Bangkok havde jeg ellers tænkt mig at toure en smule rundt i og se nogle af de mange sights som byen faktisk byder på, især da det nu var anden gang jeg var der, men det endte hurtigt med, at de 3 dage blev spist op af planlægningstid til hhv Laos, Vietnam og Thailand ophold. Så Bangkok må endnu engang vendte med mig som sightseer.. Men jeg kan sige så meget, at jeg så absolut ikke deler det indtryk af byen som jeg ellers har hørt fra mange danskere –at den skulle være larmende og ucharmerende. Mit gæt er, at hvis man udelukkende er der for at tage videre til Thailands strande (hvilket mange er), og Bangkok dermed kun bliver et nødvendigt onde som stop-over, ja så er det meget muligt at man vil opleve byen som mindre interessant. Men Bangkok er en dejlig by, og utrolig nem at komme rundt i –om end den er kæmpe stor. Og giver man sig den lille smule tid til at finde byens små oaser, som feks de små hyggelige cafeer ved kanalerne, så er mit bud at indtrykket ændrer sig drastisk.
Men meget af Bangkok så jeg som sagt desværre ikke, faktisk kun bydelen Banglamphu, som er hjemsted for stort set alle backpackere (billige hostels af høj standard) og så lige yderkanten ved kanalerne. Chiang Rai fik heller ikke meget af min opmærksomhed, da jeg udelukkende fløj hertil for at tage videre til Chiang Khong og krydse ind over grænsen til det nordlige Laos. Noget jeg ellers var en smule træt af, da jeg rigtig gerne ville have brugt lidt tid i Chiang Rai som bla skulle byde på fremragende trekking. Men må nu engang vælge til og fra, også selvom man rejser i 18 mdr…
Som så mange andre backackere havde jeg valgt en klassisk tur gennem Laos, og tog dermed bussen næste morgen fra Chiang Rai til Chiang Khong. Bussen var en sand lokal bus, men forbavsende hurtig på trods af den ved første øjenkast ikke så ud til overhovedet at ville være i stand til at starte. Og efter 2 timers bustur, en kort tur med en tricykel fra busstoppestedet til havnen og jeg kunne krydse Mekong floden med en af de små ”long boats” som sejler i pendulfart over grænsen til Laos.
Huay Xai:
Det tog ikke meget mere end 5 minutter at krydse Mekong og på den anden side blev visum hurtigt klaret. Det er heldigvis dejligt nemt at rejse til Laos, da man ikke behøver at have visum klaret hjemmefra. 35 USD og et pasbillede, og du har adgang videre ind i Laos. De fleste af mine medpassagerer fra båden bookede med det samme deres billet til ”slow boaten” næste dag, som er en 2 dages bådtur ned ad Mekong floden til Luang Prabang med overnatning i en lille by undervejs. Jeg havde dog besluttet at jeg ville bruge et par dage på trekking, inden jeg tog videre selvsamme båd. Området nord for Huay Xai blev nemlig anbefalet som et fremragende trekking område, med chance for kunne spotte wild life og komme helt tæt på de lokale landsbyliv. Derudover ville man overnatte i små hytter bygget højt oppe i trækronerne, noget jeg så absolut godt ville ofre et par dage på. Jeg fandt mit gæstehus efter en meget varm tur med rygsækkene gennem Huay Xai’s gader, og bookede samtidig min trekkingtur. Jeg blev dog anbefalet et andet selskab, end det jeg havde læst om i min guidebog, (pga pris –det er ikke altid en fordel at rejse alene), og besluttede at prøve det, selvom de ikke tilbød overnatning i trætoppene. Det viste sig desværre at være en fatal fejl.. Jeg blev slemt skuffet over trekkingfirmaets standard og efter at have trekket i kun 1½ time (hvor mit temperament efterhånden nåede eksplosive højder), valgte jeg at afbryde trekket og bede guiderne om at tage mig tilbage til deres kontor. Jeg forklarede guiden mine bevæggrunde for ikke at gennemføre trekket… Hvilket var kort fortalt -De var ganske enkelt overhovedet ikke trænet til at gennemføre trekking! Det første der slog mig var, at begge guider gik i front, uden at have den mindste føling med hvorvidt jeg fulgte trop. Jeg stoppede endda to gange (første gang for at omarrangere min rygsæk, anden gang faktisk for at teste dem) –og ingen af gangene opdagede de at jeg så at sige ”forsvandt”. Ingen af dem havde det rette udstyr med, og heldigvis var jeg grundigt forberedt hjemmefra med feks insekt repellant og myggenet (da jeg har trekket en del gange efterhånden), hvilket viste sig at være temmelig vigtigt da der var igler på ruten (noget jeg ikke var informeret om på den 2 min lange briefing jeg havde fået). Og sidst men ikke mindst, så var der ingen hjælpende hænder eller sikkerhedsforanstaltninger når vi krydsede vandløb og floder (jeg var fuldstændig overladt til mig selv). Så alt i alt nåede mit temperament til sidst højder, hvor jeg bare fik nok. Jeg havde trods alt betalt 100 USD for 2 dages trekking, og forventede som minimum dermed et professionelt firma –hvilket dette tydeligvis ikke var. Der var ingen fare på færde, men som jeg forklarede guiden på vejen tilbage, så er trekking i junglen ikke noget man bare sender folk af sted på uden at have en vis form for træning. De havde heller ingen bil i firmaet (fandt jeg senere ud af) så i tilfælde af behov for akut assistance, var der ingen backup. I det hele taget var de et firma der ikke anede hvad de havde med at gøre. Hovedguidens engelsk var ligeledes meget sparsomt, han trekkede i klipklappere og var i elendig form. Og så kulminerede det hele da jeg så blev præsenteret for at meget lidt imødekommende manager på kontoret, hvor jeg efter 3 kvarters diskussion fik ca 45% af mine penge refunderet. Så efter 3 uger i Myanmar med utroligt venlige og smilene mennesker, efterlod dette ikke ligefrem det bedste indtryk af Laos. Men heldigvis ved jeg, at det ikke nødvendigvis ville være gældende for resten af landet, og at jeg blot havde været uheldig.
Og fra uheldige episoder udspringer heldigvis nogle gange gode ting, feks at jeg nu fik mulighed for at komme 1 dag tidligere af sted med slow boaten mod Luang Prabang, og dermed vinde en ekstra dag i mit skema. Og dermed gjort, så på min 3. dag i Laos gik jeg ombord på en af bådene. Det viste sig dog, at jeg igen endte i en diskussion om forholdene, denne gang dog bakket op af stort set alle på båden (nogle få aktive, de fleste dog passive). De havde nemlig overbooket båden voldsomt (noget guidebogen advarede om at de kunne finde på), og da vi indså at de havde booket ca 90-100 mennesker på en båd med plads til 70 hev vi fat i kontrolløren. Han vidste tydeligvis at det ikke var ok, på trods af at han forsøgte på alle måder at kringle sig udenom (og pludselig efter et kvarters diskussion ikke forstod engelsk ”særlig godt” –hvorefter vi var flere der grinede højlydt). Faktisk havde vi opgivet håbet, da det ikke virkede som om de var til at rokke, men pludselig fik vi meddelelsen om at de ville tage endnu en båd i brug. 10 sekunder efter meldingen så man så ca 40-50 mennesker (inkl mig) der sprang for livet fra rælingen ind i nabobåden, som også var langt mere komfortabel med bløde sæder frem for træbænke. Så selvom jeg var lidt træt af at være et ”brokkehoved” efter kun 2 dage i Laos, så var der heldigvis flere af mine medpassagerer som bagefter takkede for indsatsen. Vi skulle trods alt sejle godt og vel 8 timer om dagen de næste 2 dage, og pakket som sild i en tønde ville absolut gøre turen mindre fornøjelig.. Og i mit endnu korte rejseliv, har jeg efterhånden lært, at det er bedre at tage udfordringen op i en, til tider måske, ubehagelig konflikt end at brænde inde med tingene. Noget der dog ind imellem kræver at man gør op med sin indre vesterlænding (konfliktskyhed, overdrevet høflighed og passivitet i en forventning om, at andre nok klarer ærterne for en). Men det gør bare alting lettere i sidste ende, og man bliver langt mere ansvarlig for sin egen oplevelse. Måske nok en lærdom man også sagtens kan bruge generelt her i livet. Så med kun 2 timers forsinkelse tøffede vi ellers af sted, nu nogle af os i komfortable sæder, ned ad Mekong i silende regnvejr…
Resten af turen gik relativt smertefrit, og allerede 6 timer senere ankom vi til Pak Beng, hvor vi skulle overnatte. Bådene sejler nemlig ikke om natten, og eftersom turen fra Huay Xai til Luang Prabang tager godt og vel 12-16 timer er det nødvendigt med et stop undervejs. Jeg fulgtes med et engelsk nygift par som jeg havde mødt på båden. De havde booket overnatning på samme gæstehus som jeg, og vi havde en hyggelig aften på en af Pak Bengs restauranter. Næste morgen stod vi tidligt op for at sikre os en god plads på båden, og fik bekræftet at det ikke var den samme båd der skulle tage os videre (vi havde hørt rygter om det). Men heldigvis blev det en god investering at være der 1½ time før afgang, da vi fik sikret os nogle bløde sæder (som der dog kun var et begrænset antal af i denne båd) og uden de større forsinkelser gik turen af sted mod Luang Prabang.
Luang Prabang:
Det engelske nygifte par (Jane og Byron) samt jeg ankom efter godt 8 timers regnfri sejlads dermed til Luang Prabang. Vi ankom mere eller mindre midt i solnedgangen, så vi fik en flot indsejling til byen som var badet i lys fra både gaderne og bygningerne. Aftenen gik dog mest med at forhandle om transport til gæstehusene, og vi fandt hurtigt ud af at prisen var en lidt anden end i Huay Xai. Efter en del forhandling med en af tuktuk chaufførerne nåede jeg dog mit ualmindeligt fornemme gæstehus, hvor mit værelse var så nyt at der endnu ikke var kommet nr på døren.
Og næste dag fik jeg så set hvor fantastisk smuk byen Luang Prabang er. Det var som at træde ind i en anden verden, og selvom det godt kan virke frastødende at man er tvunget til at betale overpriser ifht resten af Laos, så kan man ikke undgå at lade sig imponere over skønheden. Det første der springer i øjnene er den gennemførte arkitektur, som er holdt i den gamle kolonistil med relativt små bygninger som er indbegrebet af romantik med skodder for vinduerne og yndige små terrasser. Selv skiltene på restauranter, shops og gæstehuse er holdt i samme identiske stil af træudskæringer, hvilket så også gør, at det nogle gange kan være svært at finde netop den restaurant eller butik som man leder efter. Og hvor er det fantastisk at slippe for diverse mere eller mindre rædsomme neonskilte og kitchede brands i gadebilledet, som man ellers ser stort set hvor som helst i Asien. Og stemningen gik hånd i hånd med arkitekturen –her var mere afslappet end noget andet sted jeg har været indtil videre. Og næsten det bedste af det hele, især når man har rejst i snart 2 mdr, man var som turist fuldstændig i fred fra ivrige gadesælgere. Jeg hørte ikke én eneste gadesælger råbe efter mig de 3 dage jeg var der ! Den eneste fredsforstyrrelse er nogle små pip fra enkelte tuktuk chauffører som forsigtigt ind i mellem tilbyder dig deres service. Men et enkelt høfligt ”nej tak”, og de lader dig vende tilbage til din osteklokke igen. Jeg elskede simpelthen det her sted –mange turister (især franskmænd) eller ej, det er en oase uden lige ! Så jeg endte også med at blive en dag mere end oprindeligt planlagt.
På andendagen havde jeg sammen med Jane og Byron booket en trekkingtur som skulle tage os gennem et par mindre landsbyer, skove og bjerge og ende ved det meget smukke vandfald ”Kuang Si”. Det viste sig at være alle pengene værd, og en både langt mere professionel og dejlig oplevelse end mit tidligere trekking encounter i Huay Xai. Trekkingen var en smule mudret, og Jane nåede at få sig et ”close encounter” med en enkelt igle på vejen (og vi fandt min 95% DEET repellent frem), men var generelt skøn og smuk med perfekt vejr i form af en kølig overskyet himmel. Og efter ca 4-5 timers trekking (afbrudt af en frokost tilberedt af en lokal landsby) nåede vi vandfaldene ved Kuang Si. På trods af at det VAR smukt der, så var jeg nok mere imponeret af trekket og mødet med de lokale end af vandfaldet. Kuang Si er flot, men meget meget kommercielt. Men det havde jeg lidt forventet, så jeg kunne ikke sige at jeg var skuffet. Men mine forventninger blev indfriet og ikke overgået. Man kunne bade i de små pools ved foden af faldet, og det var vi nogle stykker der benyttede sig af. Vandet var dog iskoldt, så det blev en kort dukkert på en små 10 minutter, men forfriskende efter timerne på trekkingruten.
Den største oplevelse i Luang Prabang var mere bare at bevæge sig rundt i gaderne og bare vælte sig i de indtryk og stemningen der herskede her. Og så de små tilfældige oplevelser der pludselig dukker op, som feks da jeg var inde at se en af de utallige Wats (templer) der er i Luang Prabang. Da jeg efter 3 uger i Myanmar er en smule mættet af templer samt klostre, listede jeg om bagved wat’en. Her stødte jeg på en håndfuld unge munke elever (såkaldte novices) som var i fuld gang med male nogle buddha statuer. Jeg spurgte om det var ok at tage nogle billeder, hvilket de sagde ja til, og så sad jeg ellers der og bare iagttog dem i deres gøren og laden. Det var en helt speciel følelse og berammede mere eller mindre totaloplevelsen jeg havde af Luang Prabang.
Vang Vieng
Efter at have sagt farvel (og på gensyn i London en dag) til Jane og Byron på en fantastisk bar/cafe med balkon udover Mekong, stod jeg tidligt op for at tage en minibus til mit næste punkt på Laos kortet –Vang Vieng. Byen siges at være enten elsket eller hadet af sine besøgene, så jeg var spændt på hvilken kategori jeg ville falde i. Og mit første indtryk var da også et helt andet end Luang Prabang, charmen var så absolut ikke i øjenfaldende, og det var helt tydeligt et noget andet publikum der bliver lokket hertil. Til gengæld var jeg tilbage i et noget mere attraktivt prisleje igen, og boede i et hyggeligt gæstehus ned til vandet og betaler kun en sjettedel af prisen ifht Luang Prabang). Men det er som sagt noget helt andet Vang Vieng har at byde på, nemlig ekstremsport ! Og nu kan jeg jo godt lide den slags generelt, så jeg strøg med det samme ned på det lokale kontor for selvsamme bureau jeg havde trekket med i Luang Prabang. Desværre fik jeg bekræftet hvad jeg havde fået at vide i Luang Prabang –rafting kunne jeg godt skyde en hvid pil efter, der var ikke vand nok i floden. Så det var jeg jo lidt træt af, da jeg havde sat næsen op efter en dag med god gedigen aktion i form af heftig grade 5-6 rafting. Nå, men til gengæld havde jeg set mig lidt nysgerrig på et klatrekursus (for nybegyndere som jeg jo må tilstå at være), og det endte jeg så i stedet med at booke. Bagefter læste jeg i min guidebog at klatrere åbenbart valfarter hertil fra hele verden for at besejre de såkaldte ”limestone” klipper rundt om Vang Vieng. Det skulle efter sigende ikke kun være sublim klatring, med udfordringer for både nybegyndere og professionelle, men også være et ualmindeligt smukt og scenarisk landskab. Den bedste klatring i hele sydøstasien åbenbart. Så jeg så meget frem til mit kursus, hvor jeg ville stifte bekendtskab med en sportsgren, jeg længe har haft tænkt på at kaste mig ud i.
Og det viste sig at indfri alle mine forventninger og meget mere til. Det var ikke kun sublim klatring, det var også både udfordrende og super skægt, og jeg må tilstå at være blevet godt og grundigt hooked. Instruktøren havde jeg helt for mig selv, eftersom jeg var den eneste der havde booket klatring den dag. Der var dog godt 8-10 andre klatrere på stedet (med andre klatrefirmaer), men da der var ruter nok til alle, blev det på intet tidspunkt overrendt. Blandt klatrerne var der både nybegyndere som jeg, og nogle der var mere avancerede, og som blot skulle prøve ruterne an, inden de efter et par timer gav sig i kast med de mere udfordrende ruter. Der var lidt teknik og udstyrstræning jeg skulle sættes ind i, men jeg var meget hurtigt på vej op ad den første rute og fik det prøvet i praksis. Og for pokker hvor er det fedt at klatre! Det er en blanding af den fysiske og mentale udfordring det er, at transportere sit korpus mere eller mindre lodret op ad en temmelig høj klippevæg og samtidig være ét med naturen og besejre den. Og det er et kick uden lige at nå sit mål –til tider 15-20 meter oppe, og kun være sikret af et enkelt reb, som du skal have 100% tillid til at din makker har et godt greb om i den anden ende ved foden af klippen. Og så er det oven i hatten også sublim god træning. Dog må jeg tilstå, at min babyhud på fingrene ikke helt er skabt til klatring –de føltes nærmest som om de var slidt hudløse efter 8 ture. 8 ture lyder måske ikke af meget, men jeg kan så afsløre, at en limestone klippevæg til tider har knivskarpe kanter som du bruger som løftestang. Og det er ikke altid du kan få fat med meget mere end fingerspidserne… Så efter en hel dag med klatring måtte jeg give op på den sidste tur i 2. forsøg på at nå toppen af en grade 6a, som efter sigende da også er fuldstændig umulig at besejre med kun 4 timers klatreerfaring i bagagen. (Man er vel ambitiøs..) Men jeg nåede tæt på toppen i 1. forsøg, og tænkte at det var værd at give det endnu et forsøg. Det var mine fingre så desværre ikke helt indstillet på.. Men alt i alt var det en fantastisk dag, med en masse god klatring.
Og Vang Vieng må jeg nok tilstå sidenhen bare har kravlet langsomt ind under huden på mig. Det er sandt, at det bugner af gæstehuse, barer og restauranter, og mange (primært unge studerende) kommer her dog også primært for at feste og drikke en masse billig øl mens de ”tuber” ned ad Nam Song floden. ”Tubing” er den helt store trend her i Vang Vieng, og det er basalt set at drive ned ad floden i store traktordækslanger (deraf navnet), hvor mange tager stops undervejs på barerne langs flodbredden. Men til de lidt mere seriøse sportsudøvere er her dog også både kayaking, trekking, caving (her er mange grotter) og klatring. (Tidligere var her også rafting, men da der er blevet bygget mange dæmninger på floden på det seneste, er rafting blevet en kedelig affære. Floden er simpelthen blevet for tam.) Og så er her usigeligt smukt! Så går man lige de 5 minutter væk fra byens centrum, som absolut ikke er særlig charmerende, og finder de små oaser ned til floden med udsigt til bjergene i baggrunden, så er her bare helt igennem fantastisk. Det er igen den samme historie, som jeg næsten har gjort til grundstenen i min rejse: at finde de små steder, som øjet måske ikke lige ser med det første, men som kan vende et måske lunkent indtryk til noget helt fantastisk. Og sådan et sted er Vang Vieng. Dog ingen tvivl om, at er man fan af ekstremsport, så får Vang Vieng lige et ekstra nøk opad.
Jeg havde egentlig besluttet mig for at have 4 nætter i Vang Vieng, men eftersom jeg faldt mere og mere for stemningen her, valgte jeg helt at droppe Vientiane og blive en dag mere i Vang Vieng. Og dagene her gik ellers med at ”chille” som man vist roligt kan kalde det her, i diverse hængekøjer langs Nam Song floden, tubing og ellers bare nyde min fantastiske udsigt fra balkonen og indhente lidt skønlitterær læsning. Og som prikken over i’et, besluttede jeg mig for at booke en lidt alternativ transport videre fra Vang Vieng, nemlig kayaking. En sportsgren jeg heller ikke er voldsom erfaren i, men heldigvis har jeg en guide med mig i kajakken (2 mands kajak), da vi bla skal igennem nogle strømfald (såkaldte rapids) som efter sigende godt kan blive heftige. Min tunge bagage bliver fragtet med bus, mens mine få ejendele jeg har med mig i kajakken bliver sikkert forvaret i en såkaldt ”dry sack”. En kajaktur jeg ser meget frem til, og som helt sikkert bliver noget mere spændende end de store busser som de fleste andre benytter sig af. Og busser skal jeg nu nok få rigeligt af, eftersom jeg efter at være kommet frem til Vientiane med kajak, kan se frem til at hoppe direkte ind i en bus og blive der de næste 13 timer. Men efter alskens busture i Myanmar, er det ikke noget der kan skræmme mig synderligt. Det er utroligt hvad man kan vænne sig til…
Four Thousand Islands (Si Phan Don)
4000 islands havde jeg hørt utroligt meget om, at det for mange var deres absolut favoritsted i Laos, at det var en ”must see” lokation og forventningerne var derfor høje. Jeg ankom meget smertefrit hertil efter en lang busrejse fra hovedstaden Vientiane, men som primært foregik om natten på en såkaldt ”sleeperbus”. Og det var virkelig en sleeperbus, med senge i stedet for sæder, så de fleste af os sov faktisk godt hele vejen. Eller så meget søvn man nu engang kan få, når bussen kører ad veje som ikke altid er snorlige og plane. Men det var alt i alt en meget komfortabel bustur. Efter sleeperbussen gik vi direkte over i en lokal alm bus og kørte de resterende 2½ time til Ban Nakasang, hvorfra en båd sejlede os over til Don Det –en af øerne i 4000 islands. Jeg havde booket mit gæstehus på forhånd online, rørende billigt (4 usd/nat) på den sydlige del af øen, som skulle være både mere roligt og samtidig være tættere på de lokales liv på øerne. Og jeg var MEGET glad for at have valgt stedet –for da jeg ankom til øen med båden mødte der mig et (synes jeg) rædsomt syn og bestemt ikke specielt attraktivt i form af gæstehus på gæstehus, bar på bar, restaurant på restaurant i det såkaldte centrum for backpackere. Og langt fra det idyliske paradis jeg havde forestillet mig.. Men heldigvis skulle jeg ikke bo her –men i den anden ende, som lå tættere på grænsen til Cambodia. På mit kort så det ud til at være ca 1 km’s travetur –men efter at være gået ca 20 min måtte jeg sande, at kortets målestok nok ikke helt var korrekt. Det tog mig i hvert fald det meste af en time at nå frem, og med omkring 30 kg på ryggen krævede det et par minutters pause undervejs. Det viste sig at være nærmere 3-4km end 1km. Men frem nåede jeg –og blev indlogeret i min bungalow (som så blev en større uden ekstra beregning), og kunne slappe af med formidabel god mad i restauranten. Stedet var virkelig en oase –og på trods af at jeg var godt træt af den lange travetur, så ville jeg på ingen måde bytte. Der var 2 bungalows en-suite, med i alt 5 værelser, alle med eget badeværelse og alle med lille privat balkon, naturligvis med hængekøje. Alle lige ned til vandet, ligeledes restauranten, hvor jeg endte med at opholde mig en del (når solen bagte på min balkon midt på dagen og hængkøjen blev for varm). Det var et skønt sted helt sikkert. Jeg fik lejet en cykel (ca 7 kr om dagen) og trillede så tilbage til byen for at booke mig en kajaktur dagen efter.
Kajakturen var en lidt blandet fornøjelse. Men turen var billig, og jeg bar derfor over med en guide der efter sigende skulle være engelsktalende, men vis engelsk nok var nogenlunde lige så godt som mit Lao. Jeg delte turen med en tysker, som også havde et temmelig gebrokkent engelsk, og ofte talte han mere tysk end engelsk (hvilket dog gik fint nok for mig at forstå). Det var dog skønt at være ude på vandet, og vi fik set de obligatoriske vandfald (som var kommercialiserede som den slags desværre ofte er) og var heldige at se de ellers meget sjældne Irrawaddy delfiner, som der kun er meget meget få tilbage af. De er dog ikke et sjældent syn her i 4000 islands, så at vi så dem var ikke exceptionelt. Men det føltes dog alligevel specielt, da vi så dem komme op og ånde i overfladen et stykke fra os.
Jeg havde i alt 3 overnatninger på Don Det, og ud over kajak turen og små cykelture, brugte jeg dagene i god Lao stil med at slappe 100% af i hængekøjen og på madrasserne i restauranten med min E-bog. Man forstår nok først hvad det vil sige at slappe RIGTIGT af, når man har været i Laos –her er det en livsstil, og hele deres kultur er fasttømret i opfattelsen af, at livet skal nydes i langsomt tempo og arbejde derfor skal minimeres til det kun absolut mest nødvendige. Alting foregår derfor ikke bare langsomt, men også med en relativ ligegyldig indstilling til tidspunkter og deadlines. Det er derfor et absolut must, at rejser man i Laos, så hav GOD TID når du skal fra A til B. Ellers kan det meget let gå hen og blive en stressfaktor at få logistikken til at hænge sammen. Det er dog for mange især vesterlændinge nok også god træning i at leve her og nu, frem for at fokusere på at nå så meget som muligt. Jeg må dog nok indrømme, at ind i mellem kunne deres tilbagelænede livsstil godt trække i retning af at være mere ren dovenskab. Som feks vores kajak guide, som jeg roede i kajak med, og som slappede af så meget han overhovedet kunne og lod mig trække læsset. Det resulterede så i, at jeg på et tidspunkt gav ham den verbale pisk og lod ham padle alene –dog os begge to med et smil på læben. Men han var godt træt i armene, da vi nåede hjem ;) Men nej, der er en grund til at danske virksomheders udlicitering af produktion ikke inkluderer Laos. Det ville på ingen måde være en gevinst på bundlinjen.
Alt i alt var 4000 islands generelt en positiv oplevelse, men jeg må nok tilstå, at mine forventninger var sat for højt. Jeg kunne ikke undgå at sammenligne det med skønheden fra Inle og Sankar Lake i Myanmar, og det nåede på ingen måde samme højder. Det var både alt for kommercielt og allerede alt for spoleret i forhold til turismen, hvor Myanmar på mange måder er langt mere jomfrueligt. I det hele taget…rejser du i sydøstasien, så gem Myanmar til sidst. For det er begyndt at gå op for mig, (hvad andre også siger), at besøger du Myanmar først, så spolerer du lidt resten af din tur i asien. Overlæggeren er simpelthen sat for højt fra starten. Myanmar er bare paradis i højeste potens, og det er meget svært at leve op til for resten af asien. Både i forhold til landskaber, jomfruelighed men især også de lokales imødekommenhed. Den har jeg endnu ikke mødt i samme grad noget andet sted i verden. Burmesere er nok de rareste mennesker jeg mindes at have mødt til dato som folkefærd.
Derfor forbliver mit favoritsted i Laos stadig Vang Vieng. Det nåede på ingen måde Myanmars højder, men i Laos var det uden tvivl det sted hvor jeg følte jeg sagtens kunne være blevet i længere tid uden at være blevet rastløs efter nye indtryk. Men der er ingen tvivl om, at man skal være fan af blandingen af udendørsaktiviteter (såsom klatring, kajaking, trekking etc) og scenariske landskaber. For som by har Vang Vieng intet at byde på –der er Luang Prabang helt sikkert det rette sted at tage til (klart min nummer 2 på ranglisten).
Momentum: (de små oplevelser man ikke kan læse sig til i en guide bog)
På en tilfældig gåtur langs Nam Song i Vang Vieng faldt jeg tilfældigt i snak med en ung lokal gut, som netop samme dag havde åbnet sin egen lille bitte bar. Baren var ikke større en 4 kvm og havde kun 4 hængekøjer til sine kunder, og lå mere eller mindre klemt inde mellem de meget større barer. Men han havde en ildsjæl som få andre, og en imødekommenhed og ægthed og det smittede fuldstændigt af. Jeg endte med at tilbringe det meste af eftermiddagen der, i hans selskab (da jeg var den første og eneste kunde). Snakken gik om alt mellem himmel og jord, blandt andet om hans drømme og ambitioner (som jeg sjældent sidenhen fandt hos nogle andre i Laos –så han skal helt sikkert nok blive til noget). Han havde et drive og en smittende personlighed som få andre. Jeg hjalp ham med diverse tips og fik downloadet noget lounge musik til hans bar, som han begejstret straks ville benytte. Udover at jeg fik lagt nogle penge i hans bar og fik lokket flere kunder til.
Indbegrebet af min oplevelse af Vang Vieng –en klynge af små bitte oaser og smittende personligheder som sætter sig i ens sjæl i mange år fremover!
Referencerammer
Laos som folkefærd:
• Overvejende flest er buddhister og man opdager hurtigt, at alle piger har langt hår –uden undtagelser. Dette er fordi folk i Laos tror på, at hovedet på os mennesker er det mest guddommelige på kroppen (tættest på gud), og det derfor er en synd at klippe håret. Af samme grund er det meget ildeset at klappe en person (feks et barn) på hovedet. Hvorfor det er tilladt at drenge klipper deres hår, ved jeg så ikke..
• I Laos spiser man stort set ris morgen, middag og aften, men ikke den type ris vi kender i Danmark. Det er en type ris som er langt mere klistrede, og som dampes mere end de koges. De kaldes derfor også ”sticky rice” og smager (synes jeg) fantastisk ! De serveres i små bambus æsker (med låg på) på restauranter, og spises med fingrene (umuligt med kniv og gaffel –glem det). Sticky rice spises ofte med Laap, en kødsalat med stegt hakket fisk, kylling eller svinekød som er stærkt krydret med bla chili og lime og serveres med hvidløg, mynte og andre hakkede urter (smager himelsk).
• Lao mad er generelt MEGET stærkt. Hvis man som dansker har prøvet Thai mad, som ikke er nedtonet til vore sarte ganer, så skru en tand ekstra op for chilien og du har Laos styrken. Det er MEGET stærkt ind i mellem! Dog skal det siges, at spiser man på restauranter som er turistvante, hvad de fleste restauranter i Laos er, så har de allerede tonet grundigt ned på styrkeskalaen. Men spiser du lokalt, med de lokale, så er sveder du tran både mens du spiser og flere timer efter –og det gør de lokale også. Mest kendt er nok deres Green Papaya Salad som er revet grøn papaya, som lagres nogle dage i bla stærk chili, og spises som råkostsalat (tro mig, den er stærk !).
”Dos & Dont's”:
• Tag altid skoene af inden du går ind på diverse buddhistiske sights (templer, klostre, pagodaer etc)
• Tag skoene af når du træder ind i folks hjem, gæstehuse, forretninger samt restauranter
• Tag aldrig benene op på en stol eller et bord når du sidder ned
• Rør ikke folk på hovedet (heller ikke børn, store såvel som små)
Til budgettet:
• Logi: Gæstehus til budget standard (med eget bad/toilet): ca 10 USD (Luang Prabang som det dyreste område, hvor priserne generelt er minimum dobbelt op, men også med højere standard. Feks med wifi på værelserne mange steder)
• Transport: Bus ”VIP” (dvs air con standard bus), feks Vientiane - Pakse, 10 timer: 200.000 Kip (ca 140 kr) –de lokale busser er billigere, men tager længere tid med forskel både i komfort, men især i tid. Mange vælger også at flyve indenrigs, men har man som jeg været i hardcore træning i Myanmars busser, og det en dans på roser at rejse med bus i Laos (og som jeg hører det, i resten af sydøstasien). Både mht afstande og komfort.
• Mad (morgenmad er som regel ikke inkluderet i prisen på gæstehuse), men alle gæstehuse serverer som regel morgenmad (American breakfast eller Continental) for omkring 25 000 Kip (knapt 20 kr) inkl drikkevarer. Frokost/Aftensmad spænder i pris alt fra ca 10-15 000 Kip (ca 10 kr) som feks simpel nuddelsuppe, til 50.000 Kip (35-40 kr) for dyrere retter. Ris bestilles næsten altid separat -hvilket man meget ofte glemmer og må bestille efter de er kommet med hovedretten. Dog aldrig et problem, da kogte ris er en metervare i Laos –de har det i litervis på alle restauranter, både alm løse ris samt sticky rice.
Laos er bestemt ikke et dyrt land at rejse i, selvom det ikke er Myanmar priser. Men det er til gengæld også let at bruge penge, da rigtig mange aktiviteter koster (trekking, klatring, kayaking, rafting etc), og da jeg må tilstå at være lidt en junkie for den slags, så brugte jeg tæt på mit budget (ca 300 kr om dagen). Dette var dog inklusiv både transport, kost og logi samt aktiviteter, så dyrt vil jeg ikke påstå det er. Så med andre ord, undlader man at booke alt for mange guidede ture, rejser med bus og bor på de billigste gæstehuse, så kan man snildt klare sig for 250 kr om dagen.
Og så lige et godt tip til de af jer som har det ligesom mig mht udendørsaktiviteter; Giv hellere de ekstra dollars for et gedigen og professionelt agentur frem for at spare og benytte discount selskaberne. For der er LANGT mellem standarderne –og så mange penge sparer man alligevel ikke. Ud af mine 5 guidede ture i Laos, var 3 af dem sublimt gode oplevelser (hhv i Luang Prabang og Vang Vieng), og ALLE var med samme selskab, nemlig Green Discovery. De har kontorer rundt om i Laos og var absolut de dyreste alle stederne, men de var hver en krone værd ! Og så er der også lige den krølle på halen, at deres agentur er et såkaldt øko-turisme agentur, dvs de ekstra dollars du betaler her går ikke ned i lommen på en tilfældig rig kineser, men går til støtte af lokale landsby projekter. Noget der absolut ikke gør det mindre attraktivt for en rød hippie som mig, der er håbløst præget af en friskoleånd ind til marv og ben ;)
For billeder, se link: Billeder fra Laos
Ingen kommentarer:
Send en kommentar