdelfin og samtidig den mest sjældne. Vi var ikke mange ombord på yachten (os 4 og 3-4 andre gæster), og blev forkælet med velkomstdrinks og hjemmebag (chokolade cookies –til min fars store glæde). Vi blev heller ikke snydt for et fremragende solskinsvejr og en skipper der uden tvivl elskede sit job. Vi var derfor yderst taknemmelige for at vi havde valgt et lidt dyrere firma, som til gengæld var lokal (skipperen var ejeren selv), og kun sejlede med små grupper på den ene båd de havde. Det var det helt rigtige for os, og vi havde det hele for os selv –der var ingen andre både omkring os.
Og jo, der var en enkelt passager mere, og han var temmelig vigtig, for hans job var at spotte delfinerne. Anden piloten Murphy, der ligesom skipperen var yderst begejstret for sit job. Han var dog en anelse anderledes bygget end skipper (og vi andre ombord), da han havde 4 ben, tyk pels og en skarp hørelse. Murphy var skipperhund, meget søstærk og meget seriøs omkring sit job. Det var ikke en joke –han var der for at spotte delfinerne. Ikke med sine øjne, men med sin hørelse. Og han gjorde sit job perfekt –han kan høre deres klikke lyde under vand, som er alt for svag til at vi mennesker kan høre dem. Han kunne således spotte dem langt før de var visuelt synlige. Hans signal til skipper var at give hals et par gange og stirre meget intenst i den retning lyden kommer fra. Skipper styrede derefter båden i den rigtige retning indtil han selv kunne spotte delfinerne fra sit styrehus. Og samarbejdet virkede HVER gang. Og det der imponerede mig mest var, at Murphy så var tavs når delfinerne var spottet (og vi alle kunne se dem). Hans begejstring var dog stadig lige høj, og han fes rundt på dækket og holdte øje med dem. Men han gøede ikke én eneste gang. Han vidste præcis hvad hans opgave var.
Og så var de der –og mange af dem kom helt tæt på. De var uden tvivl lige så nysgerrige som os, og spørgsmålet er næsten hvem der iagttog hvem. Man kunne let blive i tvivl. De var meget elegante og smukke og utroligt søde. Og nu kunne vi også høre deres klikke lyde som absolut ikke gør dem mindre bedårende.
Endnu en dag endte og vi havde verdens smukkeste sejlads i solnedgang tilbage til Akaroa Harbour med NZ flaget blafrende i vinden bag på båden.
Dagen inden min brors hjemrejse snød vi lidt, og tog en tur i Willowbank dyrepark. Det minder lidt om en mindre udgave af Knuthenborg eller Løveparken i Givskud. Dyrene falder således naturligt ind i naturen, og selvom det er en zoologisk have, så virker det ikke helt så kunstigt. Og turen hertil havde ét hovedformål; min mors store ønske om at se en Kiwi. Ikke af den slags man kan købe i supermarkederne, men af den slags der har vinger og et langt næb og mest af alt ligner en stor forvirret kylling som aldrig er blevet voksen. Køn er den med andre ord ikke, men den er helt unik for NZ, da den ikke lever nogen andre steder i verden. Den er dog i høj grad en truet dyreart, da den ikke kan flyve, og før vi mennesker introducerede diverse rovdyr til landet, havde den meget begrænset med naturlige fjender. Den er derfor meget sårbar overfor bla hunde, katte, posums og ræve som alle er blevet introduceret til naturen af dumme uvidende mennesker i sin tid. Der er derfor kun meget få vildtlevende Kiwier tilbage. Og for at det ikke skal være løgn yngler de også så langsomt, at der kun klækkes én kylling pr Kiwi par hvert 2. år. Og kun for de par der har tilranet sig et territorium (Kiwi’er er monogame dyr, der danner par for livet og de yngler kun med deres partner).
Man skal således være mere end ualmindelig heldig for at se en Kiwi i det fri –de er nemlig oven i købet natdyr og meget meget sky.
Men vi så den, Kiwi’en ! Willowbank har kun ganske få, men til gengæld har de dem i et kæmpe hus, hvor nat og dag er vendt på hovedet. Kiwierne er således aktive om dagen, og i ly af mørket fik vi set en Kiwi i fuld aktion med at finde føde. Min mors ønske (og nok også de flest af os andres) blev dermed opfyldt.
Franz Josef Glacie’r
Efter at have sat Troels på flyet (eller rettere sagt farvel i check in hallen), satte vi kursen mod vestkysten. Min fars største (og eneste) ønske på turen var…gletsjer vandring. Og selvom vi egentlig havde streget det af listen, da vi befandt os på den stikmodsatte side (østkysten), havde mit research arbejde alligevel overtalt min mor til at tage turen. Men vi måtte bryde vores aftale om max 4 timers kørsel om dagen, da vejene i NZ ikke lige ligger i lige linjer med den korteste afstand fra A til B. Der er lige en bjergkæde i vejen. Men vi havde 5 dage til rådighed, og efter mine beregninger skulle det kunne lade sig gøre, også uden at blive alt for kilometer trætte.
Og ikke nok med at det skulle vise sig at være ALLE timerne og kilometerne værd at nå dertil, vi havde også verdens flotteste køretur. At krydse bjergkæden og køre gennem det eneste pas der forbinder øst med vest i miles omkreds var en fantastisk oplevelse. Og selvom det var de længste kørestræk vi havde på turen, var det på ingen måde trivielt. Køreturen i sig selv var fantastisk.
Der er ikke helt få gletsjere i NZ (seneste optælling i 1980 listede over 3.100 gletsjere), så der er mange at vælge imellem. De 3 største (og nok de mest imponerende) ligger dog alle på sydøens vestkyst, og vi havde valgt den der var den korteste afstand til (når man som vi kom fra østkysten via Arthur Passet), nemlig Franz Josef gletsjeren.
Og gletsjeren var imponerende ! Vi havde 2 hele dage til rådighed, så da min far og jeg havde booket os ind på gletsjer vandringen næste dag tog vi alle 3 på udflugt. Man kan nemlig selv vandre helt tæt på, bare ikke op på selve gletsjeren.
Det kan lyde som noget pjat, men folk der har vandret på gletsjere før, ved hvor let man kommer galt af sted. Og det sker ofte at ignoranter kommer til skade, fordi de liiiige skal op og gå på gletsjeren. Og mange ting kan gå galt. På min Everest tur i Tibet stødte vi helt tilfældigt på en kinesisk turist, som var taget på eventyr i gletsjerne. Han havde syntes det var spændende at give sig i kast med dem, alene.. Og vi fandt ham på 2. dagen, hvor han lå med en brækket ankel i en dyb gletsjer sprække. Heldig nok at være i live, men kun lige netop, da han heller ikke var klædt på til omslag i vejret og derfor var meget medtaget af kulde og chok. Vi var den eneste gruppe, der var på bjerget i de dage, og havde vi ikke fundet ham og sørget for at han blev udstyret med en varm jakke og læsset på en af vore yak okser og fragtet ned ad bjerget, så var han ikke i live den dag i dag.
Så det er ikke uden grund at der er tydelige afspærringer for foden af gletsjeren, og at man kun har lovlig adgang med en kvalificeret guide.
Vi nøjedes derfor med at tage vandreturen mod foden af gletsjeren, som i sig selv er rigelig lang. Det ser måske ikke ud af voldsomt meget, men foden af gletsjeren er en flere km lang dal, som tager godt og vel 1½ time at krydse. Vi måtte derfor give op på halvvejen, da min mors fod stadig ikke var helt i orden endnu, og vi jo også helst skulle magte at gå hele vejen tilbage igen. Men turen gav min far og jeg en fornemmelse af hvor lang en vandretur vi havde at se frem til dagen derpå, inden vi overhovedet nåede gletsjeren.
Og det var en ørkenvandring at komme over dalen til foden af gletsjeren. Det fik vi bevis for dagen efter, hvor vi tog turen igen. Denne gang dog fuldt udstyret med crampons (pigge til at spænde under dine støvler, som er en livsnødvendighed på en gletsjer), varmt tøj og vand samt snacks.
Men ørkenvandringen blev belønnet, dog først lige med en stejl ørkenvandring op ad gletsjerens fod, hvor grus, sten og atter grus havde dækket isen nedenunder. Men SÅ nåede vi endelig isen, og det var bare noget helt særligt. Jeg har tidligere været i kontakt med gletsjere, men det her var absolut ikke mindre imponerende af den grund. Vi fik spændt vores crampons på fødderne og gik ombord.
Det er som at gå inde i en kæmpe fryser, hvor vi samtidig havde en bagende sol ned for oven, så alt det tøj vi havde med (og på) blev hurtigt for varmt. Dog havde jeg ikke trang til at kopiere vores guide, som vi først troede var Kiwi (som New Zealænderne kalder sig selv), da han gjorde hele turen iført shorts og T shirt. Som vi gennem ugerne havde fundet ud af, var ganske almindeligt kostume for de lokale uanset om det var 25 eller 12 grader. Men han viste sig at være amerikaner og vokset op med bjerge under fødderne. Og det var vi ikke stort i tvivl om, sådan som han sprang rundt på gletsjerne og til tider nærmest hang horisontalt ud fra gletsjer væggen, når han skulle demonstrere, hvor stærke vores crampons var, og vi derfor ikke havde noget at frygte mht fodfæstet. Så vi klatrede praktisk talt rundt både på og inde i gletsjeren. Vi var så heldige at der netop havde dannet sig en åbning (de såkaldte ”cravasses”) som lige præcis var stor nok til at vi kunne mase os igennem. Så vi tog turen ind gennem fryseren, skønt ! Og isen er mange steder fuldstændig lyseblå –hvilket gør det endnu mere smukt.
Ud over at være vanvittig smuk er Franz Josef gletsjeren en af de få i verden, der munder ud i tropisk regnskov. Der er kun 2 andre steder i verden, hvor det er tilfældet. Nemlig Fox gletsjeren (som også ligger i NZ og kun få km fra Franz Josef) samt patagonien i Argentina.
Og igen var vi eminent heldige med vejret. Ikke én eneste regndråbe på hele turen, og med en statistik på 16 meter nedbør om året og 220 dage med regn, var vi udmærket klar over hvor ufatteligt heldige vi havde været. Folk på turen dagen i forvejen og dagen derpå var knapt så heldige…
Vi kunne derfor køre tilbage mod Christchurch ad samme rute, fuldstændigt mættet med indtryk og oplevelser. Og vi var alle 3 parate til at tage hul på en helt anden form for eventyr i en stor metropol som alle kender så godt, -Sydney i Australien.
Momentum:
Der er ingen tvivl om, at mine godt 4 uger i New Zealand står som nogle af de absolut bedste uger af min rejse. Det var en kombination af både et land og en kultur jeg i stor udstrækning som dansker kunne identificere mig med. Det var lidt som at være derhjemme, men blot med lidt bedre vejrforhold og et gudesmukt og storslået landskab. New Zealand er bare helt igennem fantastisk –og det første sted på min rejse jeg med sandhed i stemmen kan sige; her kunne jeg godt slå mig ned.
Og det hele blev kun værdsat endnu mere af, at jeg kunne dele det med min familie. Det var en tur og en oplevelse jeg for altid vil huske for en fantastisk tid, på trods af de familiære stridigheder man bare ikke kan slippe for, når man bor 4 voksne mennesker tæt sammen på under 10 kvadratmeter. Men jeg vil sige så meget… jeg kender INGEN andre familier, der kan overleve 4 uger så tæt sammen som voksne individer og bagefter tænke –”Det må vi bare gøre igen !” Og folkens, vi gør det sgu igen ! Sidst i september mødes vi alle 4 i Los Angeles i Californien, USA og tager på 2 ugers ”road trip” op igennem Californien til endestationen i San Francisco. Og jeg glæder mig som et lille barn til juleaften !
Det siger vist alt om, hvor fantastisk vi havde det på vores tur! Og jeg er fuldstændig bevidst om, hvor heldig jeg er :)
For flere billeder, se link: Billeder New Zealand
