Indonesien, februar/marts 2011

Bali

Det var med mange sommerfugle i maven jeg ankom til Kuta på Bali. Jeg havde store forventninger og ikke mindst forhåbninger til de uger med min DMT (Divemaster træning) som ventede forude. Jeg havde forhørt mig lidt omkring med hvor jeg skulle tage min DMT, og været i kontakt med forskellige dykkercentre. Grundet min uvished omkring hvor længe jeg ville blive i Mui Ne, havde jeg dog ikke booket noget. Der var derfor et research arbejde jeg skulle have klaret i dagene i Kuta inden jeg kunne indfri mine forventninger og forhåbentlig starte min DMT.

Jeg havde hele tiden planlagt at ville tage min DMT på Flores, en lille ø i øst Indonesien som ligger tilpas tæt på Komodo øerne som alle dykkere med respekt for sig selv kender som værende topklasse dykning. Der var umiddelbart 3 dykkercentre som tilbød DMT. Det ene af centrene havde jeg dog stærkt fået frarådet af hele 2 som tog deres DMT der. Efter sigende skulle den instruktør som primært stod for DMT træningen være lidt af et ubehageligt menneske. Så dette dykkercenter stod nederst på min liste..

Men da de 2 andre muligheder faldt fra grundet manglende ressourcer og manglende svar, måtte jeg i dialog med Komodo Dive som jeg ellers havde fået frarådet. Men i sidste ende viste det sig at de heller ikke kunne tage mig ind, da deres instruktør var på ferie i de uger jeg havde til rådighed. Men i stedet fik jeg anbefalet Blue Marlin Dive, et dykkercenter på Gili øerne som ligger lidt øst for Bali. Jeg tog derfor kontakt, og efter en rigtig god og meget engageret dialog havde jeg en klar fornemmelse af et godt match. Jeg havde nu fundet mig et sted for min DMT.

Det viste sig dog at starten på min DMT blev noget forsinket og mit Bali ophold ikke helt som jeg havde regnet med. Det viste sig nemlig, at jeg måtte en tur på hospitalet da jeg havde en infektion i en kirtel som udviklede sig dramatisk på meget kort tid. Det startede nok allerede i Saigon, Vietnam, hvor jeg svagt husker at fornemme at noget ikke helt var som det skulle være. Men det var ikke værre end at jeg kastede det hen som noget forbigående. Men efter under 1 døgn i Kuta på Bali besluttede jeg at jeg hellere måtte få det undersøgt. Jeg tog derfor til den nærmeste internationale medicinske klinik (SOS klinikken i Denpasar) og blev undersøgt af en læge. Hun henviste mig til en specialist som jeg tog til samme aften. Jeg fik en diagnose af specialisten og noget antibiotika som jeg skulle tage i en uge og derefter komme til et check up. Hvis ikke infektionen var fortaget til den tid, kunne jeg se frem til en operation. Jeg krydsede derfor fingre for at infektionen ikke var så slem.

Men smerterne var begyndt at blive værre, så da jeg ankom til Gili dagen efter og meldt mig hos Blue Marlin måtte jeg efter få timer erkende at smerterne var for voldsomme til at jeg på nogen som helst måde kunne udholde en hel uge. Jeg kontaktede derfor min læge som bad mig komme ind øjeblikkeligt til hospitaler for en operation. Umiddelbart en skræmmende tanke, men når man er i sådant et smertehelvede som jeg var, vil man næsten gøre hvad som helst for at blive smertefri. Så mit ophold på Gili blev meget kort, faktisk kun små 8 timer, og jeg var på det næste fly fra Lombok tilbage til Bali.

Jeg husker kun én gang tidligere i mit liv hvor jeg har set frem til en lignende aftale. Det var da jeg havde betændelse i en kindtand for mange år siden. En infektion gør så rasende ondt og den konstante smerte så uudholdelig at man bliver desperat. Jeg havde taget jeg ved ikke hvor mange smertestillende piller, men intet kunne tage det. Så da jeg ankom til hospitalet næste morgen var jeg på grænsen af mig selv og brød grædende sammen af smerte da min læge undersøgte mig. Hun blev derfor meget hurtigt enig med sig selv (og mig) i at jeg måtte i narkose, da lokal bedøvelse måske slet ikke var mulig. Og selvom det da var en skræmmende tanke at skulle lægges i narkose i et land som Indonesien, så havde jeg fuld tillid til min læge (og hospitalet som var et privat hospital med helt andre ressourcer end det offentlige sygesystem) og mit smertehelvede så voldsomt at jeg var parat til at skære min højre arm af. Jeg underskrev derfor papirerne (som er et lovkrav fra de Indonesiske myndigheder) samt forsikrede om at jeg kunne betale gildet. Jeg anede ikke hvad det ville koste, men da jeg var (og er) forsikret hjemmefra var det ikke den store hovedpine. Og godt en halv time efter vågnede jeg, smertefri og omtåget, men usigeligt lettet og meget træt. Jeg sov derfor mere eller mindre straks i 3 timer inden jeg blev udskrevet med en bunke medicin og instruktioner og kunne tage lettet tilbage til mit hotel i Kuta.

Hele fornøjelsen (operation, narkose, konsultationer, medicin i samtlige uger etc) kostede mig godt og vel 5.000 dkk –et beløb jeg naturligvis har fået dækket af min forsikring. Og et beløb som vel at mærke chokerer i sin ringe størrelse for en ydelse som var helt på højde med danske forhold. Så jeg kan kun trøste andre mennesker med, at det at blive syg eller komme til skade i et land som synes fattigt og underudviklet samt så langt væk hjemmefra, absolut ikke behøver at være en risikabel oplevelse.

Hele affæren sluttede dog ikke lige med det samme. Jeg måtte holde sengen i en uge og havde lovet min læge ikke at gå i vandet, eller ligge på stranden, i det hele taget ikke foretage mig noget som kunne problematisere helingsprocessen. Jeg skulle ligeledes til check up 2 gange indenfor de kommende dage og kunne derfor ikke forlade Bali. Det hele forsinkede derfor min DMT med godt og vel 1 uge, men jeg havde heldigvis bøgerne med mig, og kunne derfor godt starte på teorien.

Mit ugelange sygeophold i Kuta gik derfor med at læse dykkerteori, se film, læse skønlitteratur på min E-bog som alt sammen foregik på mit hotelværelse eller min lille balkon. Jeg havde af samme grund valgt at opgradere mit beskedne værelse (med ventilator og koldt vand) til et luksusværelse med air con, varmt vand, TV og DVD afspiller samt egen balkon. Det kostede mig noget mere end jeg under normale omstændigheder ville være parat til at betale, men når man er ”fange i eget hus” og ikke rigtigt kan bevæge sig nogle steder (jeg måtte end ikke tage en dukkert i hotellets pool), så synes jeg det var en rimelig pris at betale. Og Kuta bugner af billige pirat DVD’er, så jeg fik set film i lange baner når jeg ikke sad med hovedet i min divemaster teoribog.



Gili Trawangan

Efter mit 2. besøg hos lægen fik jeg grønt lys for at tage til Gili. Jeg måtte dog love højt og helligt, at jeg ikke ville hoppe i hverken pool eller havvand den første uges tid. Min instruktør, Ivan, og jeg forsøgte derfor at strukturere min beskedne tid på bedst mulige måde. Under normale omstændigheder tager det minimum 4 uger at tage en divemaster, og jeg havde kun lidt over den halve til rådighed. Det var derfor et presset program jeg blev præsenteret for.

Så dagene var hårdt booket. Den første uge gik med at læse og bestå alle de teoretiske prøver. Prøverne var en kombination af dykkerteori, fysiologi, fysik (og matematik), dykkergrej, dekompression teori og meget mere. Under normale omstændigheder kombineres dagene med teori og dykkerpraksis, men da jeg måtte holde mig på land var jeg godt træt af bøger og teori da ugen var omme. Det lykkedes mig dog at bestå alle prøverne i første forsøg og endelig kunne jeg hoppe i vandet.

Det var fantastisk endelig at komme i gang med den praktiske del, og jeg var så heldig at en canadisk fyr, Dallas, også startede sin divemaster træning samme uge. Det betød at vi kunne vi fælles om en hel del, og gjorde det også lidt sjovere at være 2 om træningen.

Men det blev 2 hårde uger, hvor jeg skulle nå al min praktiske træning, som bla krævede at jeg demonstrerede alle øvelserne på et niveau der svarede til et 3 tal på en 5 punkt skala. Dog havde min instruktør (og nok også jeg selv) de ambitioner på mine vegne, at jeg skulle stræbe efter 5 tallet i alle øvelserne. Der skulle demonstreres i alt 15 øvelser, og træningen var repetition, repetition og atter repetition. For en ting er at kunne alle øvelserne i søvne selv, noget andet er at kunne demonstrere dem til kursister som aldrig har dykket før. Og det hele foregår jo under vand, så du er frarøvet dine talegaver. Øvelserne skal derfor være meget tydeligt demonstreret så der ikke er tvivl fra kursisternes side. Øvelserne er nødvendige færdigheder som du som dykker enten VED du får brug for eller håber du ALDRIG får brug for. Feks at kunne tømme sin maske for vand under et dyk (nok den færdighed du som dykker kommer til at bruge allermest). At kunne agere korrekt (og nærmest i søvne) hvis din makker løber tør for luft (en færdighed du aldrig bør få brug for, hvis alle dykker ansvarsfuldt). At træne god såkaldt ”boyancy” (der findes ikke et dansk ord for det, men det er i bund og grund at være tilpas vægtløs i vandet, så du hverken stiger op til overfladen eller synker), og i det hele taget kunne alle de færdigheder der gør dig til en sikker og tryg dykker.

Derudover skal man som divemaster bestå nogle praktiske prøver (feks 400 meter svømning og 800 meter snorkling på tid) samt tilegne sig en masse andre færdigheder (såsom feks at kortlægge et dykkerspot). Man skal ligeledes igennem sine førstehjælpsfærdigheder som man tilegner sig på sit Rescue Diving kursus (det er et krav for at kunne blive divemaster). I det hele taget skal man som divemaster kunne agere på alle de niveauer en instruktør kan. Du er blot ikke certificeret til selv at lede dykker kurser men blot at assistere. I det eneste tilfælde hvor du kan lede kurser er de såkaldte ”Discover Scuba Diving” (DSD) som er en slags prøvedyk, hvor du som kursist gennemgår de 5 mest grundlæggende færdigheder i en pool, og dernæst kommer med på et rigtigt dyk (med en divemaster i hånden) på max 10 meters dybde. Som divemaster må du lede den del af kurset som foregår i poolen.

Og i mit tilfælde havde min instruktør så meget tillid til mig, at jeg på et tidspunkt endte med at lede en gruppe af 5 DSD kursister alene i poolen. Noget jeg senere erkendte som en stor tillidserklæring fra min instruktørs side. Under normale omstændigheder lader en instruktør ikke en divemaster under træning lede kursister på egen hånd. Men det føltes ret naturligt for mig, og jeg var på intet tidspunkt utryg ved situationen. Og kursisterne lod til at være fuldt ud tilfredse med min træning med dem.

Efter et meget intenst træningsforløb med hårdt arbejde, mange dyk og en helvedes masse erfaringer rigere blev jeg endelig signet af som PADI Divemaster af min instruktør. Og jeg endte også med at købe mit eget udstyr, godt vejledt af indtil flere af instruktørerne på centeret. Det var absolut ingen billig affære, især eftersom jeg valgte ikke at gå efter den billigste kombination, men i stedet investere i noget udstyr med fremtid i, da teknisk dykning havde vækket en interesse i mig. Og teknisk dykning kræver specielt udstyr hvor du bla skal kunne dykke med flere tanke. Men jeg ser det som en livsstil investering..præcis som min rejse. Det er, for mig, ikke en engangsomkostning, men en investering i min fremtid –og måske endda som en investering i en helt ny tilværelse end den jeg forlod.

Min sidste aften på Gili Trawangan blev således fejret for fuld skrue med alle instruktører og divemastere fra dykkercenteret. Heldigvis skulle jeg først flyve sent næste aften, så jeg havde ingen skrupler over at dykke 100% ned i festlighederne uden hæmninger. Jeg var derfor ikke helt appelsinfri da jeg vraltede hjem på de tidlige timer næste morgen.

Det var en fantastisk tid på øen, med nogle fantastiske mennesker i et fantastisk miljø. Det var og er en uforglemmelig periode af mit liv. Og jeg var helt klar over, at jeg nu var bidt af en gal dykker, som med stor sandsynlighed ville komme til at præge min fremtid for bestandig.

Momentum:

I min dykkerlogbog står skrevet disse ord:

”Congratulations! Stine, You’ve been an absolute pleasure to work with, on your Divemaster course. I hope that you go on to be an instructor one day as you’ve definitely got the potential to be one of the best. Thanks again, and stay in touch”

De er skrevet af min instruktør Ivan, og det berammer det gode og respektfulde forhold vi havde under mit træningsforløb. Ivan er en af de dygtigste og mest respekterede dykker instruktører jeg har mødt gennem årene og jeg føler mig enormt beæret over ordene. Det har også betydet, at da jeg for kort tid siden tilmeldte mig et dykker instruktør kursus på et dykkercenter i Honduras, slet ikke var i tvivl om, at jeg nok skal magte opgaven i at tage det sidste skridt mod at blive professionel dykker.

For flere billeder se: Billeder Indonesien