Myanmar (Burma), Oktober 2010

Det siges, at Kipling skrev sine første ord til Junglebogen her i Myanmar (også bedre kendt som Burma) og muligvis var det netop Myanmars utrolige skønhed og frodighed der inspirerede ham, hvem ved.. Men smukt er her i hvert fald ! Jeg sidder netop i skrivende stund på min lille terrasse foran min bungalow i ”Queens Inn”, som ikke kun er rørende billigt (6 USD pr nat), men også har en formidabel beliggenhed lige ned til kanalerne som forbinder byen Nyaungshwe (backpacker stedet nummer ét) med Inle Lake udover en uovertruffen gæstfrihed. Indtil videre mit absolutte favoritsted i Myanmar, hvor jeg har været nu i 5 dage. Men her startede turen dog ikke…


Efter Tibet og Nepal havde jeg besluttede efter mange overvejelser, at tage tre uger til Myanmar, blandt danskere (og mange europæere) nok bedre kendt som Burma. Et land som ellers i mange mange år har haft ry for utroligt mange uroligheder, militært diktatur og generelt ikke et sikkert land at rejse til. Det har dog i de senere år ændret sig drastisk, og efter anbefaling fra en af mine venner som netop var her i foråret, besluttede jeg at det var absolut et sted jeg måtte se med egne øjne. Så efter at have sørget for mit Myanmar visum i Kathmandu/Nepal tog jeg efter et kort stop over i Bangkok til Yangon (tidligere kendt som Rangoon) i Myanmar. Min første overraskelse ramte mig allerede hér ! Som alle nok ved, hersker her stadig strengt militært styre i Myanmar, på trods af at demokratiske valg har fundet sted –som ikke faldt ud til det siddende styres fordel, de anerkender det blot ikke. Jeg forventede derfor at se en masse militær i gaderne –lidt det samme gadebillede jeg havde erfaret mig i Lhasa/Tibet, men der var ikke en soldat eller politimand at syne nogle steder overhovedet i Yangon. Der herskede tværtimod en fredelig stemning, med ikke kun venlige og imødekommende burmesere, men også smilende og glade mennesker. Det var heller ikke overhovedet svært at komme igennem paskontrollen i lufthavnen, og generelt begyndte jeg næsten at tvivle lidt på om der overhovedet VAR militært styre stadigvæk, eller om jeg havde misset et eller andet (jeg vidste nu godt nok, at det ikke var tilfældet).

Jeg faldt i snak med nogle rejsende på mit domicil ”Motherland Inn” i udkanten af Yangon, og de var lige så overraskede som jeg. Men vi fik dog at vide, at militæret her ER tilstede alle vegne. De er blot civilt klædte og der foregår en hel del spionage til gengæld. Vi turister er ligeledes overvågede –ikke på en ubehagelig måde overhovedet, men de ved præcis hvor du er, eftersom hotellerne har pligt til dagligt at indgive rapport om deres gæster. Myanmar bliver således med spionage og kontrol ved daglig indrapportering stadig holdt i skarpt skak af styret, og der er ingen tvivl om at demokrati har trange kår her.

Men politik sat til side, så var jeg absolut begejstret allerede ved mit første møde med Myanmar. Yangon var en storby som så mange andre i Asien, med sin del af trafik, gadeliv og larm, men her var relativt rent (i forhold til feks Kathmandus store problemer med forurening), og generelt rart at være. Varmen og den høje luftfugtighed mindede mig dog om, at jeg helt klart VAR i asien og at monsunen stadig ikke var helt ovre.

Jeg havde på forhånd booket 3 nætter på ”Motherland Inn” i Yangon, et sted jeg havde fået anbefalet, og brugte dagene på at traske rundt i Yangon og se de forskellige seværdigheder. Men min første opgave var dog at få vekslet penge –en begivenhed som nogle rejsende frygter, da der hersker en vis risiko for at blive snydt voldsomt (og miste en hel del penge). Af selvsamme grund hænger der på mange gæstehuse noter om rejsendes dårlige erfaringer med pengeveksling på det sorte marked –og hvordan man skal gebærde sig for at minimere risikoen for uheldige møder med uhæderlige handelsmænd. Det forholder sig dog bare således, at du ikke rigtig har noget valg.. I Myanmar eksisterer fænomenet ATM bare ikke, og deres valuta må man ikke tage med ud af landet. Så den eneste måde at få lokal valuta på er derfor, at medbringe så mange USD som man mener at skulle bruge på sit ophold, og så veksle dem til lokal valuta –og dette altid på det sorte marked. Man kan naturligvis godt vælge, at tage i banken og foretage vekslingen, men medmindre du mener at have penge nok til at betale den utroligt dårlige kurs du får her (under 50% lavere end på det sorte marked), så vælger man altid at veksle sort. Der er så den anden lille detalje…den største pengeseddel i Myanmar er 1000 Kyat som ca er godt og vel 1 USD værd. Og når man (som jeg) så skal have vekslet godt og vel 700 USD, ja så bliver det altså til en HEL del sedler (do the math…). Man kan selvfølgelig godt veksle løbende på sin rejse gennem Myanmar, men her er der så også den lille pointe, at kursen i Yangon generelt er 10-15% højere end i resten af landet (og ude på landet kan du slet ikke veksle). Så de fleste rejsende veksler alt det de mener at skulle bruge på én gang i Yangon, og det samme gjorde jeg… Men jeg var en af de heldige, og blev hverken snydt eller fik dårlige oplevelser med det sorte marked. Jeg vekslede dog både på gaden og på mit gæstehus, hvor kursen er en lille smule lavere end på gaden, og endte således til sidst op med en kæmpe stak sedler. I starten noget man lige skal vænne sig til at have med rundt, men da turist røverier er sjældne i Myanmar, anses det for relativt sikkert. Så pakket med valuta begav jeg mig i kast med Myanmar..

Jeg fandt meget hurtigt ud af, at Myanmar må være det land i asien med flest pagodaer (også kaldet templer) og klostre ! Bare i Yangon var der et hav af dem, selv en midt i en rundkørsel som dannede centrum for byen (”Sule Paya”). Den største i Myanmar befinder sig også her i Yangon, ” Shwedagon Paya”, og den er så kæmpe stor at det er svært at forestille sig uden at have været der. Jeg tog dertil om aftenen, hvor den i særlig grad er smuk, da den bliver oplyst af hundredevis af spotlights. Og da den (som så mange andre pagodaer i Myanmar) er belagt med tusind og atter tusind små ultra tynde guldblade er den et fantastisk syn sidst på dagen. Det siges, at den indeholder mere guld end alle Englands banker tilsammen, og derudover er den også beklædt med tusindvis af ædelstene og diamanter (knapt 7000), hvoraf kronen på værket (i toppen) er intet mindre end en gigantisk diamant på 76 carat. Den er så stor, at om aftenen når mørket falder på, og spotlyset oplyser den store pagoda, så kan man se diamantens genskin, på trods af at den befinder sig mange mange meter oppe. Det er ikke svært at forstå, at alle buddhistiske burmeseres største drøm er at komme til Yangon og bede deres bøn på Shwedagon Paya. Det er et syn der slår benene væk under de fleste, om man er buddhist eller ej.

Efter 2 dage i Yangon besluttede jeg at tage videre nordpå en dag tidligere end ellers planlagt. Jeg havde allerede valgt en klassiske rute på mine 3 uger, hvor Mandalay var næste stop efter Yangon.

Transport i Myanmar er relativt nemt. Her er både bus, tog og båd/færge og er man i tidsnød, eller blot ikke har tålmodighed til de lange transporttimer er her også indenrigsfly i mangfoldighed. Jeg havde dog allerede hjemmefra besluttet at forsøge at holde mig under budget i de asiatiske lande hvor det var muligt (heriblandt er Myanmar i kategori), så det var forudbestemt bustransport og bådtransport. Jeg fik derfor booket min billet til den 12 timer lange busrejse fra Yangon til Mandalay. Heldigvis var det en air con bus, hvor man både slipper for trang plads udover den hede varme der hersker her i Myanmars lavland, og derudover var det også en natbus. 12 timer lyder af meget, især som dansker, men turen var relativ hurtigt overstået, og jeg nåede Mandalay næste morgen ved 7 tiden.

Ved første øjenkast var Mandalay en stor provinsby, men jeg fandt ud af hvor stor den egentlig er da jeg gik til toppen af Mandalay Hill og kunne skue ud over hele byen. Her bor 2 millioner mennesker, og er næstefter Yangon den største by i Myanmar. Byen har tidligere været hovedstad, og det mærkes at den er en by der har vækstet markant i størrelse på kort tid. Jeg var ikke synderligt begejstret for byen, og har man kort tid i Myanmar, ville jeg nok råde folk til at bruge tiden et andet sted. Det var meget præget af at de lever af turisme, og jeg blev derfor konstant tilbudt taxi/trishaw (trishaw er lidt det samme som en rikshaw, hvor man sidder på et sæde ved siden af cyklen) og kontaktet af lokale souvenir sælgere. Og eftersom jeg rejser i Myanmar udenfor højsæson for turisme, så følte jeg mig næsten som den eneste turist i Mandalay, hvilket under mange omstændigheder er noget jeg faktisk foretrækker, men ikke når man konstant er centrum for alskens opmærksomhed. Og så meget var der heller ikke at se i Mandalay… Faktisk var den eneste oplevelse jeg ikke ville undvære, et møde med en ung munk på toppen af Mandalay Hill samt en tur til U Beins Bridge på en varm dag. Diverse sights i form af pagodaer, klostre mm var ikke et must see (synes jeg), og mange af stederne skal man endog betale et ”government fee” på 10 USD, hvilket jeg ikke var interesseret i. Generelt undgår jeg helst at betale ”government fees” af den simple årsag, at jeg ønsker at bidrage mindst muligt til styrets fulde lommer. Visse turiststeder er dog umulige at besøge uden at betale, som feks Bagan og Inle Lake, som jeg ikke ville undvære at besøge, men mange lokale sights som feks Inwa i Mandalay opkræver også relativt høje fees. Så jeg koncentrerede mig primært om ”gratis” sights i Mandalay.

Byen var nok ikke lige min kop the –og som sagt ville jeg til en anden gang helt sikkert hoppe den over. Der var dog et par enkelte højdepunkter, som sagt U Beins Bridge, som er utrolig smuk i sin enkelthed og unik i det det siges at være den længste bro i verden bygget udelukkende i teak træ. Den er derfor også enormt solid, og efter 200 år bærer stadig den daglige vægt af tusindvis af lokale burmesere der pendler den lange tur på 30 min frem og tilbage til/fra arbejde. Det andet højdepunkt (og det jeg nok husker bedst om nogle år) var mødet med Owen på toppen af Mandalay Hill. Owen var en buddhistisk munk (som tusindvis af andre burmesere), som jeg faldt i snak med. Han fortalte en masse om den lokale praksis omkring buddhisme på et af de mest imponerende og flydende engelsk jeg til dato har hørt i asien. Bla fortalte han, at alle mandlige burmesere forventes at gå i klostre som barn mindst én gang i deres liv. Nogle for få dage eller uger, andre i flere år, -det er helt individuelt. Og herefter beslutter eleven selv om han/hun vil gå permanent i kloster resten af sit liv, typisk en beslutning der bliver taget i 17-18 års alderen, da man som 19 årig enten går ud af skolen og tilbage til sit normale liv, eller forbliver munk for resten af livet. Owen havde besluttet sig for det permanente munkeliv –en beslutning som han dog også skulle have godkendt af sine forældre. Da det ikke er muligt at blive munk permanent, hvis du ikke får dine forældres tilladelse. Dette er for at forhindre at børn bliver fjernet fra deres forældre og sendt i kloster uden deres billigelse. Det er dog sjældent at forældrene modsætter sig barnets ønske, da det anses som en stor ære at dedikere sig buddhismen helt og holdent. Derfor er mange elever også ”sponsoreret” af hele landsbyer, da det ikke er gratis at gå i kloster som elev. Det anses dog også for den absolut bedste uddannelse du kan få, og derfor er mange munkes viden og kundskab også så mange gange bedre, end den almindelige burmeser. Det giver næsten sig selv: munke tilegner hele deres liv den buddhistiske lære samt en hel del videnskab. Det er ikke uden grund, at rigtig mange buddhistiske munke har en ufattelig viden –de bruger 6 dage om ugen til at studere!

Owen fortalte også, at grunden til at mange buddhistiske elever tager turen op ad trappen til Mandalay Hill er for at øve deres engelske med turister. Det er den bedste måde at avancere sin sproglige kunnen på i et land, hvor engelskundervisningen til tider er meget ringe. Owen inviterede mig ligeledes på the i sit ”hjem” som var det lokale kloster med tusindvis af studerende munke. Desværre lykkedes det mig aldrig at lokalisere ham dagen efter i klostret, hvor ALLE vidste hvem han var –bare ikke hvor han var. Men mødet med Owen var absolut en positiv og meget informativ oplevelse.

Efter 3 dage i Mandalay oprandt dagen til den første oplevelse med færge i Myanmar. En oplevelse jeg efter mange dage i storbyer (Kathmandu, Bangkok, Yangon og Mandalay) havde set rigtig meget frem til. Desværre blev jeg nødt til at tage den offentlige færge (dvs støtte til regeringen), da den private jettybåd var indstillet på ubestemt tid pga for få kunder (dvs turister). Den offentlige færge var noget langsommere end den private jetty, deraf dens navn ”slow boat” som alle kaldte den. Men til gengæld fik jeg mulighed for at være ombord med alle de lokale på den 15 timer lange sejltur fra Mandalay til Bagan. Og det var en fantastisk tur ! Her mødte jeg så også alle de turister som viste sig at have gemt sig i Mandalay, deriblandt en franskmand, Mathieu, som skulle vise sig at blive en super rejsekammerat for de næste 10-12 dage. Når man er 15 timer på en båd falder man nemlig helt naturligt i snak med sine sidemænd, hvilket vi også gjorde. Det resulterede i, at Mathieu og jeg bookede os ind på det samme gæstehus da vi ankom til Bagan, og tog turen gennem de tusindvis af pagodaer i Bagan de følgende 3 dage. Mathieu var ligesom jeg alenerejsende, og selvom det er en gennemgående positiv oplevelse at rejse alene, så er det ligeså positivt når man støder ind i folk som man ”hooker” op med, fordi man bare klinger godt sammen.

Mathieu og jeg var stort set enige om både rejsetempo og metode, og lejede således 2 cykler dagen efter for at se Bagan på 2 hjul. Det viste sig dog til tider at blive en udfordrende rejsemetode, da Bagan gemte på en hel masse vådt vejr, og asfalterede veje altså var temmelig sparsomme. Så vi måtte meget ofte hoppe af cyklerne og trække dem gennem tykt, leret mudder i silende regn, hvor vi ikke engang kunne holder på vores klipklappere, da leret var som sugekopper. Men vi tog det hele med et stort smil og måtte så bare se Bagan i et lidt langsommere tempo end først planlagt, og de pagodaer som lå meget afsides på små mudrede stier sprang vi over. Til gengæld var der ikke mange turister der gjorde os kunsten efter, og vi havde derfor Bagan meget for os selv.

På trods af at være ved at være godt træt af pagodaer(da Myanmar har dem i millionvis) er Bagan bare noget helt særligt. Her er så mange samlet på ét sted, at det er svært ikke at lade sig imponere. Dog får man først det fulde indtryk, når man klatrer op på en af de høje pagodaers terrasse og får synet ud over Bagan. Det vides ikke præcist hvor mange pagodaer der egentlig er, da optællinger ikke er helt enige, men omkring 2000 er stadig intakte. Hertil kommer de næsten lige så mange ruiner som med tiden ikke har kunnet stå distancen.

Vi havde udvalgt nogle forskellige ”must see” pagodaer, og brugte en hel del gennem Bagan. Er man forhippet på at se hele Bagan vil jeg tro at end ikke 2 uger er tilstrækkeligt. Området er ikke specielt stort (måske omkring 25-35 km2) men tæt pakket med pagodaer. De står dog ikke så tæt som vi havde forventet, men tager man turen op på en af terrasserne kan man ikke undgå at blive imponeret. Bagan blev dog heller ikke bygget på én dag… Generelt er den opdelt i 3 perioder, hvor de ældste er helt tilbage fra ca 850-1120 og de yngste fra ca 1170-1300. Perioderne bærer også præg af forskelligt design, hvilket jeg dog må tilstå at have en anelse svært ved at identificere. Til det tror jeg man skal være en smule mere informeret end jeg synes at have været, og bruge en hel del mere tid. Men imponerende var det! Af selvsamme årsag havde jeg efter nogle dages overvejelse besluttet at kaste uendeligt mange dollars efter en ballontur henover Bagan, som i min guidebog er stærkt anbefalet som et fantastisk syn. Desværre fik jeg dog den kedelige meddelelse, at de måtte aflyse turen pga for dårlig sigt (for mange skyer), og vi derfor primært ville få skyer at se frem for pagodaer.

Vi oplevede dog også Bagan fra den mere lokale side, og blev således inviteret til middag af en restauratør i en mindre landsby et stykke udenfor Bagan. Vi blev dog en smule i tvivl om hvorvidt vi kunne komme dertil da aftenen oprandt, eftersom vi var på cykel, og gadebelysning kun eksisterer i begrænset omfang. Så vi kunne basalt se ikke se en dyt da vi kom væk fra hovedvejen og ud på den mindre landevej som restauranten lå på… Men det lykkedes os alligevel at komme frem, og bad så bare til at Bagan ikke blev udsat for ”power cut” i løbet af aftenen(hvilket sker hele tiden i Myanmar), så gadebelysningen på hovedvejen også røg til hjemturen. Maden var helt fantastisk, og lokal cuisine er altid spændende at prøve. Derudover blev vi også beæret med gaver (hvilket vi var en smule beklemte ved…dog havde vi taget lidt gaver med selv også, om end noget mindre imponerende), og generelt var ægteparret bare enormt venlige og snakkesagelige, selvom vi til tider måtte gætte os lidt til samtalens indhold. Og så er der bare noget helt særligt ved at blive inviteret ind i den lokales befolknings hjem og komme tæt på. På turen hjem brugte vi så lidt tid på at beundre (og fotografere) nogle af de største pagodaer, som ved aften, og nattetid er belyst af store spots. Jeg tror ikke nogle kan undgå at lade sig imponere ved et sådan syn !

Efter 4 dage i Bagan, hvor den sidste dag blev brugt til afslapning og besøg på en utrolig hyggelig lille cafe, da det stod ned i lårtykke stråler hele dagen, bookede vi pladser på bussen til Inle Lake. En tur der viste sig at blive lidt af en prøvelse…

Kl 3.30 næste morgen blev vi hentet af en lille minibus og kørt til den mindre busstation, hvor vi skulle afgå mod Inle Lake kl 4.00. I bussen faldt vi i snak med en polsk pige, Magda, som også rejste alene, og mødte også et fransk par, som vi var stødt på flere gange gennem Myanmar. De havde planer om at trekke turen fra Kalaw til Inle Lake (en tur på 2-3 dage), og fik mig til at genoverveje at tage med. Jeg havde ellers besluttet mig for at springe trekket over, da regn og trek (for mig) ikke går hånd i hånd. Men jeg havde flere timer til at tage beslutningen i, da bussen ville køre gennem Kalaw på vejen til Inle Lake.

Efter noget tid på stationen begyndte vi at undre os over, at den bus der skulle tage os til Inle Lake ikke syntes at dukke op…Mathieu spurgte derfor en af de lokale, og kom smågrinene tillbage til os andre i bussen. ”We will just spend the next 15 hours in this one” sagde han –gru ! Vi skulle køre hele vejen til Inle Lake i en minibus, hvor vi oven i købet erfarede at skulle sidde 2 personer på 1½ mands sæder. Det er bare umuligt for en europæer af normal størrelse, og Mathieu og jeg måtte ihærdigt forklare billetkontrolløren, at selvom der på vores billetter stod at vi havde sæder ved siden af hinanden var der ikke en jordisk chance for, at der var plads til både ham og jeg. Det er bare fuldstændig uladsiggørligt når man er hhv 172 og 190 høj og vejer en tand over 45 kg (hvilket vel er nogenlunde gennemsnitsvægten for mange burmesere). Til sidst lod kontrolløren sig overbevise, og vi måtte så bare håbe på at der ikke kom alt for mange mennesker med undervejs. Men det viste sig, at det gjorde der selvfølgelig, så til sidst måtte vi bare bide tænderne sammen og tage det som en del af eventyret! Og jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne vænne mig til det, da der ville blive mange busture i asien fremadrettet, og busserne generelt næppe ville blive af en standard hvor man som europæer har god benplads. Vi grinede dog meget af minibussen konstruktion. Ikke nok med at sæderne var 1½ mands sæder, men de var også så høje, at selv os med lange ben havde svært ved at nå gulvet og samtidig var de ikke særlig dybe. Så ALLE burmeserne kæmpede med at blive på sæderne, da bussens rytmiske bump konstant udfordrede dem på balancen, som de sad der med benene dinglende som små børn på et toiletbrædt. Mange af dem havde opgivet og stod mere op end de sad ned, og i et enkelt tilfælde var en gammel kvinde nær røget ud gennem døren, (bussen kørte med åben dør, da der konstant skulle råbes meddelelser ud til folk om destination og om der var nogle der skulle med). Hun listede derefter klogt nok ned bag i bussen..

Men men men, 15 udmattede timer efter nåede vi Nyaungshwe ved Inle Lake (der skulle lige en taxa tur til også). Jeg havde endeligt droppet trekking turen fra Kalaw, da vi fik indtil flere grundige regnskyl på vejen. Vi indlogerede os på 2 forskellige gæstehuse, da Mathieu havde booket i forvejen og de ellers var fuldt bookede. Så Magda og jeg fik 2 værelser med egen lille terrasse på Queen Inn som lå lige ned til kanalerne. Og hvor var her bare skønt! Jeg forstod hvorfor folk bliver her ved Inle Lake i længere tid. Her var formidabelt! Selvom Nyaungshwe ikke ligefrem er en lille stille landsby, så var stemningen her bare ”laid back” og underskøn. Der er bare noget ved vand der får mennesker til at slappe af. Så her endte jeg med at blive i 5 overnatninger –mit længste ophold et sted i Myanmar.

Og Inle Lake havde virkelig alt hvad hjertet begærer. På trods af det livlige liv af usandsynligt mange både på vandet (og ikke alle var af den lydløse slags, faktisk var de fleste af dem motoriserede kanoer) og masser af handlende på gaden, så herskede her en meditativ ro som jeg hurtigt befandt mig utrolig godt med. Derudover var maden noget af det bedste, udover et enkelt sted, og venligheden blandt burmeserne nåede nye højder. Her var bare fantastisk! Så selvom man ikke undgår at betale det offentlige fee, så er det så absolut et sted man bare ikke må springe over, hvis man tager til Myanmar. Normalt plejer jeg ellers ikke at være så vild med turistede steder, og Inle Lake er uden tvivl nok turist attraktion nummer ét i Myanmar, men det er der virkelig også god grund til. Og nu var jeg så også så heldig at være kommet til Myanmar udenfor højsæson.

Højdepunkterne på Inle Lake var mange.. Bla trekking i bjergområdet lige nord for Nyaungshwe, bådtur på søen, hvor vi var tilskuere til ”Phaung Daw Oo Paya” festivalen, ophold og overnatning på et resort midt ude i Inle Lake og bådtur til en lidt mindre sø (Sankar) syd for Inle Lake.

Trekkingturen som Mathieu og jeg tog på tog os helt tæt på lokalbefolkningen i de nærliggende landsbyer. Vi var de eneste turister her, nok pga vejret (det var skiftevis bagende varmt eller kraftige regnskyl) og det passede os fremragende. Vi havde lidt udfordringer med at finde vej frem til en landsby, og måtte spørge meget om vej (også i klostre), krydse marker og mindre vandløb og da regnen for alvor gav os en ordentlig omgang med det dertil notoriske mudder, blev jeg lettere træt af det hele. Men det lysnede da regnen stoppede og vi fandt den rette vej. Vi fik så mange glade barnesmil på de 4-5 timers trekking at det er svært ikke at lade sig bevæge. Det er helt utroligt så let det er at kommunikere med smil, grin og fagter, og ikke mindst når man viser dem de billeder man har taget af dem. Det var pragtfuldt, og dertil kom det ufatteligt smukke landskab som kan tage pusten fra enhver.

Dagen efter tog vi på den klassiske bådtur sammen med Magda og en Schweizisk pige (som også rejste alene), som dog var knapt så klassisk, da vi var så svineheldige at være der midt under Phaung Daw Oo Paya festivalen. Festivalen finder sted en gang årligt og varer 18 dage, hvor områdets 4 buddhaer dagligt bliver sejlet rundt på søen fra pagoda til pagoda i et imponerende optog. Begivenheden tager ca 3 timer hver morgen, hvor man først ser optoget blive samlet (20-30 imponerende dekorerede store kanoer, som hver især bliver roet af vel helt op mod 50 roere). Derefter starter optoget omkring kl 7, hvor kanoerne for fuldt skrue kommer padlende en efter en, alle med roerne stående på hver side med en roteknik som ikke ses noget andet sted. Deres teknik er udviklet af de lokale fiskere, som i deres arbejde med at udsætte garn har behov for begge hænder mens de padler sig fremad. De mestrer derfor en teknik med at ro med det ene ben mens de står op (OG balancerer imponerende på et ben!) –det skal ses! Det er ikke kun praktisk for fiskerne, men også imponerende æstetisk. Festivalens både skød en imponerende fart, mens der blev spillet og sunget og sågar danset på bådene. Alle 20-30 kanoer var bundet sammen af lange reb, og efter det lange optog så vi så kronen på værket, og det det hele handlede om. Nemlig en kæmpe kano med en skinnende flydende pagoda, hvori de 4 buddhaer skulle befinde sig.

Festivalen er et imponerende syn, og ikke kun synet af optoget, men også af alle de lokale tilskuere der har pyntet sig og kommer med offergaver til buddhaerne. Det var helt fantastisk.

Men udover festivalen har Inle Lake også meget andet smukt at byde på, ikke mindst de mange flydende landsbyer, som ligger spredt rundt om i søen, bygget på pæle, hvor transport (også til naboen) foregår pr kano. Det er så imponerende smukt, at det er helt umuligt at beskrive med ord. Husene er bygget af træ som står på pæle midt ude i søen, dekoreret med vandliljer og åkander og med en stilhed og ro der er sjældent set. Mange af landsbyerne har flydende haver, hvor de på nogle gange endda enorme flydende platforme dyrker forskellige grøntsager (feks tomater, auberginer og squash -vi så endda mindre bananpalmer) og et hav af blomster som primært bruges til offergaver i templerne. Det er et spektakulært syn, når man ser gartnerne arbejde i haverne fra deres små kanoerne, og utroligt at det kan lade sig gøre at dyrke grøntsager midt ude i en sø.

En af de bedste oplevelser på søen fik jeg dog, da Matiheu og jeg tog en dagstur (pr båd) til Sankar –som er en sø der ligger lige syd for Inle Lake. Den er forbundet med Inle Lake af små kanaler, så det var muligt at sejle dertil. Og her kommer kun få turister (da turen fra Nyuangshwe er relativ lang -3 timers sejlads), men til gengæld oplevede vi her at få det lokale liv næsten for os selv. Vi tog bla til det lokale marked tidligt om morgenen (som var godt mudret til efter nattens regnskyl), og kom tæt på livet. Her var stort set ingen souvenir sælgere (kun få, hvoraf en enkelt ihærdigt forsøgte at sælge en antik tempelstatue til Mathieu –helt sikkert en hælervare som Mathieu ikke ville røre med en ildtang på trods af at prisen gik fra 280 USD helt ned til 40!) men til gengæld hundredvis af grønthandlere, fiskerhandlere, brændselshandlere samt alle kunderne (alle lokale fra Sankar). Det var fantastisk, selvom vi indtil flere gange var nær ved at miste vore klipklappere i det lerede mudder, og vi måtte trække på smilebåndet over en englænder vi stødte på i fint ”posh” outfit med fine fine sko (eller dvs de VAR fine inden hun trådte af båden) –hun bandede også en hel del over forholdene. Jeg kunne så glæde hende med, at mudderet kun blev værre jo længere ind på markedet de kom…

Men Sankar var helt turen værd, selvom det blev en lang og varm dag til tider. Vi havde dog splittet rejsen dertil lidt op, da vi havde valgt at tage en enkelt nat på et luksusresort ude midt i Inle Lake (som var halvvejs mod Sankar), 50 dollar pr nat (ca 10 gange prisen vi ellers betalte i Nyuangshwe) –men alle pengene værd. Det var så ufatteligt smukt, og der er bare noget ved at bo midt ude i en sø, hvor man springer i verdens største pool lige nedenfor ens terrasse. Og vi havde det igen helt for os selv!

Inle Lake var på alle måder et klart højdepunkt for mig i Myanmar –og jeg kan kun anbefale at man tager dertil, på trods af turister (kom evt udenfor højsæson).

Mit sidste visit i Myanmar blev Hpa-An. Jeg havde forinden overvejet hvad jeg skulle bruge mine sidste dage på (nu da jeg fik nogle ekstra dage, da jeg droppede Kalaw trekket), om jeg enten skulle bruge mere tid i Inle Lake, eller tage en smut tur sydpå når jeg kom tilbage til Yangon. Det blev til det sidste, og det blev til Hpa-An på Mathieus anbefaling. Han havde været der som noget af det første i Myanmar, og jeg både så billederne af naturskønt område med bjerge, rismarker og små floder og søer, og hørte beskrivelserne. Så Hpa-An vandt klart over ”Golden Rock” (et tempel lidt nordligt for Hpa-An), da jeg må tilstå generelt at prioritere naturscenarier over kulturskatte.

Og Hpa-An VAR virkelig en naturskat! Turen dertil var dog knapt så meget en skat…endnu flere busture, hvor den første var 14 timer fra Inle Lake til Yangon og derefter 6 timer til Hpa-An, men det var det værd! Jeg havde kun 2 overnatninger i Hpa-An, da jeg skulle være tilbage i Yangon dagen før mit fly ud af landet, og tog derfor en hel dag bag på min guides scooter gennem Hpa-An’s landskab. Selve byen er ikke noget at skrive hjem om, men det omkringliggende naturlandskab er ubeskriveligt smukt! Her var også de obligatoriske templer og pagodaer, men de var anderledes i det mange af dem var bygget inde i klippehuler i de omkringliggende bjerge med ældgamle huledekorationer, buddhaer og stubaer.

Jeg har vist ikke fået forklaret hvad en stuba egentlig er. Jeg tror ikke der findes et dansk ord for det, men det er i princippet et gravtempel (som mest af alt minder om toppen af et tårn), som efter sigende rummer en legemsdel eller beklædningsdel af en buddha (et hår, en tand, et stykke beklædning etc). Og disse forefindes i tusindtal overtalt i Myanmar. Til forskel fra pagodaer og templer er stubaer lukkede monumenter som man ikke kan komme ind i. Stubaer havde jeg også set mange af i Tibet, men hvor de i Tibet var bygget nærmest som pyramider (og var grave for enten hhv buddhaer eller lamaer), er de her i Myanmar formede i runde kurver som små tempeltårne.

Hpa-An havde mange templer og pagodaer, som stort set hvor som helst i Myanmar, da det er kutyme at hver enkelt landsby (små som store) har et kloster. Men Hpa-An’s skønhed lå helt klart primært i naturscenarierne i radius omkring byen. Det er umuligt at beskrive, så se billederne i stedet –men generelt var her en scenarisk blanding af bjerge (det højeste Zwegabin tonede i horisonten næsten uanset hvor du var), rismarker der blandede sig med floder og søer fyldt med åkander og hvide vandliljer samt svømmende ænder, samt lokale fiskere og risbønder der fik det hele til at se ovenud idyllisk ud for en simpel dansker.

Fordelen ind i mellem ved at være alene-rejsende er, at du får muligheden for at komme tættere på, både fordi du virker mindre intimiderende på lokalbefolkningen når du kommer alene, og fordi du ikke har behov for større køretøjer. Så jeg kom rundt i alle småkrogene på min guides lille scooter, og sågar ud i en afkrog hvor vi bla stødte på en storgrinende kvinde, som bare MÅTTE røre ved mig. Min guide oversatte og fortalte at hun aldrig havde set en udlænding (”foreigner” som alle hvide bliver kaldt i Myanmar, selv på papiret), kun på film. Hun var derfor ovenud begejstret, især da jeg så også tog billeder af hende. Kun et enkelt andet sted i Myanmar oplevede jeg noget lignende. Her var det dog 2 små tvillinger (omkring 2-3 års alderen) i en lille landsby i Sankar, som spontant brød ud i gråd og løb til deres bedstemor, da de fik øje på Mathieu…Hvilket måske ikke er helt uforståeligt, eftersom Mathieu nok virker gigantisk med sine 190 cm i forhold til den menige burmeser på vel omkring gns 160-165. Det er straks sværere at forestille sig, at man i en alder af måske 45-50 år (svært at bedømme Hpa-An kvindens alder), lever en så isoleret tilværelse, at man aldrig har set en hvid europæer. Men jeg har prøvet det tidligere (i afrika bla), men havde dog ikke forestillet mig at det skulle kunne ske i Hpa-An, som ligger mindre end 200 km fra Yangon.

Efter Hpa-An gik turen tilbage til Yangon, på noget jeg troede ville være en lignende tur som turen dertil. Jeg havde godt nok undret mig over hvorfor billetten pludselig kun kostede det halve (4000 kyat), men ejeren af gæstehuset forsikrede mig om, at det var samme type bus, blot et andet selskab. Men jeg fandt ud af at det var en sandhed med visse modifikationer…Bussen var maksimeret med hensyn til passagerer –midtergangen var nemlig også besat, hvor de rejsende sad på små skamler (og var ikke anbefalelsesværdigt for folk med klaustrofobi), og bussen stoppede et hav af steder. Så det tog godt 2 timer mere at komme retur til Yangon, noget jeg dog blot trak på skuldrene af –jeg var efterhånden vant til lange busture, så en tur på 6-8 timer kunne ikke ryste mig synderligt.

Og så var mit Myanmar eventyr ellers slut. Nu går turen tilbage til Bangkok, hvor jeg kort opholder mig nogle dage, for så at sætte kursen mod Laos. Jeg glæder mig til at komme videre, men Myanmar har helt sikkert sat sit mærke i mig for bestandig –ikke kun de smukke steder (med Inle Lake og Hpa-An som absolutte højdepunkter) men også den imødekommenhed de lokale viser dig. Der er absolut ingen tvivl om, at på trods af den politiske situation i landet, vil jeg anbefale enhver at tage hertil. Ikke kun for at opleve landet, naturen og kulturen, men også en tro på, at kun vi rejsende kan være med til at knække et styre, som trods alt lever bedst i skyggen og helst ikke tåler omverdenens syn. Boycotts og isolation fra omverden ændrer næppe på den menige burmesers fremtid, tværtimod.



Referencerammer

Den gennemsnitlige burmeser:

• Taler minimum 2 sprog (lokale landsby/stammesprog, hvoraf der findes flere hundrede, samt burmesisk), engelsk læres også i skolen, men på et ultralavt niveau. Så det engelske de fleste taler er meget basalt og lært på gaden i relation til turister

• Overvejende flest er buddhister (90%) og det er god skik at alle, især drenge, går i kloster mindst en gang i deres liv (om end det for nogle så kun er få dage)

• Stadig rigtig mange burmesere bærer deres traditionelle klædedragt, som nok er mest i øjenfaldende for mændenes vedkommende. De bærer den såkaldte longyi som er en saronglignende beklædning, som bindes på en bestemt måde og som oftest er småternet i farver af mørke toner

• Næsten alle burmesere (både mænd og kvinder, men mænd i særdeleshed) tygger såkaldte ”betel” nødder (jeg kender ikke det danske navn for dem) og går konstant og spytter røde klatter overalt. Det er noget man lige skal vænne sig til –for selv i busserne spyttes der (dog i plastposer). Betel nødderne virker opkvikkende (samt tager sult), og som en mindre heldig bagside –giver røde tænder, som med tiden bliver sorte… Ikke just charmerende men en stor del af deres kultur

• Kvinder og børn har ”mudderlignende” aftegninger i ansigterne. Det er såkaldt Thanakha” (pudder af bark) som bruges som makeup på typisk kinder og næse. Samtidig fungerer det praktisk nok også som solbeskyttelse.



”Dos & Don’ts”:

• Tag altid skoene af inden du går ind på diverse buddhistiske sights (templer, klostre, pagodaer etc)

• Tag skoene af når du træder ind i folks hjem

• Når man giver hånd eller overleverer noget til en burmeser –brug altid højre hånd mens du med venstre holder på din højre albue (det er gestus for respekt og imødekommenhed)

• Træd aldrig hen over folk der sidder/ligger ned (feks på et skibsdæk)

• Rør ikke ved en munk (gælder primært kvinder)

• Poser ikke med buddha statuer til billeder, medmindre du bliver det tilbudt

• Spørg altid først, inden du tager billeder af folk (dette gælder generelt globalt)


Til budgettet:

• Logi: Gæstehus til budget standard (med eget bad/toilet samt ofte air con/ventilator og som oftest både rent og pænt): 5-10 USD (Yangon som det dyreste område)

• Transport: Bus ”VIP” (dvs air con standard bus), feks Inle Lake-Yangon, 14 timer: 14.000 Kyat (ca 14 USD) –de lokale busser er billigere, men tager længere tid og forskellen i komforten er til at føle på. Der er også utallige indenrigsfly, som ligger i prisstandarden omkring 70-100 uUSDsd for en enkelt, afhængig af afstanden

• Mad (morgenmad er som regel inkluderet i prisen på gæstehuse med Hpa-Ansom den eneste undtagelse jeg oplevede, men på det lokale thehus spiste jeg for 200-400 Kyat (ca 2-3 DKK) –prisen inkluderede the ad libitum). Frokost/Aftensmad spænder i pris alt fra ca 1500 Kyat (1½ USD) på små lokale thehuse som i øvrigt serverer ganske udmærket mad, til 10.000 Kyat (10 USD) på dyrere restauranter. Det dyreste sted jeg spiste var på Restaurant Monsoon i Yangon, som samtidig dog også var både det fineste sted med fornem cuisine fra det meste af sydøstasien. Her måtte jeg af med 18.000 Kyat (18 USD), en pris der dog inkluderede både smoothies, rødvin, forret, hovedret samt kaffe.

Så generelt fik jeg bekræftet, at Myanmar er den budgetrejsendes mekka! Jeg havde ingen problemer overhovedet med at klare mig på mit budget. Faktisk holdt jeg mig på 230 dkk/dagen (inkl ALT –også transport), hvilket var 120 kr under mit dagsbudget og måtte veksle adskillige Kyat tilbage til USD igen før mit exit. Jeg sparede ikke synderligt, andet end at jeg undlod indenrigsfly, så spiser man generelt på thehuse frem for restauranter (og bor på ovennævnte budget gæstehuse), er det intet problem at klare sig på et dagsbudget på 150 dkk/dagen.

For billeder, se her: http://www.facebook.com/album.php?aid=297617&id=709826801&l=c5be2208ef