Mui Ne, Vietnam januar/februar 2011

Mui Ne


Det var en ukendt følelse for mig at tage tilbage til noget jeg kendte så godt. Mine godt 4 uger i Mui Ne tilbage i December havde været mit længste ophold noget sted, og mine i alt 7 uger i Vietnam gjorde at jeg næsten følte at jeg vendte hjem. Jeg glædede mig meget til at gense de mennesker jeg havde knyttet venskaber med, og samtidig var det også en sær følelse af at jeg havde været meget langt væk. Så jeg vidste ikke rigtigt hvad jeg egentlig vendte tilbage til. Der var sket så utrolig meget i mellemtiden. Jeg havde haft det så fantastisk i Thailand, ikke mindst grundet min dykning som jeg elsker så højt og de mennesker jeg havde mødt.

Men det var skønt at gense Mui Ne igen, naturligvis allermest gense de mennesker jeg har tilknytninger til og som stadig var der. Især var det et dejligt gensyn med Oliver og Karin. 2 mennesker jeg havde knyttet tætte bånd til. Karin var dog syg da jeg ankom, og jeg fik hende derfor først at se efter et par dage.

Men efter mit umiddelbart første gensyn begyndte jeg at føle at tiden stod stille. Det var lidt som om jeg havde oplevet så meget i de 4 uger jeg havde været væk men at tiden i Mui Ne i mellemtiden havde stået fuldstændig stille. Og samtidig var gnisten og tilknytningen til Mui Ne (for mig) forsvundet. Jeg havde forladt Thailand få dage forinden hvor jeg havde brugt 4 uger på at dyrke min absolutte livspassion, dykning, og var taget tilbage til mit ”tidligere” liv i Mui Ne. Et liv som jeg pludselig ikke længere kunne finde gnisten ved, og jeg savnede meget det fællesskab omkring dykningen som jeg havde haft i Thailand. I Mui Ne var der naturligvis også et fællesskab omkring kitesurfing, men mit hjerte og min sjæl ligger i dykningen og jeg kunne ikke finde det i kitesurfing. Jeg savnede meget at dykke, noget som jeg er god til og som jeg nærmest føler jeg er skabt til, hvorimod kitesurfing er noget jeg har sloges med siden jeg begyndte på sporten.

Jeg tog dog kitesurfingen op igen, og fik da også langt om længe magtet skridtet til rent faktisk at blive nogenlunde stabil, men den passion og kærlighed jeg har til dykningen har jeg bare ikke til kitesurfing. Hvilket nok også er en af grundene til at jeg har haft så svært ved det.
Det begyndte at gå op for mig, at livet i Mui Ne bare ikke var mig. Jeg følte mig malplaceret allerede fra første dag jeg var tilbage i Mui Ne og jeg kæmpede med at genfinde de følelser og den tilknytning jeg havde haft inden jeg tog af sted. Og jo mere jeg kæmpede, jo mere frustreret og ”out of place” følte jeg mig. Det hele kulminerede naturligvis i mit og Olivers forhold. En gnist og en tilknytning som bare ikke kunne genfindes.
Det var 2 svære uger, hvor jeg kæmpede med accepten af, at det bare ikke var her mit liv skulle være. Og det var især svært at indse at Olivers og mit bånd bare ikke var der længere. Vi var begge 2 helt forskellige personer fra de få uger forinden, og var meget fjerne for hinanden. Og hvor Oliver måske nok havde det vanskeligt med det, men lettere ved at acceptere at sådan var det bare, så kæmpede jeg med at finde mine ben igen. Men efter 2 uger tog jeg den beslutning om at forlade Mui Ne og tage til Indonesien og fuldføre min Divemaster som oprindeligt var min plan da jeg forlod Danmark.

Og da beslutningen var taget og Oliver informeret (og senere Karin), var det en enorm lettelse. Jeg kunne mærke i krop og sjæl at det var tid til at komme videre, og det var det helt rigtige. Det kan måske lyde meget mærkeligt og dybt usandfærdigt at jeg var glad for endelig at forlade Mui Ne og den mand jeg få uger forinden havde været meget forelsket i . Men det var ikke desto mindre sådan jeg havde det. Og lige siden den dag beslutningen blev taget har jeg ikke været et sekund i tvivl om, at det var det helt rigtige. Så selvom det var et blødende farvel, havde jeg endelig fundet mig selv igen og kunne igen hvile i den ro, jeg har haft i behold lige siden jeg tog af sted på min rejse.

Det er så sidenhen gået op for mig, at det nok snarere var en fascination og en forblændelse af forelskelse der cementerede Olivers og mit forhold, frem for en spirende kærlighed. En gnist der er meget stærk og varm når den er på sit højeste, men som hurtigt dør ud igen. En følelse man på engelsk kalder for ”infatuation” og som jeg ikke umiddelbart kan finde et dansk ord som dækker. Den kan virke meget overvældende og berusende, og man bliver som menneske nærmest afhængig af den. Det kan nok med lidt god vilje sammenlignes med et narkotikum som gør en høj for et øjeblik. Øjeblikket giver en vinger af lyksalighed men i takt med at beruselsen aftager, går det hånd i hånd med et styrkdyk ned i den virkelige verden som ser helt anderledes ud. ”Infatuation” er derfor fantastisk når den er på sit højeste, men det er ikke kærlighed og dermed ikke en følelse der bunder en dybere tilknytning til et andet menneske. Nærmere en forelskelse i den følelse det giver en, og det narkotiske ”high” som man får.

Forfatteren Elizabeth Gilbert (bedst kendt for romanen ”Eat, Pray, Love”, som også for nylig er filmatiseret) sætter så fine ord på, hvordan man bedst kan identificere ”ægte kærlighed”. Hvis du med sandhed i stemmen kan observere dit hjertes udkårne’s mindre heldige sider, personlige brister om man kan kalde det sådan og fuldt ud acceptere disse og vide at man kan leve med dem, så er det med stor sandsynlighed ægte kærlighed. For de sider vi som mennesker forelsker sig i ved hinanden, de sider som tiltrækker og som vi fascineres af og som vi beundrer hos personen er åbenlyst ikke så svære at elske på længere sigt. Men de sider som man måske har sværere ved at acceptere og omfavne er også de sider som sidenhen højest sandsynligt vil blive det, der skiller os ad.

Og når jeg ser tilbage på tiden med Oliver ved jeg udmærket godt at der var sider jeg aldrig ville kunne leve med. Og som nok meget hurtigt ville være blevet et problem. Men de sider overstråles altid i starten af de sider man beundrer og betages af –også i mit og Olivers tilfælde. Så testen kommer når fascinationen og betagelsen aftager og man begynder at forholde sig til det sande menneske bag. En test Oliver og jeg ikke bestod, og som jeg sloges med en tid for at acceptere. Men min lettelse ved at tage derfra bekræfter at jeg fik taget det rette valg, og givet slip på noget der ikke skulle være.

Men alt det på trods vil Oliver altid have en speciel plads i mit hjerte, for han er stadig et varmt og dejligt menneske.

Jeg tog derfor fra Vietnam med en ro og en veltilpassethed og en begejstring efter at starte min divemaster i Indonesien. Og glædede mig vanvittigt til at vende tilbage til min dybe kærlighed, dykning, som har bragt mig så mange uforglemmelige stunder og som jeg elsker mere og mere for hvert dyk jeg får i logbogen.

Indonesien ventede og jeg følte mig så parat !



Momentum:

Der er ingen tvivl her om hvad jeg husker som en af de bedste stunder i de 2 uger jeg tilbragte tilbage i Mui Ne. Aftenen inden mit exit inviterede vi til afskedsmiddag, og til min store overraskelse kom alle dem jeg havde ønsket at se netop på en sådan dag. Det var meget rørende og den helt rigtige måde at forlade Mui Ne på. Vi var ikke et stort selskab, men samtlige de mennesker jeg havde knyttet bånd til var der, og det var det eneste vigtige for mig. En stor tak til Seppi, Morten, Thomas, Rob, Patric og Karin for at gøre min sidste aften uforglemmelig, og ikke mindst til Oliver for at sørge for at det blev muligt. Det var en skøn aften og et skønt farvel til Mui Ne.

For billeder se link: Billeder Mui Ne