Alkymi og frygtens korridorer !

”WOW, hold da op…det kunne jeg helt vildt godt tænke mig…Men..hvordan kan det lade sig gøre…??” Det er nok den reaktion jeg som oftest har mødt, når jeg har fortalt om min rejse, som på ingen måde er planlagt, men som efter mine bedste budgetteringsevner, skulle kunne holde mig rullende i godt og vel 18 måneder. Det er nok også lidt atypisk, især i min alder, sådan at klippe al form for sikkerhedsnet og forlade sin tryghedsbase som man, som jeg, har kendt til i rigtig mange år.

Og hvorfor gør jeg det så? Det er et spørgsmål jeg har været tvunget til at stille mig selv om og om igen. For selvom det kan virke som en nem beslutning når jeg fortæller om det, så har det absolut kostet en helvedes masse blod, sved og tårer i form af refleksioner og mental granskning. For hvad ER det lige der driver mig? Er det eventyreren i mig der trækker? Er det opdagelsen af nye verdener, steder og kulturer? Eller er det noget dybere og mere fundamentalt?

Folk der kender mig ved at jeg ynder at rejse, og at rejse meget ville nogle måske sige…i hvert fald umiddelbart mere end den gængse blonde dansker. (Alt er relativt, for jo mere man rejser, jo flere mennesker møder du som har rejst MEGET mere end dig selv. Så jeg synes jo ikke umiddelbart at jeg har rejst voldsomt meget….ikke endnu i hvert fald). Og egentlig havde jeg indtil for et halvt års tid siden, aldrig overvejet seriøst at rejse hverken mere eller mindre end de 2-4 rejser om året som min tilværelse i København tillod. Men hvad ændrede sig så? Hvad fik mig til at træffe en relativ drastisk beslutning om at rive mit liv op med rode, og tage af sted i væsentligt længere tid. Og oven i købet alene…(hvilket også har affødt en hel del spørgsmål om hvordan jeg dog tør det.)

Hele rejsen, for den er jeg allerede på, startede tilbage mellem jul og nytår (2009), hvor jeg havde besøg af en canadier, som netop var af sted på en lignende rejse. Jeg mødte ham først gang på en af mine tidligere rejser på Borneo, hvor han talte om sin drøm om at rive et år ud af kalenderen, pakke rygsækken og se verden. ”Wow” tænkte jeg dengang…men tænkte præcis det samme som alle andre: ”hvordan kan man det?”, og det var i hvert fald ikke noget for mig. Det var jo helt umuligt, og slet ikke noget jeg kunne se man sådan bare kunne. Men godt 1 år efter tog Rob (som han hedder) afsted og jeg var fuld af beundring og fascination. Men tænkte stadig at det slet slet ikke var noget for mig…for det kunne ”man” da ikke. Tilfældet ville det så, at Rob strander i Bruxelles og ender med, på min opfordring, at hoppe på et fly til København og tilbringe 10 dage henover julen sammen med mig og min familie. Vi talte naturligvis en hulens masse om hans oplevelser, og også om alle de overvejelser der lå bag, og hvor meget jeg beundrede den beslutning havde taget (men at det jo ville være helt umuligt for mig). Men så i dagene op til han skulle videre til Indien over en flaske rødvin stillede han mig det skelsættende spørgsmål; ”What is stopping you, Stine” ? Og tænk sig…det kunne jeg ikke svare på (selvom jeg ihærdigt forsøgte). For hvad var det reelt der stoppede mig? Intet !

Job, jo…men der er nok nogle muligheder når man kommer tilbage igen…
Lejlighed, den kan jo fremlejes..
Udgifter til diverse, tjo men mange af dem er der jo kun i kraft af at du bor her..
Økonomi (råd til rejsen), de penge havde jeg allerede i form af investeringer og opsparinger…

Så jeg satte mig ned, åbnede excel og lavede et simpelt regneark. Og konklusionen var (til min skræk), at der ingen forhindringer var, i hvert fald ikke når vi taler økonomi.
Og så tog jeg min beslutning om at tage af sted til september –voldsomt overrasket over mig selv, og en beslutning jeg bare en uge forinden havde forsvoret at jeg nogensinde ville tage, i hvert fald sådan for alvor. Jeg lagde en rough plan om en rejserute, som skulle bringe mig til Indien og Nepal og derfra tage mig østover, gennem sydøstasien.. Thailand, Laos, Cambodia, Vietnam og Indonesien. Derfra ville jeg tage til New Zealand og Australien og så tage den lange tur til Mellem- og sydamerika. Sidenhen er der så røget nogle lande fra og til. Indien røg først af listen, da september ikke er optimalt, medmindre man er glad for våde tæer og desuden er så kæmpe stort, at jeg minimum ville skulle afsætte 2 måneder for bare at kunne føle, at jeg havde været der. Myanmar kom på listen, og sidenhen er Tibet også blevet et wildcard.

Nu er der så gået godt og vel 5 måneder siden beslutningen blev taget. Billetten er booket, i hvert fald den første af dem, og er alt så bare gået ”slag i slag”, så at sige? Absolut ikke ! Det har været en hård proces, og jeg har måttet træffe beslutningen om rejsen, om og om og om igen. Noget jeg så absolut ikke var forberedt på da jeg committede mig til projekt ”big trip” for 5 måneder siden. Det er kommet rigtig meget bag på mig, men har til gengæld tvunget mig til virkelig at mærke efter –hvad ER det der driver mig? Hvorfor vil jeg det her? Hvad er egentlig bevæggrundene for det, og er det prisen værd? For tvivl ikke, det har også en pris..

Jeg vil spare Jer for detaljerne, men alt i alt har der været både konkrete og praktiske forhindringer der skulle banes af vejen. Og på et tidspunkt var det næsten som om den ene forhindring afløste den anden, hvilket var temmelig opslidende, men som tvang mig til at reflektere over om hvorvidt mit valg var det rigtige, og vælge rejsen igen og igen. Det sværeste har dog uden tvivl været de menneskelige omkostninger der også har været. Den pris man betaler ved at skulle vinke farvel til tilværelsen herhjemme. Den nærhed jeg har med mine nærmeste…den mulige fremtid jeg måske kunne få…de afsavn jeg kommer til at lide… osv osv. Men alle mine gentagende refleksioner bragte mig tilbage til den samme beslutning; jeg skal af sted !

Og hvorfor endte jeg så der hver gang? Det spørgsmål har jeg stillet mig selv mange gange. Især her på det seneste hvor de menneskelige omkostninger er kommet tæt på. Og må nok tilstå, at det har jeg ikke noget entydigt svar på. Men jeg må sande at det ikke kun bunder i min uudtømmelige rejselyst og min lidet skjulte eventyrer, men at drivkraften ligger væsentligt dybere. Noget nærmest filosofisk og helt poetisk.. noget jeg ikke kan definere, selvom jeg virkelig har prøvet, og noget som frygten har holdt stangen indtil nu. Men ved at lade frygten råde, levede jeg nok kun halvt, et eller andet sted, hvilket jeg her over de seneste 5 måneder har måttet erkende.

Så eventyret, oplevelsen, fascinationen af andre verdener –ja, det er da en stor del af drivkraften, men ikke den primære.

Jeg husker stadig følelsen af ovenud genkendelighed, da jeg her for ganske nylig læste Alkymisten (kraftigt opfordret af en person…-tak Adam, -hvilket viste sig at være ganske velbegrundet). Følelsen af at det er PRÆCIS sådan jeg har det…der er noget der trækker i mig. En eller anden skat er der derude et sted. En skat som jeg ikke aner hvad er, men som gør at jeg bare MÅ af sted. En skat som jeg ved findes indeni mig, men for at finde den bliver jeg nødt til at bryde ud, blive fri så at sige..

Og om jeg finder skatten, det ved jeg ikke. Måske risikerer jeg at blive rodløs og ulykkelig som mange af de sjælesøgende sørgelige mennesker jeg også har mødt på mine rejser. Det har jeg da også tænkt over. Men jeg tror det ikke. For forskellen er, tror jeg i hvert fald, at min drivkraft ikke ligger i en søgen udadtil, og et håb om at finde løsningen i verden udenfor, men snarere i en omfavnelse af mit indre jeg. Og en erkendelse af, at jeg nok bare er en smule anderledes skruet sammen, end den jeg hidtil har forsøgt at være.

Så kan man vælge at kalde det en eksistenskrise eller midtvejskrise eller hvilken etiket man nu end synes er passende. Men jeg vælger nu egentlig bare at følge mit hjerte, og give pokker i frygten (for den er der stadig). Og så kan det da forhåbentlig aldrig gå helt galt, vel !

”Drengen kom med besvær på højkant og kiggede endnu engang på pyramiderne. De smilte til ham, og han gengældte smilet, bristefærdig af lykke. Han havde fundet sin skat” (Alkymisten, Paulo Coelho)