Vietnam, november/december 2010

Efter at have rejst alene i nu snart 2½ mdr, så jeg meget frem til at mødes med et kendt ansigt, nemlig min veninde Bodil som er udstationeret i Hanoi med sin kæreste Morten. Bodil og jeg havde aftalt at mødes i Ho Chi Minh City (tidligere Saigon), hvor vi sammen så ville opleve kyststrækningen op til Nha Trang. Ho Chi Minh City (HCMC) var som jeg havde forventet; larmende storby med tusind og atter tusinde af motorcykler, knallerter og scootere. Cykler som tidligere prægede Vietnams byer er stort set forsvundet ud af gadebilledet, og erstattet af de motoriserede køretøjer, hvilket også resulterer i, at rigtig mange vietnamesere kører med ansigtsmasker for at beskytte sig mod den efterhånden tiltagende forurening.


HCMC havde ikke så meget at byde på, slet ikke når man som jeg hungrede efter hav og strand, og mest af alt var fokuseret på at komme ud til den friske havluft, så Bodil og jeg tog allerede videre næste morgen med bussen. Vietnam er ualmindeligt nemt at backpacke i. Der er et rigt netværk af offentlige transportmidler, og især busnettet af de såkaldte ”Open Tour Ticket” busser bliver brugt flittigt. Konceptet her er at man køber en billet til sin slutdestination, og så kan man ellers hoppe af og hoppe på de mellemliggende destinationer. Det er samtidig rørende billigt, da mange af hotellerne betaler busselskaberne for at stoppe ved netop deres hotel og dermed forhåbentlig få nogle betalende gæster bragt til døren. Et godt trade off for hotellets forretning. Som kunde er der dog heldigvis ikke noget der forpligter, og man kan således sagtens bo på andre hoteller/gæstehuse/resorts.

Første stop på vores tur var Mui Ne !



Mui Ne

Jeg havde set meget frem til at se strand og havvand de sidste par uger, og Mui Ne skuffede bestemt ikke. Her var et paradisisk idyl af hvide sandsstrande så langt øjet rakte, dekoreret med palmer og indrammet af turkisblåt havvand. Helt fantastisk ! Og det bedste var næsten…vi boede midt i det hele da vores hotel, Full Moon Resort praktisk talt lå på stranden. Vi svælgede i luksus med liggestole på stranden, stor pool og guf for både øjne og gane. Morgenbuffeten (som var inkluderet) var en overdådighed af frugt, bagværk, omeletter, pandekager og jeg skal give dig. Det var (og er stadig) den bedste morgenbuffet jeg endnu har set på min tur. Godt nok betalte vi så også en hamper pris for vores luksusophold på resortet (i hvert fald i betragtning af min normale standard), men det var så til gengæld også hver en krone (eller rettere Dong) værd !

Vi havde booket i alt 3 nætter i Mui Ne, og dagene gik med delvis afslapning og sightseeing. Vi erfarede hurtigt at solen typisk bagte fra himlen fra tidlig morgen til omkring middagstid (og det var tilmed vindstille), hvorefter skyerne og en svalende vind tog over om eftermiddagen. Vi lavede derfor hurtigt fordelingen med at bruge så lidt tid ude i solen om formiddagen (og dermed indtog liggestolene i skyggen og badede i poolen) og så bruge eftermiddagene på sightseeing. Havet var relativt vildt når bølgerne tog til, så man skulle være opmærksom på ikke at blive trukket med ud af understrømmen. Så vi brugte poolen en hel del i stedet (ingen understrøm, og rig mulighed for at få svømmet nogle baner, da den var af en rimelig størrelse).

Efter en session med morgenyoga, tog vi på tredjedagen en jeep tur i Mui Ne’s omkringliggende sights. Vi fik dyppet tæerne i de såkaldte ”fairy streams” og kravlet i de første sanddunes som var flot rødlige, men første rigtigt imponerende syn var den nærliggende fiskerlandsby, med tusindvis af både vuggende i lagunen. Det var fantastisk, og så man bort fra lugten der godt kunne rive lidt i næseborene var her et fascinerende liv. Der er en grund til at Vietnam (og især Mui Ne og Nha Trang) byder på fremragende fisk og seafood. Efter fiskerlandsbyen tog vi ud til den egentlige attraktion (som Mui Ne er verdenskendt for), nemlig de kæmpe store sanddunes (”white sanddunes”). Her var sand så langt øjet rakte, og det sidste stykke på vejen dertil, gik vi forbi en lille bitte granskov, som var som taget ud af Tolkiens Ringenes Herre. Det var meget mystisk, og enormt dekorativt. Og mellem skoven og de kæmpe store sanddunes lå en sø, med smukke lyserøde vandliljer. Det siger næsten sig selv, at det var utrolig smukt og bjergtagende.

Sanddynerne var, som sanddunes nu er, en kæmpe verden af snehvidt fint fint sand, som vi kunne have vandret i i dagevis. Vi nøjedes dog med at fornøje os med sandkælkning, hvilket var mest sjovt for Bodil tror jeg, eftersom jeg tog mig et gigantisk styrt, som pakkede mig ind i sand fra top til tå. Jeg havde sågar sand i ører, næse og mund, og besluttede derefter at det måtte være det. Men sjovt var det nu alligevel :)

Mui Ne forlod vi med vemod da turen fortsatte med bus mod næste stop, Nha Trang..



Nha Trang

Det var en helt anden atmosfære der efter 5 timers bustur mødte os i Nha Trang. Hvor Mui Ne var en lille bitte landsby (med ca 10 000 indbyggere) med kun én hovedgade, var Nha Trang en sand storby, med over 1 million indbyggere og dertil larmende trafik i gadebilledet. Eneste umiddelbare fællesnævner var, at begge byer lå ned til vandet. Denne gang var vi dog ikke så heldige at bo på stranden (da der kun er 1 resort i Nha Trang med den luksuriøse beliggenhed), dog havde vi fin udsigt og balkon fra vores 3. sals hotelværelse. Vi havde læst os til, at Nha Trangs egentlige attraktion lå i de omkringliggende øer, så vi fik booket os en bådtur som ville tage os rundt til en lille håndfuld af øernes paradisiske laguner og strande. Inden da tog vi dog en kort motorcykel tur til en nærliggende strand (ca 20 km syd for Nha Trangs centrum), Long Beach, som viste sig at være fuldstændig fri for turister. Så vi nød nogle timers ro og idyl (samt lidt vilde bølger) sammen med et par af Bodils bekendte fra Hanoi, som også viste sig at være i Nha Trang.

Aftenen bød på gourmet mad, da vi satte tænderne i en yderst delikat seafood paella på en spansk restaurant, med dertilhørende fantastisk sangria. Hvad Nha Trang måske ikke har i paradisiske strande som Mui Ne, vinder de helt sikkert ind med fantastiske restauranter, cafeer og barer. Dog kunne vores hotel ikke mestre en morgenbuffet som den vi havde mæsket os i i Mui Ne.

Bådturen viste sig at være et rigtig godt valg. Vejret artede sig ikke blot perfekt, men vi havde endog lykken af at kunne snorkle et par enkelte steder med udmærket sigt. Sigtbarheden er nemlig meget meget dårlig i Vietnam i perioden november til januar, og af samme grund var der ingen dykkerture da vi var der. Men vi fik set en del på vores snorkling, og Bodil var næsten ikke til at hive op af vandet igen :) Igen blev vi serveret ikke mindre end eminent seafood mad, nu endda på langbord ombord på båden. Det var bare super ! Og så tager man vel gerne med, at man bliver en smule solbrændt og får ødelagt sit hår fuldstændig af sand, vind og saltvand ;)

Nha Trang vandt langsomt ind på os, og da vi på sidstedagen sad og fik brunch samt fremragende kaffe, på Sailing Club (som har en fantastisk beliggenhed på stranden), måtte vi nok indrømme, at det ikke ligefrem var flyveturen til Hanoi som trak mest i os..



Ha Noi

Hanoi mødte os med en kølig men fugtig brise, og jeg fik bekræftet at vinteren er ved at indfinde sig i Vietnam. I den nordlige del bliver det generelt køligere, og af samme grund havde jeg valgt at droppe et eventuelt besøg til Sapa, som er et bjergrigt landskab i hjertet af det nordlige Vietnam. Jeg må nok tilstå, at jeg er begyndt at vænne mig til varmegraderne, og en gennemsnitstemperatur på 12-15 grader i Sapa på denne årstid (med regn og våde trekkingstier) solgte bare ikke lige ind hos undertegnede.

Hanoi vandt rent ind hos mig. Godt nok er det en storby med alskens larm, trafik og en høj grad af forurening, men til forskel fra HCMC, så var Hanoi fyldt med charme. Der hersker bare en atmosfære af en milliard labyrintiske små sidegader, som godt nok er fyldt med trafikpropper, men samtidig helt særegne af små forretninger, gaderestauranter og legende børn. Samtidig er der strøet en mængde små og større søer rundt omkring i Hanoi, som giver et frisk pust (om end det nu er mest friskt i de tidligere morgentimer), og som er meget dekorative i gadebilledet. I det hele taget en by jeg virkelig følte mig hjemme i. Jeg boede det meste af tiden hos Bodil og Morten, som havde en skøn skøn lejlighed i det nordlige Hanoi, lige ned til en stor sø. Så for første gang siden mit exit fra Danmark fandt jeg løbesko og tøj frem og tog mig nogle morgenture rundt om søen. Selvom jeg måtte løbe zigzag mellem unge forelskede par, som sad på deres scootere langs søen, så var det en ren fornøjelse. Det med par på scootere langs søerne er et helt almindeligt syn i Hanoi. De har nemlig ikke rigtig noget andet sted at være, da traditionen er, at man bor hjemme hos forældrene til man er gift. De stakkels unge mennesker er således ””hjemløse” med al deres kærlighed. Til gengæld er de meget romantiske med alskens kærlighedserklæringer skrevet rundt omkring på gader og stræder. Noget man ikke behøver at kunne vietnamesisk for at kunne afkode…små hjerter rundt om 2 navne siger vist sig selv.



Halong Bay

Selvom jeg var rigtig glad for Hanoi, havde jeg længe glædet mig meget til at se den nærliggende Halong Bay. En lagune som er verdenskendt (og anerkendt) som et malerisk naturskønt paradis af tusindvis af småbitte øer i turkisblåt havvand ca 3 timers kørsel øst for Hanoi. Det siger derfor næsten sig selv, at måden man oplever Halong Bay på er ved at booke sig ind på en bådtur. Og der er et HAV af dem, med et virvar af rejsebureauer der tilbyder hele pelleten af cruise, fra korte endagsture til flere dage på både budgetbåde til luksuriøse yacht både. Jeg er jo budgetrejsende, og havde egentlig kig på en af de mange budgetture, men valgte i stedet et cruise af den mere luksuriøse af slagsen. Grunden var, at jeg havde læst mig til at man får det man betaler for, og med 500 både i Halong Bay tænkte jeg, at det måske ikke var en skidt ide, at betale lidt ekstra for at komme væk fra mængden af turister. Og så var jeg så så heldig oven i købet at finde en luksusbåd til medium pris, som sidenhen skulle vise sig at blive det helt rigtige valg.

Mine forventninger var høje, dog realistiske… Efter mange uger i asien har jeg lært lektien, at billederne de viser en som oftest er mange år gamle, og slet ikke modsvarende til den nutidige standard. Men med Cruiseren AClass som jeg havde booket til min Halong Bay oplevelse, var billederne faktisk fuldstændig svarende til faktum. For første gang tog jeg rent faktisk et billede af mit værelse (i dette tilfælde min kahyt), da den var helt igennem storslået. Badeværelset var som et 5 stjernet hotel, (dog blot barberet ned til ganske få kvm), og jeg indtog mit soveværelse som en dronning.

Og Halong Bay indfriede alle forventninger. Her var gudesmukt ! Og det var ikke kun på bådens standard vi fik valuta for pengene, men også den lyksagelighed, at undslippe mængden af budget både. Vi kastede derfor anker langt væk fra budgetbådenes larm, og kunne nyde en slående ro af skønhed og idyl. Det KAN godt betale sig at gå efter det lidt dyrere valg ;)

Jeg havde valgt en 3 dages tur (frem for de fleste andre, som vælger en 2 dages tur), og det gav kun endnu mere valuta for pengene idet vi kom dybt ind i Halong Bay, i en kombination med en mindre dagstursbåd samt kayaker. Her stødte vi på ”det rigtige” Halong Bay, med små flydende fiskerlandsbyer (som ikke får de daglige besøg af hundredevis af turister), som ud over at være fiskere også er farmere, idet de dyrker muslinger. Muslingerne køber de på det lokale marked når de er bittesmå, hvorefter de dyrkes i små kurve med sand, som sænkes ned i vandet. Efter godt og vel 1 års tid kan muslingerne ”høstes” og sælges til de mange restauranter som er villige til at betale ikke helt små summer (af Vietnamesisk standard).

Udover muslingefarmere fik vi padlet rundt i kayak mellem de mange små øer, dyppet tæer i kridhvidt fint sand på strandene, vandret op på klipper med fantastisk udsigt, og ellers bare nydt et syn fra båden, der vil vælte selv de mest kyniske mennesker bagover.

Halong Bay er kåret som ”World Heritage Site” af Unesco, og det er ikke uden grund. På trods af at det mest var overskyet da jeg var der, og dermed lidt begrænset med udsynet og farverne, var det et særsyn af astronomiske dimensioner som jeg vil huske mange mange år frem. Halong Bay var uden tvivl med til at cementere Vietnam som en absolut favorit i mit bekendtskab med sydøstasien. Det er svært at beskrive med ord, så billederne kan nok bedre beskrive min begejstring og min ydmyghed over moder natur.



Hoi An

Egentlig havde jeg ikke tænkt mig at tage til Hoi An, da jeg i forvejen havde en lidt vanvittig rute gennem Vietnam pga logistik med at få det hele til at passe sammen. Men da jeg fortalte min ven Rob om mine planer om at hoppe Hoi An over fik jeg påskrevet at det ville være en fatal fejltagelse. Det var et af hans yndlingssteder i Vietnam, og det var et absolut must at opleve. Godt så..Så måtte jeg jo ellers tage min rute op til revision igen, og besluttede derfor at hoppe på nattoget fra Hanoi og tage den lange vej langs kysten til Da Nang hvorfra jeg kunne tage en Open Tour bus det sidste lille stykke. I tillæg dertil fik jeg så også fornøjelsen af at opleve ½ times fantastisk udsigt på togets rute mellem Hue og Da Nang –bjerge og højland på den ene side og strand og hav på den anden. Det var et smukt smukt syn !

Og Hoi An skuffede bestemt ikke ! At slentre ned gennem de små bitte gader i det gamle Hoi An var vitterligt som at skrue tiden flere årtier tilbage. Og på trods af at man ikke helt slipper for motorcykler, så er her en ro og en tilbagelænethed som jeg endnu ikke har set i nogen anden by i Vietnam. Byen mindede meget om Luang Prabang i Laos i atmosfærisk hygge, arkitektonisk guf for øjnene og gastronomisk kræs for ganen. For maden her var helt formidabel –uden sidestykke ! Her var bagværk, kaffe, hjemmerørt is, vietnamesisk gourmet og alt hvad man kunne ønske sig. Dog ikke til helt billige penge, men man kunne dog (ved at lede lidt) finde de små hyggelige steder, hvor priserne endnu ikke var steget astronomisk ved konsekvensen af at blive nævnt i diverse guidebøger.

Og ikke nok med hyggelige omgivelser og god mad, så stødte jeg oven i købet på 3 hollændere som jeg første gang kort havde hilst på i Halong Bay. De råbte pludselig efter mig fra en restaurant –og der havde jeg kun været i byen i få timer. Så større er byen ikke (hvilket også er med til at skabe den hyggelige atmosfære). Cor, Martin og Egbert (som drengene hed) var på 4 ugers ferie i Vietnam, og skulle være i Hoi An i 2 dage. Vi slog derfor pjalterne sammen og tourede den en hel dag sammen. Rigtig hyggeligt selskab –og en pokkers masse skæg og ballade.
Ud over lidt fotosafari i byen legede drengene et par scootere, og så susede vi ellers de små 4-5 km ud af byen til den nærmeste badestrand, Cua Dai, hvor vi tilbragte nogle timer. Det var dog lige køligt nok til at jeg synes jeg ville i vandet, men vi fik solbadet og jeg fik moret mig kosteligt over især Martin og Egbert´s show i vandet (boys will be boys). Aftenerne blev brugt på nogle af byens utallige gourmet restauranter, hvor vi spiste til vi sprak og bagefter fik en drink/øl eller to.

Efter et par dage skulle drengene videre til Nha Trang, hvor jeg så skulle videre til Dalat dagen efter. Vi sagde dog kun på gensyn, da vi alle havde planer om at bruge en del tid i Mui Ne –som jeg fik solgt ind hos drengene som værende et meget bedre sted end Nha Trang (så nu må vi se om forventningerne indfries…). Så jeg ser frem til at mødes med dem igen i Mui Ne, og forhåbentlig bliver de lige så begejstrede for stedet som jeg var.

Min sidste dag i Hoi An var jeg desværre ikke helt frisk. Jeg fik allerede lidt mavevrøvl aftenen i forvejen, dog ikke noget der kunne forhindre mig i at tage på restaurant og nyde gourmet med drengene. Men dagen efter var jeg sat til tælling.. Dog ikke noget lidt gedigen afslapning og vand/cola ikke kunne kurere. Men en forkølelse har jeg fået tilranet mig, nok også derfor jeg frøs en smule på stranden dagen i forvejen. Så Hoi An by fik først min entré hen sidst på eftermiddagen, hvor jeg nød mine sidste timer i byen. Dagen derpå startede tidligt med at tage bussen retur til Da Nang, hvorfra jeg havde booket mig på et fly til Dalat. En by, eller rettere et område, jeg havde set meget frem til at opleve i det vietnamesiske højland.


Dalat

Jeg var forberedt på, at temperaturerne i højlandet ville være noget anderledes end dem jeg hidtil havde haft i Vietnam. Og jeg fik det kun bekræftet da jeg steg ud af flyet –der er koldt i Dalat. Eller rettere, køligt når man nu kommer fra de varmere luftlag. Jeg ved ikke præcis hvad temperaturen var, men vil skyde på 12-15 grader.

Men det blev et kort visit i Dalat netop af de grunde…for jeg frøs ! Og Dalat viste sig at være en noget ligegyldig by –attraktionen lå i det omkringliggende højland som bedst kunne opleves ved at tage et godt stykke væk fra selve Dalat. Og en af de bedste måder at opleve højlandet på er på motorcykel ! Nu er jeg ikke selv indehaver af et sådant førerbevis, men Vietnam bugner af de såkaldte ”Easy Riders”, som er udsprunget af et lille bureau der i sin tid startede med en håndfuld erfarne motorcykel ”riders” som tilbød at se Vietnam fra bagsædet af en MC. Og da der i Vietnam ikke hersker love og regler om varemærkebeskyttelse (i hvert fald håndhæves de i så fald ikke), så er der med årene skudt et hav af freelancere op som kalder sig selv for ”Easy Riders”.

Og jeg fandt mig også en easy rider, Denis (som var hans internationale navn), som jeg bookede for en 1 dags tur rundt i det omkringliggende højland i Dalat. Og Denis skuffede aldeles ikke ! Han havde en formidabel viden, ikke kun om Dalat og højlandet, da han arrangerede ture i hele Vietnam på sin MC. Turen gennem Dalats højland var fantastisk smuk, og jeg måtte erkende, at er man alene rejsende (og har råd, for helt billigt er easy riding ikke…det koster ca 50-70 USD pr dag, alt efter turens længde), så er easy riding den helt rigtige måde at se Vietnam på. Og især højlandet i hhv det centrale og nordlige Vietnam. Man får højlandets sjæl og skønhed helt ind under huden, og samtidig er det sjovt og underholdende at transportere sig på en MC.

Dagsturen bød på smukke smukke landskaber i form af rismarker i etager op og ned af bjergsiderne, hvilket uden tvivl var det der havde trukket mig til Dalat. Derudover besøgte jeg også nogle templer, som jeg dog ikke var synderligt imponeret af, lige med undtagelse af et enkelt med en kæmpemæssig grinende buddha statue. Den var enorm ! Og en af de få buddhaer jeg har set afbilledet grinende. Et par vandfald fik jeg også at se, og til slut det såkaldte ”Crazy house” som er en helt speciel og unik bygning, som er tegnet og bygget af en lokal kunstner efter devisen om at bryde traditionelle former. Og det gør det må man sige ! Og har man råd fungerer huset også som hotel med en håndfuld værelser som man kan booke sig ind på. Man skal dog være rimelig tolerant, eftersom huset får mange besøgende gæster i løbet af dagen. Så der er ikke meget privatliv hvis man er overnattende gæst i dagstimerne. Men specielt var det, og absolut ikke normen for bygningsværker.

På 3. dagen valgte jeg så at tjekke ud af mit hotel og forlade Dalat. Delvist pga temperaturen men også fordi Dalat ikke har meget at byde på som by. Attraktionen ligger i højlandet, og jeg havde derfor valgt at booke Denis til at køre mig hele vejen gennem højlandet til Mui Ne, hvor jeg havde valgt at tage tilbage til for en uges tid. Og selvom det var omkring 10 gange prisen for en busbillet, så var det det helt rigtige valg. Jeg nød virkelig turen ! For hvor bussen tager motorvejen, så tog Denis de mindre veje gennem højlandet, så jeg fik fuld valuta for pengene. Det var en skøn skøn tur ! Som dog også gjorde mig helt udmattet…for når man ikke er vant til at sidde på en vrælende motor med vinden i håret, så er en tur på ca 8-9 timer en mundfuld. Men det var absolut anbefalelsesværdigt, og den helt rigtige måde at få oplevet højlandet samtidig med at transporten fra Dalat til Mui Ne blev klaret.



Tilbage i Mui Ne

Det var oprindeligt ikke min plan at tage tilbage til nogle af de steder jeg allerede havde oplevet, men allerede da jeg var i Mui Ne første gang valgte jeg at her ville jeg tilbage til. Det var både pga stemningen og klimaet, men også i høj grad fordi jeg havde fået vækket min lyst til at kitesurfe igen. En sport jeg ellers lagde på hylden for mange år siden inden jeg egentlig var kommet rigtigt i gang. Og Mui Ne bød i høj grad på kitesurfing med et hav af kiteskoler, instruktører og mulighed for at leje udstyr. Jeg havde fået stor hjælp med booking af bolig via en af kiteskolerne, windchimes, og det skulle vise sig at være det helt rigtige valg.

Jeg blev ikke kun vild med stedet, men også med atmosfæren, personalet (instruktører, assistenter) og ikke mindst alle de andre kitesurfere som var tilknyttet stedet og som havde været der år efter år. Men vinden var dog ikke så loyal… Og det var absolut ikke typisk for Mui Ne, som normalt på denne årstid skulle have masser af vind og sol. Men det artede sig ikke helt..Så da der var gået nogle dage uden vind revurderede jeg mit exit. Derudover begyndte jeg også at føle mig mere og mere knyttet til stedet, så jeg valgte at udskyde min afrejsedato på ubestemt tid.

Og en uge viste sig at blive til 4 uger ! Absolut ikke hvad jeg havde forventet da jeg tjekkede ind i Mui Ne, men sådan kan livet nogle gange overraske. Og selvom jeg fik en masse gode timer på vandet ud af de 4 uger (hvor vinden stadig var noget upålidelig), så var den primære årsag til mit lange ophold at kærligheden pludselig bankede på. Jeg vil undlade at komme ind på alt for mange personlige detaljer, men mine rejseplaner blev i særdeleshed revurderet. Så jeg endte med at blive hele 4 uger i Mui Ne, skippe Cambodia (beklager..), holde jul i Mui Ne og booke mig på et fly 2. juledag der skulle tage mig direkte til Thailand, hvor jeg havde et yoga ophold med start 27/12.

Og mine 4 uger i Mui Ne nød jeg til fulde ! Ikke kun pga Oliver, men også fordi det gav mig mulighed for at knytte nogle venskaber til andre rejsende som også var i Mui Ne i en længere periode. Især en schweizisk pige fik jeg et rigtig godt forhold til. Hun var selv af sted på den helt store verdensrejse med sin kæreste, hvor Mui Ne også var et sted de havde valgt at vende tilbage til. Og min kitesurfing blev også væsentligt forbedret, selvom det nok alt i alt kun blev til godt 1-1½ uge med vind ud af de 4 uger. Men godt det samme, for jeg er ikke sikker på at min pengepung havde kunnet klare 4 uger med leje af udstyr (det er DYRT!). 3 lokale vietnamesiske bryllupper blev det også til, og julen, som ellers skulle være blevet fejret (alene) på et luksus resort på Koh Samui i Thailand, fejrede jeg også i godt selskab i Mui Ne.

Så ja, byttehandlen Mui Ne for Cambodia har jeg så aldeles ikke fortrudt. Og det er det smukke ved at rejse på denne måde: træk stikket ud og læn dig tilbage og nyd der hvor du er, hvis det viser sig at byde på uventede oplevelser. Og glem alt om hvad du måtte gå glip af…for her og nu er det der tæller ! Og Mui Ne har jeg nu fået helt ind under huden –og alle jeg tog afsked med sagde at jeg selvfølgelig ville komme tilbage.

Og så oprandt dagen for mit exit ud af Vietnam. 1. juledag fik jeg sagt sørgmodigt farvel til alle, og tog med bussen til Ho Chi Minh City, men var dog så heldig at Oliver havde valgt at tage med mig. Vi havde en enkelt overnatning i HCMC, hvorefter jeg med meget blandede følelser måtte tage den sidste afsked i lufthavnen før jeg stemplede ud af Vietnam. En stor del af mig ville gerne være blevet, men samtidig var jeg også en smule sulten efter oplevelser. For selvom Mui Ne er et fantastisk sted, så er der heller ikke meget andet at lave end at kitesurfe. Og i Thailand ventede der et yoga ophold på en uge, samt godt 3 uger tæt pakket med dykning.

Men en stor del af mit hjerte forlod jeg i Mui Ne…og skal nok tilbage og forene mig med det igen :)


Momentum


På busturen fra Mui Ne til Nha Trang får jeg det største smil fra en af vagterne, da vi passerer en toll tax (vej afgift). Jeg sidder i bussen og kigger ud, helt væk i mine egne tanker med musik i ørene, og mine trætte øjne vandrer lidt tilfældigt rundt i landskabet. Af en eller anden grund fanges de af den her vagt, som er ved at tage sin kasket på og pludselig sender han mig verdens største varme smil. Jeg bliver ret overrasket men smiler stort tilbage (det kan man simpelthen ikke lade være med) og vi vinker til hinanden. Intet ord, ingen forventninger og endda 2 vinduesruder mellem os. Bare rendyrket ægte varme og glæde. Og det er min oplevelse af Vietnam; varmt og smilende, både medmenneskeligt og kulturelt og smukt berammet af et idyllisk landskab af bjerge, floder og en fantastisk kystlinje.


For billeder, se her: Billeder fra Vietnam

Interlude 1

Nu har jeg rejst i snart 2½ måned og det er tid til at gøre status…Og det kan faktisk gøres meget meget kort!
I flyet på vej til Ho Chi Minh City i Vietnam fra Pakse i Laos, satte jeg mig tilbage i sædet med min Ipod og med vor danske rock mamma Sanne Salomonsen i ørene og lyttede til denne tekst:

Hvis din sjæl er tung og træt og den trænger til at bli’ skiftet ud
Hvis din krop er stordoven og du kun gider og se lige ud
Tag med mig op og se det hele lidt…lidt ovenfra
Se på at vi bare løber rundt, og glor på det vi har

 Sæt fri ! Sæt dig fri !
Fri for dine egne grænsers tyranni
Alt det, du kan li’
Ser du med dit øje halvvejs lukket i


Hvis alt hvad du går rundt og gør er ligegyldigt for dig selv
Du tror at der er drøn på, men du’ ved at kede dig ihjel
Tag med mig op og se det hele lidt… lidt ovenfra
Se på at vi bare løber rundt, og glor på det vi har

Sæt fri ! Sæt dig fri !
Fri for dine egne grænsers tyranni
Alt det, du kan li’
Ser du med dit øje halvvejs lukket i

Bedre kan jeg næsten ikke selv sige det :) Og efter at have givet pokker i alle mine bange anelser og frygt for det uvisse, må jeg nok tilskrive mig at være et nærmest lykkeligt menneske! Det kan jeg virkelig godt unde andre også – Så sæt dig fri ! Det er kun dig selv der sætter grænserne –husk det! -og bryd dem, når de begynder at gnave!

Håber jeg kan være med til at inspirere nogle af Jer derude til at stoppe op og se det hele lidt ovenfra…om det så bliver med at rejse eller på andre måder forfølge sine inderste drømme. For det er det hele værd på alle måder!

Laos, oktober/november 2010

Efter nogle hektiske dage i Bangkok, som primært gik med at få booket Laos flybilletter samt hhv dykning og gæstehuse for de 4 uger jeg er i Thailand i december & januar, fløj jeg med Thai Airways til Chiang Rai i det nordlige Thailand. Det var nødvendigt for mig at forlænge mit ophold i Bangkok med en ekstra dag, så jeg kom en dag senere af sted end oprindeligt planlagt. Til gengæld fik jeg en enkelt dag sammen med Mathieu som stadig var i Bangkok før han fløj videre på sin tur til Sydney. Men grundet lidt kringlet logistik med at få det hele til at passe op i en højere enhed, da jeg skal mødes med en veninde i Vietnam inden hun tager til Danmark, ville jeg kun få godt 16 dage i Laos. Jeg ville gerne have haft 3 uger, men det lykkedes mig heldigvis at finde et billigt fly fra Pakse i det sydlige Laos (hvor min Laos tur slutter) til Ho Chi Minh City i Vietnam. Det gav mig et par ekstra dage, da jeg ellers kun ville have haft 14 dage.


Bangkok havde jeg ellers tænkt mig at toure en smule rundt i og se nogle af de mange sights som byen faktisk byder på, især da det nu var anden gang jeg var der, men det endte hurtigt med, at de 3 dage blev spist op af planlægningstid til hhv Laos, Vietnam og Thailand ophold. Så Bangkok må endnu engang vendte med mig som sightseer.. Men jeg kan sige så meget, at jeg så absolut ikke deler det indtryk af byen som jeg ellers har hørt fra mange danskere –at den skulle være larmende og ucharmerende. Mit gæt er, at hvis man udelukkende er der for at tage videre til Thailands strande (hvilket mange er), og Bangkok dermed kun bliver et nødvendigt onde som stop-over, ja så er det meget muligt at man vil opleve byen som mindre interessant. Men Bangkok er en dejlig by, og utrolig nem at komme rundt i –om end den er kæmpe stor. Og giver man sig den lille smule tid til at finde byens små oaser, som feks de små hyggelige cafeer ved kanalerne, så er mit bud at indtrykket ændrer sig drastisk.

Men meget af Bangkok så jeg som sagt desværre ikke, faktisk kun bydelen Banglamphu, som er hjemsted for stort set alle backpackere (billige hostels af høj standard) og så lige yderkanten ved kanalerne. Chiang Rai fik heller ikke meget af min opmærksomhed, da jeg udelukkende fløj hertil for at tage videre til Chiang Khong og krydse ind over grænsen til det nordlige Laos. Noget jeg ellers var en smule træt af, da jeg rigtig gerne ville have brugt lidt tid i Chiang Rai som bla skulle byde på fremragende trekking. Men må nu engang vælge til og fra, også selvom man rejser i 18 mdr…

Som så mange andre backackere havde jeg valgt en klassisk tur gennem Laos, og tog dermed bussen næste morgen fra Chiang Rai til Chiang Khong. Bussen var en sand lokal bus, men forbavsende hurtig på trods af den ved første øjenkast ikke så ud til overhovedet at ville være i stand til at starte. Og efter 2 timers bustur, en kort tur med en tricykel fra busstoppestedet til havnen og jeg kunne krydse Mekong floden med en af de små ”long boats” som sejler i pendulfart over grænsen til Laos.



Huay Xai:
Det tog ikke meget mere end 5 minutter at krydse Mekong og på den anden side blev visum hurtigt klaret. Det er heldigvis dejligt nemt at rejse til Laos, da man ikke behøver at have visum klaret hjemmefra. 35 USD og et pasbillede, og du har adgang videre ind i Laos. De fleste af mine medpassagerer fra båden bookede med det samme deres billet til ”slow boaten” næste dag, som er en 2 dages bådtur ned ad Mekong floden til Luang Prabang med overnatning i en lille by undervejs. Jeg havde dog besluttet at jeg ville bruge et par dage på trekking, inden jeg tog videre selvsamme båd. Området nord for Huay Xai blev nemlig anbefalet som et fremragende trekking område, med chance for kunne spotte wild life og komme helt tæt på de lokale landsbyliv. Derudover ville man overnatte i små hytter bygget højt oppe i trækronerne, noget jeg så absolut godt ville ofre et par dage på. Jeg fandt mit gæstehus efter en meget varm tur med rygsækkene gennem Huay Xai’s gader, og bookede samtidig min trekkingtur. Jeg blev dog anbefalet et andet selskab, end det jeg havde læst om i min guidebog, (pga pris –det er ikke altid en fordel at rejse alene), og besluttede at prøve det, selvom de ikke tilbød overnatning i trætoppene. Det viste sig desværre at være en fatal fejl.. Jeg blev slemt skuffet over trekkingfirmaets standard og efter at have trekket i kun 1½ time (hvor mit temperament efterhånden nåede eksplosive højder), valgte jeg at afbryde trekket og bede guiderne om at tage mig tilbage til deres kontor. Jeg forklarede guiden mine bevæggrunde for ikke at gennemføre trekket… Hvilket var kort fortalt -De var ganske enkelt overhovedet ikke trænet til at gennemføre trekking! Det første der slog mig var, at begge guider gik i front, uden at have den mindste føling med hvorvidt jeg fulgte trop. Jeg stoppede endda to gange (første gang for at omarrangere min rygsæk, anden gang faktisk for at teste dem) –og ingen af gangene opdagede de at jeg så at sige ”forsvandt”. Ingen af dem havde det rette udstyr med, og heldigvis var jeg grundigt forberedt hjemmefra med feks insekt repellant og myggenet (da jeg har trekket en del gange efterhånden), hvilket viste sig at være temmelig vigtigt da der var igler på ruten (noget jeg ikke var informeret om på den 2 min lange briefing jeg havde fået). Og sidst men ikke mindst, så var der ingen hjælpende hænder eller sikkerhedsforanstaltninger når vi krydsede vandløb og floder (jeg var fuldstændig overladt til mig selv). Så alt i alt nåede mit temperament til sidst højder, hvor jeg bare fik nok. Jeg havde trods alt betalt 100 USD for 2 dages trekking, og forventede som minimum dermed et professionelt firma –hvilket dette tydeligvis ikke var. Der var ingen fare på færde, men som jeg forklarede guiden på vejen tilbage, så er trekking i junglen ikke noget man bare sender folk af sted på uden at have en vis form for træning. De havde heller ingen bil i firmaet (fandt jeg senere ud af) så i tilfælde af behov for akut assistance, var der ingen backup. I det hele taget var de et firma der ikke anede hvad de havde med at gøre. Hovedguidens engelsk var ligeledes meget sparsomt, han trekkede i klipklappere og var i elendig form. Og så kulminerede det hele da jeg så blev præsenteret for at meget lidt imødekommende manager på kontoret, hvor jeg efter 3 kvarters diskussion fik ca 45% af mine penge refunderet. Så efter 3 uger i Myanmar med utroligt venlige og smilene mennesker, efterlod dette ikke ligefrem det bedste indtryk af Laos. Men heldigvis ved jeg, at det ikke nødvendigvis ville være gældende for resten af landet, og at jeg blot havde været uheldig.

Og fra uheldige episoder udspringer heldigvis nogle gange gode ting, feks at jeg nu fik mulighed for at komme 1 dag tidligere af sted med slow boaten mod Luang Prabang, og dermed vinde en ekstra dag i mit skema. Og dermed gjort, så på min 3. dag i Laos gik jeg ombord på en af bådene. Det viste sig dog, at jeg igen endte i en diskussion om forholdene, denne gang dog bakket op af stort set alle på båden (nogle få aktive, de fleste dog passive). De havde nemlig overbooket båden voldsomt (noget guidebogen advarede om at de kunne finde på), og da vi indså at de havde booket ca 90-100 mennesker på en båd med plads til 70 hev vi fat i kontrolløren. Han vidste tydeligvis at det ikke var ok, på trods af at han forsøgte på alle måder at kringle sig udenom (og pludselig efter et kvarters diskussion ikke forstod engelsk ”særlig godt” –hvorefter vi var flere der grinede højlydt). Faktisk havde vi opgivet håbet, da det ikke virkede som om de var til at rokke, men pludselig fik vi meddelelsen om at de ville tage endnu en båd i brug. 10 sekunder efter meldingen så man så ca 40-50 mennesker (inkl mig) der sprang for livet fra rælingen ind i nabobåden, som også var langt mere komfortabel med bløde sæder frem for træbænke. Så selvom jeg var lidt træt af at være et ”brokkehoved” efter kun 2 dage i Laos, så var der heldigvis flere af mine medpassagerer som bagefter takkede for indsatsen. Vi skulle trods alt sejle godt og vel 8 timer om dagen de næste 2 dage, og pakket som sild i en tønde ville absolut gøre turen mindre fornøjelig.. Og i mit endnu korte rejseliv, har jeg efterhånden lært, at det er bedre at tage udfordringen op i en, til tider måske, ubehagelig konflikt end at brænde inde med tingene. Noget der dog ind imellem kræver at man gør op med sin indre vesterlænding (konfliktskyhed, overdrevet høflighed og passivitet i en forventning om, at andre nok klarer ærterne for en). Men det gør bare alting lettere i sidste ende, og man bliver langt mere ansvarlig for sin egen oplevelse. Måske nok en lærdom man også sagtens kan bruge generelt her i livet. Så med kun 2 timers forsinkelse tøffede vi ellers af sted, nu nogle af os i komfortable sæder, ned ad Mekong i silende regnvejr…

Resten af turen gik relativt smertefrit, og allerede 6 timer senere ankom vi til Pak Beng, hvor vi skulle overnatte. Bådene sejler nemlig ikke om natten, og eftersom turen fra Huay Xai til Luang Prabang tager godt og vel 12-16 timer er det nødvendigt med et stop undervejs. Jeg fulgtes med et engelsk nygift par som jeg havde mødt på båden. De havde booket overnatning på samme gæstehus som jeg, og vi havde en hyggelig aften på en af Pak Bengs restauranter. Næste morgen stod vi tidligt op for at sikre os en god plads på båden, og fik bekræftet at det ikke var den samme båd der skulle tage os videre (vi havde hørt rygter om det). Men heldigvis blev det en god investering at være der 1½ time før afgang, da vi fik sikret os nogle bløde sæder (som der dog kun var et begrænset antal af i denne båd) og uden de større forsinkelser gik turen af sted mod Luang Prabang.



Luang Prabang:

Det engelske nygifte par (Jane og Byron) samt jeg ankom efter godt 8 timers regnfri sejlads dermed til Luang Prabang. Vi ankom mere eller mindre midt i solnedgangen, så vi fik en flot indsejling til byen som var badet i lys fra både gaderne og bygningerne. Aftenen gik dog mest med at forhandle om transport til gæstehusene, og vi fandt hurtigt ud af at prisen var en lidt anden end i Huay Xai. Efter en del forhandling med en af tuktuk chaufførerne nåede jeg dog mit ualmindeligt fornemme gæstehus, hvor mit værelse var så nyt at der endnu ikke var kommet nr på døren.

Og næste dag fik jeg så set hvor fantastisk smuk byen Luang Prabang er. Det var som at træde ind i en anden verden, og selvom det godt kan virke frastødende at man er tvunget til at betale overpriser ifht resten af Laos, så kan man ikke undgå at lade sig imponere over skønheden. Det første der springer i øjnene er den gennemførte arkitektur, som er holdt i den gamle kolonistil med relativt små bygninger som er indbegrebet af romantik med skodder for vinduerne og yndige små terrasser. Selv skiltene på restauranter, shops og gæstehuse er holdt i samme identiske stil af træudskæringer, hvilket så også gør, at det nogle gange kan være svært at finde netop den restaurant eller butik som man leder efter. Og hvor er det fantastisk at slippe for diverse mere eller mindre rædsomme neonskilte og kitchede brands i gadebilledet, som man ellers ser stort set hvor som helst i Asien. Og stemningen gik hånd i hånd med arkitekturen –her var mere afslappet end noget andet sted jeg har været indtil videre. Og næsten det bedste af det hele, især når man har rejst i snart 2 mdr, man var som turist fuldstændig i fred fra ivrige gadesælgere. Jeg hørte ikke én eneste gadesælger råbe efter mig de 3 dage jeg var der ! Den eneste fredsforstyrrelse er nogle små pip fra enkelte tuktuk chauffører som forsigtigt ind i mellem tilbyder dig deres service. Men et enkelt høfligt ”nej tak”, og de lader dig vende tilbage til din osteklokke igen. Jeg elskede simpelthen det her sted –mange turister (især franskmænd) eller ej, det er en oase uden lige ! Så jeg endte også med at blive en dag mere end oprindeligt planlagt.

På andendagen havde jeg sammen med Jane og Byron booket en trekkingtur som skulle tage os gennem et par mindre landsbyer, skove og bjerge og ende ved det meget smukke vandfald ”Kuang Si”. Det viste sig at være alle pengene værd, og en både langt mere professionel og dejlig oplevelse end mit tidligere trekking encounter i Huay Xai. Trekkingen var en smule mudret, og Jane nåede at få sig et ”close encounter” med en enkelt igle på vejen (og vi fandt min 95% DEET repellent frem), men var generelt skøn og smuk med perfekt vejr i form af en kølig overskyet himmel. Og efter ca 4-5 timers trekking (afbrudt af en frokost tilberedt af en lokal landsby) nåede vi vandfaldene ved Kuang Si. På trods af at det VAR smukt der, så var jeg nok mere imponeret af trekket og mødet med de lokale end af vandfaldet. Kuang Si er flot, men meget meget kommercielt. Men det havde jeg lidt forventet, så jeg kunne ikke sige at jeg var skuffet. Men mine forventninger blev indfriet og ikke overgået. Man kunne bade i de små pools ved foden af faldet, og det var vi nogle stykker der benyttede sig af. Vandet var dog iskoldt, så det blev en kort dukkert på en små 10 minutter, men forfriskende efter timerne på trekkingruten.

Den største oplevelse i Luang Prabang var mere bare at bevæge sig rundt i gaderne og bare vælte sig i de indtryk og stemningen der herskede her. Og så de små tilfældige oplevelser der pludselig dukker op, som feks da jeg var inde at se en af de utallige Wats (templer) der er i Luang Prabang. Da jeg efter 3 uger i Myanmar er en smule mættet af templer samt klostre, listede jeg om bagved wat’en. Her stødte jeg på en håndfuld unge munke elever (såkaldte novices) som var i fuld gang med male nogle buddha statuer. Jeg spurgte om det var ok at tage nogle billeder, hvilket de sagde ja til, og så sad jeg ellers der og bare iagttog dem i deres gøren og laden. Det var en helt speciel følelse og berammede mere eller mindre totaloplevelsen jeg havde af Luang Prabang.


Vang Vieng
Efter at have sagt farvel (og på gensyn i London en dag) til Jane og Byron på en fantastisk bar/cafe med balkon udover Mekong, stod jeg tidligt op for at tage en minibus til mit næste punkt på Laos kortet –Vang Vieng. Byen siges at være enten elsket eller hadet af sine besøgene, så jeg var spændt på hvilken kategori jeg ville falde i. Og mit første indtryk var da også et helt andet end Luang Prabang, charmen var så absolut ikke i øjenfaldende, og det var helt tydeligt et noget andet publikum der bliver lokket hertil. Til gengæld var jeg tilbage i et noget mere attraktivt prisleje igen, og boede i et hyggeligt gæstehus ned til vandet og betaler kun en sjettedel af prisen ifht Luang Prabang). Men det er som sagt noget helt andet Vang Vieng har at byde på, nemlig ekstremsport ! Og nu kan jeg jo godt lide den slags generelt, så jeg strøg med det samme ned på det lokale kontor for selvsamme bureau jeg havde trekket med i Luang Prabang. Desværre fik jeg bekræftet hvad jeg havde fået at vide i Luang Prabang –rafting kunne jeg godt skyde en hvid pil efter, der var ikke vand nok i floden. Så det var jeg jo lidt træt af, da jeg havde sat næsen op efter en dag med god gedigen aktion i form af heftig grade 5-6 rafting. Nå, men til gengæld havde jeg set mig lidt nysgerrig på et klatrekursus (for nybegyndere som jeg jo må tilstå at være), og det endte jeg så i stedet med at booke. Bagefter læste jeg i min guidebog at klatrere åbenbart valfarter hertil fra hele verden for at besejre de såkaldte ”limestone” klipper rundt om Vang Vieng. Det skulle efter sigende ikke kun være sublim klatring, med udfordringer for både nybegyndere og professionelle, men også være et ualmindeligt smukt og scenarisk landskab. Den bedste klatring i hele sydøstasien åbenbart. Så jeg så meget frem til mit kursus, hvor jeg ville stifte bekendtskab med en sportsgren, jeg længe har haft tænkt på at kaste mig ud i.

Og det viste sig at indfri alle mine forventninger og meget mere til. Det var ikke kun sublim klatring, det var også både udfordrende og super skægt, og jeg må tilstå at være blevet godt og grundigt hooked. Instruktøren havde jeg helt for mig selv, eftersom jeg var den eneste der havde booket klatring den dag. Der var dog godt 8-10 andre klatrere på stedet (med andre klatrefirmaer), men da der var ruter nok til alle, blev det på intet tidspunkt overrendt. Blandt klatrerne var der både nybegyndere som jeg, og nogle der var mere avancerede, og som blot skulle prøve ruterne an, inden de efter et par timer gav sig i kast med de mere udfordrende ruter. Der var lidt teknik og udstyrstræning jeg skulle sættes ind i, men jeg var meget hurtigt på vej op ad den første rute og fik det prøvet i praksis. Og for pokker hvor er det fedt at klatre! Det er en blanding af den fysiske og mentale udfordring det er, at transportere sit korpus mere eller mindre lodret op ad en temmelig høj klippevæg og samtidig være ét med naturen og besejre den. Og det er et kick uden lige at nå sit mål –til tider 15-20 meter oppe, og kun være sikret af et enkelt reb, som du skal have 100% tillid til at din makker har et godt greb om i den anden ende ved foden af klippen. Og så er det oven i hatten også sublim god træning. Dog må jeg tilstå, at min babyhud på fingrene ikke helt er skabt til klatring –de føltes nærmest som om de var slidt hudløse efter 8 ture. 8 ture lyder måske ikke af meget, men jeg kan så afsløre, at en limestone klippevæg til tider har knivskarpe kanter som du bruger som løftestang. Og det er ikke altid du kan få fat med meget mere end fingerspidserne… Så efter en hel dag med klatring måtte jeg give op på den sidste tur i 2. forsøg på at nå toppen af en grade 6a, som efter sigende da også er fuldstændig umulig at besejre med kun 4 timers klatreerfaring i bagagen. (Man er vel ambitiøs..) Men jeg nåede tæt på toppen i 1. forsøg, og tænkte at det var værd at give det endnu et forsøg. Det var mine fingre så desværre ikke helt indstillet på.. Men alt i alt var det en fantastisk dag, med en masse god klatring.


Og Vang Vieng må jeg nok tilstå sidenhen bare har kravlet langsomt ind under huden på mig. Det er sandt, at det bugner af gæstehuse, barer og restauranter, og mange (primært unge studerende) kommer her dog også primært for at feste og drikke en masse billig øl mens de ”tuber” ned ad Nam Song floden. ”Tubing” er den helt store trend her i Vang Vieng, og det er basalt set at drive ned ad floden i store traktordækslanger (deraf navnet), hvor mange tager stops undervejs på barerne langs flodbredden. Men til de lidt mere seriøse sportsudøvere er her dog også både kayaking, trekking, caving (her er mange grotter) og klatring. (Tidligere var her også rafting, men da der er blevet bygget mange dæmninger på floden på det seneste, er rafting blevet en kedelig affære. Floden er simpelthen blevet for tam.) Og så er her usigeligt smukt! Så går man lige de 5 minutter væk fra byens centrum, som absolut ikke er særlig charmerende, og finder de små oaser ned til floden med udsigt til bjergene i baggrunden, så er her bare helt igennem fantastisk. Det er igen den samme historie, som jeg næsten har gjort til grundstenen i min rejse: at finde de små steder, som øjet måske ikke lige ser med det første, men som kan vende et måske lunkent indtryk til noget helt fantastisk. Og sådan et sted er Vang Vieng. Dog ingen tvivl om, at er man fan af ekstremsport, så får Vang Vieng lige et ekstra nøk opad.

Jeg havde egentlig besluttet mig for at have 4 nætter i Vang Vieng, men eftersom jeg faldt mere og mere for stemningen her, valgte jeg helt at droppe Vientiane og blive en dag mere i Vang Vieng. Og dagene her gik ellers med at ”chille” som man vist roligt kan kalde det her, i diverse hængekøjer langs Nam Song floden, tubing og ellers bare nyde min fantastiske udsigt fra balkonen og indhente lidt skønlitterær læsning. Og som prikken over i’et, besluttede jeg mig for at booke en lidt alternativ transport videre fra Vang Vieng, nemlig kayaking. En sportsgren jeg heller ikke er voldsom erfaren i, men heldigvis har jeg en guide med mig i kajakken (2 mands kajak), da vi bla skal igennem nogle strømfald (såkaldte rapids) som efter sigende godt kan blive heftige. Min tunge bagage bliver fragtet med bus, mens mine få ejendele jeg har med mig i kajakken bliver sikkert forvaret i en såkaldt ”dry sack”. En kajaktur jeg ser meget frem til, og som helt sikkert bliver noget mere spændende end de store busser som de fleste andre benytter sig af. Og busser skal jeg nu nok få rigeligt af, eftersom jeg efter at være kommet frem til Vientiane med kajak, kan se frem til at hoppe direkte ind i en bus og blive der de næste 13 timer. Men efter alskens busture i Myanmar, er det ikke noget der kan skræmme mig synderligt. Det er utroligt hvad man kan vænne sig til…


Four Thousand Islands (Si Phan Don)
4000 islands havde jeg hørt utroligt meget om, at det for mange var deres absolut favoritsted i Laos, at det var en ”must see” lokation og forventningerne var derfor høje. Jeg ankom meget smertefrit hertil efter en lang busrejse fra hovedstaden Vientiane, men som primært foregik om natten på en såkaldt ”sleeperbus”. Og det var virkelig en sleeperbus, med senge i stedet for sæder, så de fleste af os sov faktisk godt hele vejen. Eller så meget søvn man nu engang kan få, når bussen kører ad veje som ikke altid er snorlige og plane. Men det var alt i alt en meget komfortabel bustur. Efter sleeperbussen gik vi direkte over i en lokal alm bus og kørte de resterende 2½ time til Ban Nakasang, hvorfra en båd sejlede os over til Don Det –en af øerne i 4000 islands. Jeg havde booket mit gæstehus på forhånd online, rørende billigt (4 usd/nat) på den sydlige del af øen, som skulle være både mere roligt og samtidig være tættere på de lokales liv på øerne. Og jeg var MEGET glad for at have valgt stedet –for da jeg ankom til øen med båden mødte der mig et (synes jeg) rædsomt syn og bestemt ikke specielt attraktivt i form af gæstehus på gæstehus, bar på bar, restaurant på restaurant i det såkaldte centrum for backpackere. Og langt fra det idyliske paradis jeg havde forestillet mig.. Men heldigvis skulle jeg ikke bo her –men i den anden ende, som lå tættere på grænsen til Cambodia. På mit kort så det ud til at være ca 1 km’s travetur –men efter at være gået ca 20 min måtte jeg sande, at kortets målestok nok ikke helt var korrekt. Det tog mig i hvert fald det meste af en time at nå frem, og med omkring 30 kg på ryggen krævede det et par minutters pause undervejs. Det viste sig at være nærmere 3-4km end 1km. Men frem nåede jeg –og blev indlogeret i min bungalow (som så blev en større uden ekstra beregning), og kunne slappe af med formidabel god mad i restauranten. Stedet var virkelig en oase –og på trods af at jeg var godt træt af den lange travetur, så ville jeg på ingen måde bytte. Der var 2 bungalows en-suite, med i alt 5 værelser, alle med eget badeværelse og alle med lille privat balkon, naturligvis med hængekøje. Alle lige ned til vandet, ligeledes restauranten, hvor jeg endte med at opholde mig en del (når solen bagte på min balkon midt på dagen og hængkøjen blev for varm). Det var et skønt sted helt sikkert. Jeg fik lejet en cykel (ca 7 kr om dagen) og trillede så tilbage til byen for at booke mig en kajaktur dagen efter.

Kajakturen var en lidt blandet fornøjelse. Men turen var billig, og jeg bar derfor over med en guide der efter sigende skulle være engelsktalende, men vis engelsk nok var nogenlunde lige så godt som mit Lao. Jeg delte turen med en tysker, som også havde et temmelig gebrokkent engelsk, og ofte talte han mere tysk end engelsk (hvilket dog gik fint nok for mig at forstå). Det var dog skønt at være ude på vandet, og vi fik set de obligatoriske vandfald (som var kommercialiserede som den slags desværre ofte er) og var heldige at se de ellers meget sjældne Irrawaddy delfiner, som der kun er meget meget få tilbage af. De er dog ikke et sjældent syn her i 4000 islands, så at vi så dem var ikke exceptionelt. Men det føltes dog alligevel specielt, da vi så dem komme op og ånde i overfladen et stykke fra os.

Jeg havde i alt 3 overnatninger på Don Det, og ud over kajak turen og små cykelture, brugte jeg dagene i god Lao stil med at slappe 100% af i hængekøjen og på madrasserne i restauranten med min E-bog. Man forstår nok først hvad det vil sige at slappe RIGTIGT af, når man har været i Laos –her er det en livsstil, og hele deres kultur er fasttømret i opfattelsen af, at livet skal nydes i langsomt tempo og arbejde derfor skal minimeres til det kun absolut mest nødvendige. Alting foregår derfor ikke bare langsomt, men også med en relativ ligegyldig indstilling til tidspunkter og deadlines. Det er derfor et absolut must, at rejser man i Laos, så hav GOD TID når du skal fra A til B. Ellers kan det meget let gå hen og blive en stressfaktor at få logistikken til at hænge sammen. Det er dog for mange især vesterlændinge nok også god træning i at leve her og nu, frem for at fokusere på at nå så meget som muligt. Jeg må dog nok indrømme, at ind i mellem kunne deres tilbagelænede livsstil godt trække i retning af at være mere ren dovenskab. Som feks vores kajak guide, som jeg roede i kajak med, og som slappede af så meget han overhovedet kunne og lod mig trække læsset. Det resulterede så i, at jeg på et tidspunkt gav ham den verbale pisk og lod ham padle alene –dog os begge to med et smil på læben. Men han var godt træt i armene, da vi nåede hjem ;) Men nej, der er en grund til at danske virksomheders udlicitering af produktion ikke inkluderer Laos. Det ville på ingen måde være en gevinst på bundlinjen.

Alt i alt var 4000 islands generelt en positiv oplevelse, men jeg må nok tilstå, at mine forventninger var sat for højt. Jeg kunne ikke undgå at sammenligne det med skønheden fra Inle og Sankar Lake i Myanmar, og det nåede på ingen måde samme højder. Det var både alt for kommercielt og allerede alt for spoleret i forhold til turismen, hvor Myanmar på mange måder er langt mere jomfrueligt. I det hele taget…rejser du i sydøstasien, så gem Myanmar til sidst. For det er begyndt at gå op for mig, (hvad andre også siger), at besøger du Myanmar først, så spolerer du lidt resten af din tur i asien. Overlæggeren er simpelthen sat for højt fra starten. Myanmar er bare paradis i højeste potens, og det er meget svært at leve op til for resten af asien. Både i forhold til landskaber, jomfruelighed men især også de lokales imødekommenhed. Den har jeg endnu ikke mødt i samme grad noget andet sted i verden. Burmesere er nok de rareste mennesker jeg mindes at have mødt til dato som folkefærd.

Derfor forbliver mit favoritsted i Laos stadig Vang Vieng. Det nåede på ingen måde Myanmars højder, men i Laos var det uden tvivl det sted hvor jeg følte jeg sagtens kunne være blevet i længere tid uden at være blevet rastløs efter nye indtryk. Men der er ingen tvivl om, at man skal være fan af blandingen af udendørsaktiviteter (såsom klatring, kajaking, trekking etc) og scenariske landskaber. For som by har Vang Vieng intet at byde på –der er Luang Prabang helt sikkert det rette sted at tage til (klart min nummer 2 på ranglisten).



Momentum: (de små oplevelser man ikke kan læse sig til i en guide bog)

På en tilfældig gåtur langs Nam Song i Vang Vieng faldt jeg tilfældigt i snak med en ung lokal gut, som netop samme dag havde åbnet sin egen lille bitte bar. Baren var ikke større en 4 kvm og havde kun 4 hængekøjer til sine kunder, og lå mere eller mindre klemt inde mellem de meget større barer. Men han havde en ildsjæl som få andre, og en imødekommenhed og ægthed og det smittede fuldstændigt af. Jeg endte med at tilbringe det meste af eftermiddagen der, i hans selskab (da jeg var den første og eneste kunde). Snakken gik om alt mellem himmel og jord, blandt andet om hans drømme og ambitioner (som jeg sjældent sidenhen fandt hos nogle andre i Laos –så han skal helt sikkert nok blive til noget). Han havde et drive og en smittende personlighed som få andre. Jeg hjalp ham med diverse tips og fik downloadet noget lounge musik til hans bar, som han begejstret straks ville benytte. Udover at jeg fik lagt nogle penge i hans bar og fik lokket flere kunder til.

Indbegrebet af min oplevelse af Vang Vieng –en klynge af små bitte oaser og smittende personligheder som sætter sig i ens sjæl i mange år fremover!


Referencerammer

Laos som folkefærd:

• Overvejende flest er buddhister og man opdager hurtigt, at alle piger har langt hår –uden undtagelser. Dette er fordi folk i Laos tror på, at hovedet på os mennesker er det mest guddommelige på kroppen (tættest på gud), og det derfor er en synd at klippe håret. Af samme grund er det meget ildeset at klappe en person (feks et barn) på hovedet. Hvorfor det er tilladt at drenge klipper deres hår, ved jeg så ikke..

• I Laos spiser man stort set ris morgen, middag og aften, men ikke den type ris vi kender i Danmark. Det er en type ris som er langt mere klistrede, og som dampes mere end de koges. De kaldes derfor også ”sticky rice” og smager (synes jeg) fantastisk ! De serveres i små bambus æsker (med låg på) på restauranter, og spises med fingrene (umuligt med kniv og gaffel –glem det). Sticky rice spises ofte med Laap, en kødsalat med stegt hakket fisk, kylling eller svinekød som er stærkt krydret med bla chili og lime og serveres med hvidløg, mynte og andre hakkede urter (smager himelsk).

• Lao mad er generelt MEGET stærkt. Hvis man som dansker har prøvet Thai mad, som ikke er nedtonet til vore sarte ganer, så skru en tand ekstra op for chilien og du har Laos styrken. Det er MEGET stærkt ind i mellem! Dog skal det siges, at spiser man på restauranter som er turistvante, hvad de fleste restauranter i Laos er, så har de allerede tonet grundigt ned på styrkeskalaen. Men spiser du lokalt, med de lokale, så er sveder du tran både mens du spiser og flere timer efter –og det gør de lokale også. Mest kendt er nok deres Green Papaya Salad som er revet grøn papaya, som lagres nogle dage i bla stærk chili, og spises som råkostsalat (tro mig, den er stærk !).



”Dos & Dont's”:

• Tag altid skoene af inden du går ind på diverse buddhistiske sights (templer, klostre, pagodaer etc)

• Tag skoene af når du træder ind i folks hjem, gæstehuse, forretninger samt restauranter

• Tag aldrig benene op på en stol eller et bord når du sidder ned

• Rør ikke folk på hovedet (heller ikke børn, store såvel som små)

Til budgettet:

• Logi: Gæstehus til budget standard (med eget bad/toilet): ca 10 USD (Luang Prabang som det dyreste område, hvor priserne generelt er minimum dobbelt op, men også med højere standard. Feks med wifi på værelserne mange steder)

• Transport: Bus ”VIP” (dvs air con standard bus), feks Vientiane - Pakse, 10 timer: 200.000 Kip (ca 140 kr) –de lokale busser er billigere, men tager længere tid med forskel både i komfort, men især i tid. Mange vælger også at flyve indenrigs, men har man som jeg været i hardcore træning i Myanmars busser, og det en dans på roser at rejse med bus i Laos (og som jeg hører det, i resten af sydøstasien). Både mht afstande og komfort.

• Mad (morgenmad er som regel ikke inkluderet i prisen på gæstehuse), men alle gæstehuse serverer som regel morgenmad (American breakfast eller Continental) for omkring 25 000 Kip (knapt 20 kr) inkl drikkevarer. Frokost/Aftensmad spænder i pris alt fra ca 10-15 000 Kip (ca 10 kr) som feks simpel nuddelsuppe, til 50.000 Kip (35-40 kr) for dyrere retter. Ris bestilles næsten altid separat -hvilket man meget ofte glemmer og må bestille efter de er kommet med hovedretten. Dog aldrig et problem, da kogte ris er en metervare i Laos –de har det i litervis på alle restauranter, både alm løse ris samt sticky rice.

Laos er bestemt ikke et dyrt land at rejse i, selvom det ikke er Myanmar priser. Men det er til gengæld også let at bruge penge, da rigtig mange aktiviteter koster (trekking, klatring, kayaking, rafting etc), og da jeg må tilstå at være lidt en junkie for den slags, så brugte jeg tæt på mit budget (ca 300 kr om dagen). Dette var dog inklusiv både transport, kost og logi samt aktiviteter, så dyrt vil jeg ikke påstå det er. Så med andre ord, undlader man at booke alt for mange guidede ture, rejser med bus og bor på de billigste gæstehuse, så kan man snildt klare sig for 250 kr om dagen.

Og så lige et godt tip til de af jer som har det ligesom mig mht udendørsaktiviteter; Giv hellere de ekstra dollars for et gedigen og professionelt agentur frem for at spare og benytte discount selskaberne. For der er LANGT mellem standarderne –og så mange penge sparer man alligevel ikke. Ud af mine 5 guidede ture i Laos, var 3 af dem sublimt gode oplevelser (hhv i Luang Prabang og Vang Vieng), og ALLE var med samme selskab, nemlig Green Discovery. De har kontorer rundt om i Laos og var absolut de dyreste alle stederne, men de var hver en krone værd ! Og så er der også lige den krølle på halen, at deres agentur er et såkaldt øko-turisme agentur, dvs de ekstra dollars du betaler her går ikke ned i lommen på en tilfældig rig kineser, men går til støtte af lokale landsby projekter. Noget der absolut ikke gør det mindre attraktivt for en rød hippie som mig, der er håbløst præget af en friskoleånd ind til marv og ben ;)


For billeder, se link:  Billeder fra Laos

Myanmar (Burma), Oktober 2010

Det siges, at Kipling skrev sine første ord til Junglebogen her i Myanmar (også bedre kendt som Burma) og muligvis var det netop Myanmars utrolige skønhed og frodighed der inspirerede ham, hvem ved.. Men smukt er her i hvert fald ! Jeg sidder netop i skrivende stund på min lille terrasse foran min bungalow i ”Queens Inn”, som ikke kun er rørende billigt (6 USD pr nat), men også har en formidabel beliggenhed lige ned til kanalerne som forbinder byen Nyaungshwe (backpacker stedet nummer ét) med Inle Lake udover en uovertruffen gæstfrihed. Indtil videre mit absolutte favoritsted i Myanmar, hvor jeg har været nu i 5 dage. Men her startede turen dog ikke…


Efter Tibet og Nepal havde jeg besluttede efter mange overvejelser, at tage tre uger til Myanmar, blandt danskere (og mange europæere) nok bedre kendt som Burma. Et land som ellers i mange mange år har haft ry for utroligt mange uroligheder, militært diktatur og generelt ikke et sikkert land at rejse til. Det har dog i de senere år ændret sig drastisk, og efter anbefaling fra en af mine venner som netop var her i foråret, besluttede jeg at det var absolut et sted jeg måtte se med egne øjne. Så efter at have sørget for mit Myanmar visum i Kathmandu/Nepal tog jeg efter et kort stop over i Bangkok til Yangon (tidligere kendt som Rangoon) i Myanmar. Min første overraskelse ramte mig allerede hér ! Som alle nok ved, hersker her stadig strengt militært styre i Myanmar, på trods af at demokratiske valg har fundet sted –som ikke faldt ud til det siddende styres fordel, de anerkender det blot ikke. Jeg forventede derfor at se en masse militær i gaderne –lidt det samme gadebillede jeg havde erfaret mig i Lhasa/Tibet, men der var ikke en soldat eller politimand at syne nogle steder overhovedet i Yangon. Der herskede tværtimod en fredelig stemning, med ikke kun venlige og imødekommende burmesere, men også smilende og glade mennesker. Det var heller ikke overhovedet svært at komme igennem paskontrollen i lufthavnen, og generelt begyndte jeg næsten at tvivle lidt på om der overhovedet VAR militært styre stadigvæk, eller om jeg havde misset et eller andet (jeg vidste nu godt nok, at det ikke var tilfældet).

Jeg faldt i snak med nogle rejsende på mit domicil ”Motherland Inn” i udkanten af Yangon, og de var lige så overraskede som jeg. Men vi fik dog at vide, at militæret her ER tilstede alle vegne. De er blot civilt klædte og der foregår en hel del spionage til gengæld. Vi turister er ligeledes overvågede –ikke på en ubehagelig måde overhovedet, men de ved præcis hvor du er, eftersom hotellerne har pligt til dagligt at indgive rapport om deres gæster. Myanmar bliver således med spionage og kontrol ved daglig indrapportering stadig holdt i skarpt skak af styret, og der er ingen tvivl om at demokrati har trange kår her.

Men politik sat til side, så var jeg absolut begejstret allerede ved mit første møde med Myanmar. Yangon var en storby som så mange andre i Asien, med sin del af trafik, gadeliv og larm, men her var relativt rent (i forhold til feks Kathmandus store problemer med forurening), og generelt rart at være. Varmen og den høje luftfugtighed mindede mig dog om, at jeg helt klart VAR i asien og at monsunen stadig ikke var helt ovre.

Jeg havde på forhånd booket 3 nætter på ”Motherland Inn” i Yangon, et sted jeg havde fået anbefalet, og brugte dagene på at traske rundt i Yangon og se de forskellige seværdigheder. Men min første opgave var dog at få vekslet penge –en begivenhed som nogle rejsende frygter, da der hersker en vis risiko for at blive snydt voldsomt (og miste en hel del penge). Af selvsamme grund hænger der på mange gæstehuse noter om rejsendes dårlige erfaringer med pengeveksling på det sorte marked –og hvordan man skal gebærde sig for at minimere risikoen for uheldige møder med uhæderlige handelsmænd. Det forholder sig dog bare således, at du ikke rigtig har noget valg.. I Myanmar eksisterer fænomenet ATM bare ikke, og deres valuta må man ikke tage med ud af landet. Så den eneste måde at få lokal valuta på er derfor, at medbringe så mange USD som man mener at skulle bruge på sit ophold, og så veksle dem til lokal valuta –og dette altid på det sorte marked. Man kan naturligvis godt vælge, at tage i banken og foretage vekslingen, men medmindre du mener at have penge nok til at betale den utroligt dårlige kurs du får her (under 50% lavere end på det sorte marked), så vælger man altid at veksle sort. Der er så den anden lille detalje…den største pengeseddel i Myanmar er 1000 Kyat som ca er godt og vel 1 USD værd. Og når man (som jeg) så skal have vekslet godt og vel 700 USD, ja så bliver det altså til en HEL del sedler (do the math…). Man kan selvfølgelig godt veksle løbende på sin rejse gennem Myanmar, men her er der så også den lille pointe, at kursen i Yangon generelt er 10-15% højere end i resten af landet (og ude på landet kan du slet ikke veksle). Så de fleste rejsende veksler alt det de mener at skulle bruge på én gang i Yangon, og det samme gjorde jeg… Men jeg var en af de heldige, og blev hverken snydt eller fik dårlige oplevelser med det sorte marked. Jeg vekslede dog både på gaden og på mit gæstehus, hvor kursen er en lille smule lavere end på gaden, og endte således til sidst op med en kæmpe stak sedler. I starten noget man lige skal vænne sig til at have med rundt, men da turist røverier er sjældne i Myanmar, anses det for relativt sikkert. Så pakket med valuta begav jeg mig i kast med Myanmar..

Jeg fandt meget hurtigt ud af, at Myanmar må være det land i asien med flest pagodaer (også kaldet templer) og klostre ! Bare i Yangon var der et hav af dem, selv en midt i en rundkørsel som dannede centrum for byen (”Sule Paya”). Den største i Myanmar befinder sig også her i Yangon, ” Shwedagon Paya”, og den er så kæmpe stor at det er svært at forestille sig uden at have været der. Jeg tog dertil om aftenen, hvor den i særlig grad er smuk, da den bliver oplyst af hundredevis af spotlights. Og da den (som så mange andre pagodaer i Myanmar) er belagt med tusind og atter tusind små ultra tynde guldblade er den et fantastisk syn sidst på dagen. Det siges, at den indeholder mere guld end alle Englands banker tilsammen, og derudover er den også beklædt med tusindvis af ædelstene og diamanter (knapt 7000), hvoraf kronen på værket (i toppen) er intet mindre end en gigantisk diamant på 76 carat. Den er så stor, at om aftenen når mørket falder på, og spotlyset oplyser den store pagoda, så kan man se diamantens genskin, på trods af at den befinder sig mange mange meter oppe. Det er ikke svært at forstå, at alle buddhistiske burmeseres største drøm er at komme til Yangon og bede deres bøn på Shwedagon Paya. Det er et syn der slår benene væk under de fleste, om man er buddhist eller ej.

Efter 2 dage i Yangon besluttede jeg at tage videre nordpå en dag tidligere end ellers planlagt. Jeg havde allerede valgt en klassiske rute på mine 3 uger, hvor Mandalay var næste stop efter Yangon.

Transport i Myanmar er relativt nemt. Her er både bus, tog og båd/færge og er man i tidsnød, eller blot ikke har tålmodighed til de lange transporttimer er her også indenrigsfly i mangfoldighed. Jeg havde dog allerede hjemmefra besluttet at forsøge at holde mig under budget i de asiatiske lande hvor det var muligt (heriblandt er Myanmar i kategori), så det var forudbestemt bustransport og bådtransport. Jeg fik derfor booket min billet til den 12 timer lange busrejse fra Yangon til Mandalay. Heldigvis var det en air con bus, hvor man både slipper for trang plads udover den hede varme der hersker her i Myanmars lavland, og derudover var det også en natbus. 12 timer lyder af meget, især som dansker, men turen var relativ hurtigt overstået, og jeg nåede Mandalay næste morgen ved 7 tiden.

Ved første øjenkast var Mandalay en stor provinsby, men jeg fandt ud af hvor stor den egentlig er da jeg gik til toppen af Mandalay Hill og kunne skue ud over hele byen. Her bor 2 millioner mennesker, og er næstefter Yangon den største by i Myanmar. Byen har tidligere været hovedstad, og det mærkes at den er en by der har vækstet markant i størrelse på kort tid. Jeg var ikke synderligt begejstret for byen, og har man kort tid i Myanmar, ville jeg nok råde folk til at bruge tiden et andet sted. Det var meget præget af at de lever af turisme, og jeg blev derfor konstant tilbudt taxi/trishaw (trishaw er lidt det samme som en rikshaw, hvor man sidder på et sæde ved siden af cyklen) og kontaktet af lokale souvenir sælgere. Og eftersom jeg rejser i Myanmar udenfor højsæson for turisme, så følte jeg mig næsten som den eneste turist i Mandalay, hvilket under mange omstændigheder er noget jeg faktisk foretrækker, men ikke når man konstant er centrum for alskens opmærksomhed. Og så meget var der heller ikke at se i Mandalay… Faktisk var den eneste oplevelse jeg ikke ville undvære, et møde med en ung munk på toppen af Mandalay Hill samt en tur til U Beins Bridge på en varm dag. Diverse sights i form af pagodaer, klostre mm var ikke et must see (synes jeg), og mange af stederne skal man endog betale et ”government fee” på 10 USD, hvilket jeg ikke var interesseret i. Generelt undgår jeg helst at betale ”government fees” af den simple årsag, at jeg ønsker at bidrage mindst muligt til styrets fulde lommer. Visse turiststeder er dog umulige at besøge uden at betale, som feks Bagan og Inle Lake, som jeg ikke ville undvære at besøge, men mange lokale sights som feks Inwa i Mandalay opkræver også relativt høje fees. Så jeg koncentrerede mig primært om ”gratis” sights i Mandalay.

Byen var nok ikke lige min kop the –og som sagt ville jeg til en anden gang helt sikkert hoppe den over. Der var dog et par enkelte højdepunkter, som sagt U Beins Bridge, som er utrolig smuk i sin enkelthed og unik i det det siges at være den længste bro i verden bygget udelukkende i teak træ. Den er derfor også enormt solid, og efter 200 år bærer stadig den daglige vægt af tusindvis af lokale burmesere der pendler den lange tur på 30 min frem og tilbage til/fra arbejde. Det andet højdepunkt (og det jeg nok husker bedst om nogle år) var mødet med Owen på toppen af Mandalay Hill. Owen var en buddhistisk munk (som tusindvis af andre burmesere), som jeg faldt i snak med. Han fortalte en masse om den lokale praksis omkring buddhisme på et af de mest imponerende og flydende engelsk jeg til dato har hørt i asien. Bla fortalte han, at alle mandlige burmesere forventes at gå i klostre som barn mindst én gang i deres liv. Nogle for få dage eller uger, andre i flere år, -det er helt individuelt. Og herefter beslutter eleven selv om han/hun vil gå permanent i kloster resten af sit liv, typisk en beslutning der bliver taget i 17-18 års alderen, da man som 19 årig enten går ud af skolen og tilbage til sit normale liv, eller forbliver munk for resten af livet. Owen havde besluttet sig for det permanente munkeliv –en beslutning som han dog også skulle have godkendt af sine forældre. Da det ikke er muligt at blive munk permanent, hvis du ikke får dine forældres tilladelse. Dette er for at forhindre at børn bliver fjernet fra deres forældre og sendt i kloster uden deres billigelse. Det er dog sjældent at forældrene modsætter sig barnets ønske, da det anses som en stor ære at dedikere sig buddhismen helt og holdent. Derfor er mange elever også ”sponsoreret” af hele landsbyer, da det ikke er gratis at gå i kloster som elev. Det anses dog også for den absolut bedste uddannelse du kan få, og derfor er mange munkes viden og kundskab også så mange gange bedre, end den almindelige burmeser. Det giver næsten sig selv: munke tilegner hele deres liv den buddhistiske lære samt en hel del videnskab. Det er ikke uden grund, at rigtig mange buddhistiske munke har en ufattelig viden –de bruger 6 dage om ugen til at studere!

Owen fortalte også, at grunden til at mange buddhistiske elever tager turen op ad trappen til Mandalay Hill er for at øve deres engelske med turister. Det er den bedste måde at avancere sin sproglige kunnen på i et land, hvor engelskundervisningen til tider er meget ringe. Owen inviterede mig ligeledes på the i sit ”hjem” som var det lokale kloster med tusindvis af studerende munke. Desværre lykkedes det mig aldrig at lokalisere ham dagen efter i klostret, hvor ALLE vidste hvem han var –bare ikke hvor han var. Men mødet med Owen var absolut en positiv og meget informativ oplevelse.

Efter 3 dage i Mandalay oprandt dagen til den første oplevelse med færge i Myanmar. En oplevelse jeg efter mange dage i storbyer (Kathmandu, Bangkok, Yangon og Mandalay) havde set rigtig meget frem til. Desværre blev jeg nødt til at tage den offentlige færge (dvs støtte til regeringen), da den private jettybåd var indstillet på ubestemt tid pga for få kunder (dvs turister). Den offentlige færge var noget langsommere end den private jetty, deraf dens navn ”slow boat” som alle kaldte den. Men til gengæld fik jeg mulighed for at være ombord med alle de lokale på den 15 timer lange sejltur fra Mandalay til Bagan. Og det var en fantastisk tur ! Her mødte jeg så også alle de turister som viste sig at have gemt sig i Mandalay, deriblandt en franskmand, Mathieu, som skulle vise sig at blive en super rejsekammerat for de næste 10-12 dage. Når man er 15 timer på en båd falder man nemlig helt naturligt i snak med sine sidemænd, hvilket vi også gjorde. Det resulterede i, at Mathieu og jeg bookede os ind på det samme gæstehus da vi ankom til Bagan, og tog turen gennem de tusindvis af pagodaer i Bagan de følgende 3 dage. Mathieu var ligesom jeg alenerejsende, og selvom det er en gennemgående positiv oplevelse at rejse alene, så er det ligeså positivt når man støder ind i folk som man ”hooker” op med, fordi man bare klinger godt sammen.

Mathieu og jeg var stort set enige om både rejsetempo og metode, og lejede således 2 cykler dagen efter for at se Bagan på 2 hjul. Det viste sig dog til tider at blive en udfordrende rejsemetode, da Bagan gemte på en hel masse vådt vejr, og asfalterede veje altså var temmelig sparsomme. Så vi måtte meget ofte hoppe af cyklerne og trække dem gennem tykt, leret mudder i silende regn, hvor vi ikke engang kunne holder på vores klipklappere, da leret var som sugekopper. Men vi tog det hele med et stort smil og måtte så bare se Bagan i et lidt langsommere tempo end først planlagt, og de pagodaer som lå meget afsides på små mudrede stier sprang vi over. Til gengæld var der ikke mange turister der gjorde os kunsten efter, og vi havde derfor Bagan meget for os selv.

På trods af at være ved at være godt træt af pagodaer(da Myanmar har dem i millionvis) er Bagan bare noget helt særligt. Her er så mange samlet på ét sted, at det er svært ikke at lade sig imponere. Dog får man først det fulde indtryk, når man klatrer op på en af de høje pagodaers terrasse og får synet ud over Bagan. Det vides ikke præcist hvor mange pagodaer der egentlig er, da optællinger ikke er helt enige, men omkring 2000 er stadig intakte. Hertil kommer de næsten lige så mange ruiner som med tiden ikke har kunnet stå distancen.

Vi havde udvalgt nogle forskellige ”must see” pagodaer, og brugte en hel del gennem Bagan. Er man forhippet på at se hele Bagan vil jeg tro at end ikke 2 uger er tilstrækkeligt. Området er ikke specielt stort (måske omkring 25-35 km2) men tæt pakket med pagodaer. De står dog ikke så tæt som vi havde forventet, men tager man turen op på en af terrasserne kan man ikke undgå at blive imponeret. Bagan blev dog heller ikke bygget på én dag… Generelt er den opdelt i 3 perioder, hvor de ældste er helt tilbage fra ca 850-1120 og de yngste fra ca 1170-1300. Perioderne bærer også præg af forskelligt design, hvilket jeg dog må tilstå at have en anelse svært ved at identificere. Til det tror jeg man skal være en smule mere informeret end jeg synes at have været, og bruge en hel del mere tid. Men imponerende var det! Af selvsamme årsag havde jeg efter nogle dages overvejelse besluttet at kaste uendeligt mange dollars efter en ballontur henover Bagan, som i min guidebog er stærkt anbefalet som et fantastisk syn. Desværre fik jeg dog den kedelige meddelelse, at de måtte aflyse turen pga for dårlig sigt (for mange skyer), og vi derfor primært ville få skyer at se frem for pagodaer.

Vi oplevede dog også Bagan fra den mere lokale side, og blev således inviteret til middag af en restauratør i en mindre landsby et stykke udenfor Bagan. Vi blev dog en smule i tvivl om hvorvidt vi kunne komme dertil da aftenen oprandt, eftersom vi var på cykel, og gadebelysning kun eksisterer i begrænset omfang. Så vi kunne basalt se ikke se en dyt da vi kom væk fra hovedvejen og ud på den mindre landevej som restauranten lå på… Men det lykkedes os alligevel at komme frem, og bad så bare til at Bagan ikke blev udsat for ”power cut” i løbet af aftenen(hvilket sker hele tiden i Myanmar), så gadebelysningen på hovedvejen også røg til hjemturen. Maden var helt fantastisk, og lokal cuisine er altid spændende at prøve. Derudover blev vi også beæret med gaver (hvilket vi var en smule beklemte ved…dog havde vi taget lidt gaver med selv også, om end noget mindre imponerende), og generelt var ægteparret bare enormt venlige og snakkesagelige, selvom vi til tider måtte gætte os lidt til samtalens indhold. Og så er der bare noget helt særligt ved at blive inviteret ind i den lokales befolknings hjem og komme tæt på. På turen hjem brugte vi så lidt tid på at beundre (og fotografere) nogle af de største pagodaer, som ved aften, og nattetid er belyst af store spots. Jeg tror ikke nogle kan undgå at lade sig imponere ved et sådan syn !

Efter 4 dage i Bagan, hvor den sidste dag blev brugt til afslapning og besøg på en utrolig hyggelig lille cafe, da det stod ned i lårtykke stråler hele dagen, bookede vi pladser på bussen til Inle Lake. En tur der viste sig at blive lidt af en prøvelse…

Kl 3.30 næste morgen blev vi hentet af en lille minibus og kørt til den mindre busstation, hvor vi skulle afgå mod Inle Lake kl 4.00. I bussen faldt vi i snak med en polsk pige, Magda, som også rejste alene, og mødte også et fransk par, som vi var stødt på flere gange gennem Myanmar. De havde planer om at trekke turen fra Kalaw til Inle Lake (en tur på 2-3 dage), og fik mig til at genoverveje at tage med. Jeg havde ellers besluttet mig for at springe trekket over, da regn og trek (for mig) ikke går hånd i hånd. Men jeg havde flere timer til at tage beslutningen i, da bussen ville køre gennem Kalaw på vejen til Inle Lake.

Efter noget tid på stationen begyndte vi at undre os over, at den bus der skulle tage os til Inle Lake ikke syntes at dukke op…Mathieu spurgte derfor en af de lokale, og kom smågrinene tillbage til os andre i bussen. ”We will just spend the next 15 hours in this one” sagde han –gru ! Vi skulle køre hele vejen til Inle Lake i en minibus, hvor vi oven i købet erfarede at skulle sidde 2 personer på 1½ mands sæder. Det er bare umuligt for en europæer af normal størrelse, og Mathieu og jeg måtte ihærdigt forklare billetkontrolløren, at selvom der på vores billetter stod at vi havde sæder ved siden af hinanden var der ikke en jordisk chance for, at der var plads til både ham og jeg. Det er bare fuldstændig uladsiggørligt når man er hhv 172 og 190 høj og vejer en tand over 45 kg (hvilket vel er nogenlunde gennemsnitsvægten for mange burmesere). Til sidst lod kontrolløren sig overbevise, og vi måtte så bare håbe på at der ikke kom alt for mange mennesker med undervejs. Men det viste sig, at det gjorde der selvfølgelig, så til sidst måtte vi bare bide tænderne sammen og tage det som en del af eventyret! Og jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne vænne mig til det, da der ville blive mange busture i asien fremadrettet, og busserne generelt næppe ville blive af en standard hvor man som europæer har god benplads. Vi grinede dog meget af minibussen konstruktion. Ikke nok med at sæderne var 1½ mands sæder, men de var også så høje, at selv os med lange ben havde svært ved at nå gulvet og samtidig var de ikke særlig dybe. Så ALLE burmeserne kæmpede med at blive på sæderne, da bussens rytmiske bump konstant udfordrede dem på balancen, som de sad der med benene dinglende som små børn på et toiletbrædt. Mange af dem havde opgivet og stod mere op end de sad ned, og i et enkelt tilfælde var en gammel kvinde nær røget ud gennem døren, (bussen kørte med åben dør, da der konstant skulle råbes meddelelser ud til folk om destination og om der var nogle der skulle med). Hun listede derefter klogt nok ned bag i bussen..

Men men men, 15 udmattede timer efter nåede vi Nyaungshwe ved Inle Lake (der skulle lige en taxa tur til også). Jeg havde endeligt droppet trekking turen fra Kalaw, da vi fik indtil flere grundige regnskyl på vejen. Vi indlogerede os på 2 forskellige gæstehuse, da Mathieu havde booket i forvejen og de ellers var fuldt bookede. Så Magda og jeg fik 2 værelser med egen lille terrasse på Queen Inn som lå lige ned til kanalerne. Og hvor var her bare skønt! Jeg forstod hvorfor folk bliver her ved Inle Lake i længere tid. Her var formidabelt! Selvom Nyaungshwe ikke ligefrem er en lille stille landsby, så var stemningen her bare ”laid back” og underskøn. Der er bare noget ved vand der får mennesker til at slappe af. Så her endte jeg med at blive i 5 overnatninger –mit længste ophold et sted i Myanmar.

Og Inle Lake havde virkelig alt hvad hjertet begærer. På trods af det livlige liv af usandsynligt mange både på vandet (og ikke alle var af den lydløse slags, faktisk var de fleste af dem motoriserede kanoer) og masser af handlende på gaden, så herskede her en meditativ ro som jeg hurtigt befandt mig utrolig godt med. Derudover var maden noget af det bedste, udover et enkelt sted, og venligheden blandt burmeserne nåede nye højder. Her var bare fantastisk! Så selvom man ikke undgår at betale det offentlige fee, så er det så absolut et sted man bare ikke må springe over, hvis man tager til Myanmar. Normalt plejer jeg ellers ikke at være så vild med turistede steder, og Inle Lake er uden tvivl nok turist attraktion nummer ét i Myanmar, men det er der virkelig også god grund til. Og nu var jeg så også så heldig at være kommet til Myanmar udenfor højsæson.

Højdepunkterne på Inle Lake var mange.. Bla trekking i bjergområdet lige nord for Nyaungshwe, bådtur på søen, hvor vi var tilskuere til ”Phaung Daw Oo Paya” festivalen, ophold og overnatning på et resort midt ude i Inle Lake og bådtur til en lidt mindre sø (Sankar) syd for Inle Lake.

Trekkingturen som Mathieu og jeg tog på tog os helt tæt på lokalbefolkningen i de nærliggende landsbyer. Vi var de eneste turister her, nok pga vejret (det var skiftevis bagende varmt eller kraftige regnskyl) og det passede os fremragende. Vi havde lidt udfordringer med at finde vej frem til en landsby, og måtte spørge meget om vej (også i klostre), krydse marker og mindre vandløb og da regnen for alvor gav os en ordentlig omgang med det dertil notoriske mudder, blev jeg lettere træt af det hele. Men det lysnede da regnen stoppede og vi fandt den rette vej. Vi fik så mange glade barnesmil på de 4-5 timers trekking at det er svært ikke at lade sig bevæge. Det er helt utroligt så let det er at kommunikere med smil, grin og fagter, og ikke mindst når man viser dem de billeder man har taget af dem. Det var pragtfuldt, og dertil kom det ufatteligt smukke landskab som kan tage pusten fra enhver.

Dagen efter tog vi på den klassiske bådtur sammen med Magda og en Schweizisk pige (som også rejste alene), som dog var knapt så klassisk, da vi var så svineheldige at være der midt under Phaung Daw Oo Paya festivalen. Festivalen finder sted en gang årligt og varer 18 dage, hvor områdets 4 buddhaer dagligt bliver sejlet rundt på søen fra pagoda til pagoda i et imponerende optog. Begivenheden tager ca 3 timer hver morgen, hvor man først ser optoget blive samlet (20-30 imponerende dekorerede store kanoer, som hver især bliver roet af vel helt op mod 50 roere). Derefter starter optoget omkring kl 7, hvor kanoerne for fuldt skrue kommer padlende en efter en, alle med roerne stående på hver side med en roteknik som ikke ses noget andet sted. Deres teknik er udviklet af de lokale fiskere, som i deres arbejde med at udsætte garn har behov for begge hænder mens de padler sig fremad. De mestrer derfor en teknik med at ro med det ene ben mens de står op (OG balancerer imponerende på et ben!) –det skal ses! Det er ikke kun praktisk for fiskerne, men også imponerende æstetisk. Festivalens både skød en imponerende fart, mens der blev spillet og sunget og sågar danset på bådene. Alle 20-30 kanoer var bundet sammen af lange reb, og efter det lange optog så vi så kronen på værket, og det det hele handlede om. Nemlig en kæmpe kano med en skinnende flydende pagoda, hvori de 4 buddhaer skulle befinde sig.

Festivalen er et imponerende syn, og ikke kun synet af optoget, men også af alle de lokale tilskuere der har pyntet sig og kommer med offergaver til buddhaerne. Det var helt fantastisk.

Men udover festivalen har Inle Lake også meget andet smukt at byde på, ikke mindst de mange flydende landsbyer, som ligger spredt rundt om i søen, bygget på pæle, hvor transport (også til naboen) foregår pr kano. Det er så imponerende smukt, at det er helt umuligt at beskrive med ord. Husene er bygget af træ som står på pæle midt ude i søen, dekoreret med vandliljer og åkander og med en stilhed og ro der er sjældent set. Mange af landsbyerne har flydende haver, hvor de på nogle gange endda enorme flydende platforme dyrker forskellige grøntsager (feks tomater, auberginer og squash -vi så endda mindre bananpalmer) og et hav af blomster som primært bruges til offergaver i templerne. Det er et spektakulært syn, når man ser gartnerne arbejde i haverne fra deres små kanoerne, og utroligt at det kan lade sig gøre at dyrke grøntsager midt ude i en sø.

En af de bedste oplevelser på søen fik jeg dog, da Matiheu og jeg tog en dagstur (pr båd) til Sankar –som er en sø der ligger lige syd for Inle Lake. Den er forbundet med Inle Lake af små kanaler, så det var muligt at sejle dertil. Og her kommer kun få turister (da turen fra Nyuangshwe er relativ lang -3 timers sejlads), men til gengæld oplevede vi her at få det lokale liv næsten for os selv. Vi tog bla til det lokale marked tidligt om morgenen (som var godt mudret til efter nattens regnskyl), og kom tæt på livet. Her var stort set ingen souvenir sælgere (kun få, hvoraf en enkelt ihærdigt forsøgte at sælge en antik tempelstatue til Mathieu –helt sikkert en hælervare som Mathieu ikke ville røre med en ildtang på trods af at prisen gik fra 280 USD helt ned til 40!) men til gengæld hundredvis af grønthandlere, fiskerhandlere, brændselshandlere samt alle kunderne (alle lokale fra Sankar). Det var fantastisk, selvom vi indtil flere gange var nær ved at miste vore klipklappere i det lerede mudder, og vi måtte trække på smilebåndet over en englænder vi stødte på i fint ”posh” outfit med fine fine sko (eller dvs de VAR fine inden hun trådte af båden) –hun bandede også en hel del over forholdene. Jeg kunne så glæde hende med, at mudderet kun blev værre jo længere ind på markedet de kom…

Men Sankar var helt turen værd, selvom det blev en lang og varm dag til tider. Vi havde dog splittet rejsen dertil lidt op, da vi havde valgt at tage en enkelt nat på et luksusresort ude midt i Inle Lake (som var halvvejs mod Sankar), 50 dollar pr nat (ca 10 gange prisen vi ellers betalte i Nyuangshwe) –men alle pengene værd. Det var så ufatteligt smukt, og der er bare noget ved at bo midt ude i en sø, hvor man springer i verdens største pool lige nedenfor ens terrasse. Og vi havde det igen helt for os selv!

Inle Lake var på alle måder et klart højdepunkt for mig i Myanmar –og jeg kan kun anbefale at man tager dertil, på trods af turister (kom evt udenfor højsæson).

Mit sidste visit i Myanmar blev Hpa-An. Jeg havde forinden overvejet hvad jeg skulle bruge mine sidste dage på (nu da jeg fik nogle ekstra dage, da jeg droppede Kalaw trekket), om jeg enten skulle bruge mere tid i Inle Lake, eller tage en smut tur sydpå når jeg kom tilbage til Yangon. Det blev til det sidste, og det blev til Hpa-An på Mathieus anbefaling. Han havde været der som noget af det første i Myanmar, og jeg både så billederne af naturskønt område med bjerge, rismarker og små floder og søer, og hørte beskrivelserne. Så Hpa-An vandt klart over ”Golden Rock” (et tempel lidt nordligt for Hpa-An), da jeg må tilstå generelt at prioritere naturscenarier over kulturskatte.

Og Hpa-An VAR virkelig en naturskat! Turen dertil var dog knapt så meget en skat…endnu flere busture, hvor den første var 14 timer fra Inle Lake til Yangon og derefter 6 timer til Hpa-An, men det var det værd! Jeg havde kun 2 overnatninger i Hpa-An, da jeg skulle være tilbage i Yangon dagen før mit fly ud af landet, og tog derfor en hel dag bag på min guides scooter gennem Hpa-An’s landskab. Selve byen er ikke noget at skrive hjem om, men det omkringliggende naturlandskab er ubeskriveligt smukt! Her var også de obligatoriske templer og pagodaer, men de var anderledes i det mange af dem var bygget inde i klippehuler i de omkringliggende bjerge med ældgamle huledekorationer, buddhaer og stubaer.

Jeg har vist ikke fået forklaret hvad en stuba egentlig er. Jeg tror ikke der findes et dansk ord for det, men det er i princippet et gravtempel (som mest af alt minder om toppen af et tårn), som efter sigende rummer en legemsdel eller beklædningsdel af en buddha (et hår, en tand, et stykke beklædning etc). Og disse forefindes i tusindtal overtalt i Myanmar. Til forskel fra pagodaer og templer er stubaer lukkede monumenter som man ikke kan komme ind i. Stubaer havde jeg også set mange af i Tibet, men hvor de i Tibet var bygget nærmest som pyramider (og var grave for enten hhv buddhaer eller lamaer), er de her i Myanmar formede i runde kurver som små tempeltårne.

Hpa-An havde mange templer og pagodaer, som stort set hvor som helst i Myanmar, da det er kutyme at hver enkelt landsby (små som store) har et kloster. Men Hpa-An’s skønhed lå helt klart primært i naturscenarierne i radius omkring byen. Det er umuligt at beskrive, så se billederne i stedet –men generelt var her en scenarisk blanding af bjerge (det højeste Zwegabin tonede i horisonten næsten uanset hvor du var), rismarker der blandede sig med floder og søer fyldt med åkander og hvide vandliljer samt svømmende ænder, samt lokale fiskere og risbønder der fik det hele til at se ovenud idyllisk ud for en simpel dansker.

Fordelen ind i mellem ved at være alene-rejsende er, at du får muligheden for at komme tættere på, både fordi du virker mindre intimiderende på lokalbefolkningen når du kommer alene, og fordi du ikke har behov for større køretøjer. Så jeg kom rundt i alle småkrogene på min guides lille scooter, og sågar ud i en afkrog hvor vi bla stødte på en storgrinende kvinde, som bare MÅTTE røre ved mig. Min guide oversatte og fortalte at hun aldrig havde set en udlænding (”foreigner” som alle hvide bliver kaldt i Myanmar, selv på papiret), kun på film. Hun var derfor ovenud begejstret, især da jeg så også tog billeder af hende. Kun et enkelt andet sted i Myanmar oplevede jeg noget lignende. Her var det dog 2 små tvillinger (omkring 2-3 års alderen) i en lille landsby i Sankar, som spontant brød ud i gråd og løb til deres bedstemor, da de fik øje på Mathieu…Hvilket måske ikke er helt uforståeligt, eftersom Mathieu nok virker gigantisk med sine 190 cm i forhold til den menige burmeser på vel omkring gns 160-165. Det er straks sværere at forestille sig, at man i en alder af måske 45-50 år (svært at bedømme Hpa-An kvindens alder), lever en så isoleret tilværelse, at man aldrig har set en hvid europæer. Men jeg har prøvet det tidligere (i afrika bla), men havde dog ikke forestillet mig at det skulle kunne ske i Hpa-An, som ligger mindre end 200 km fra Yangon.

Efter Hpa-An gik turen tilbage til Yangon, på noget jeg troede ville være en lignende tur som turen dertil. Jeg havde godt nok undret mig over hvorfor billetten pludselig kun kostede det halve (4000 kyat), men ejeren af gæstehuset forsikrede mig om, at det var samme type bus, blot et andet selskab. Men jeg fandt ud af at det var en sandhed med visse modifikationer…Bussen var maksimeret med hensyn til passagerer –midtergangen var nemlig også besat, hvor de rejsende sad på små skamler (og var ikke anbefalelsesværdigt for folk med klaustrofobi), og bussen stoppede et hav af steder. Så det tog godt 2 timer mere at komme retur til Yangon, noget jeg dog blot trak på skuldrene af –jeg var efterhånden vant til lange busture, så en tur på 6-8 timer kunne ikke ryste mig synderligt.

Og så var mit Myanmar eventyr ellers slut. Nu går turen tilbage til Bangkok, hvor jeg kort opholder mig nogle dage, for så at sætte kursen mod Laos. Jeg glæder mig til at komme videre, men Myanmar har helt sikkert sat sit mærke i mig for bestandig –ikke kun de smukke steder (med Inle Lake og Hpa-An som absolutte højdepunkter) men også den imødekommenhed de lokale viser dig. Der er absolut ingen tvivl om, at på trods af den politiske situation i landet, vil jeg anbefale enhver at tage hertil. Ikke kun for at opleve landet, naturen og kulturen, men også en tro på, at kun vi rejsende kan være med til at knække et styre, som trods alt lever bedst i skyggen og helst ikke tåler omverdenens syn. Boycotts og isolation fra omverden ændrer næppe på den menige burmesers fremtid, tværtimod.



Referencerammer

Den gennemsnitlige burmeser:

• Taler minimum 2 sprog (lokale landsby/stammesprog, hvoraf der findes flere hundrede, samt burmesisk), engelsk læres også i skolen, men på et ultralavt niveau. Så det engelske de fleste taler er meget basalt og lært på gaden i relation til turister

• Overvejende flest er buddhister (90%) og det er god skik at alle, især drenge, går i kloster mindst en gang i deres liv (om end det for nogle så kun er få dage)

• Stadig rigtig mange burmesere bærer deres traditionelle klædedragt, som nok er mest i øjenfaldende for mændenes vedkommende. De bærer den såkaldte longyi som er en saronglignende beklædning, som bindes på en bestemt måde og som oftest er småternet i farver af mørke toner

• Næsten alle burmesere (både mænd og kvinder, men mænd i særdeleshed) tygger såkaldte ”betel” nødder (jeg kender ikke det danske navn for dem) og går konstant og spytter røde klatter overalt. Det er noget man lige skal vænne sig til –for selv i busserne spyttes der (dog i plastposer). Betel nødderne virker opkvikkende (samt tager sult), og som en mindre heldig bagside –giver røde tænder, som med tiden bliver sorte… Ikke just charmerende men en stor del af deres kultur

• Kvinder og børn har ”mudderlignende” aftegninger i ansigterne. Det er såkaldt Thanakha” (pudder af bark) som bruges som makeup på typisk kinder og næse. Samtidig fungerer det praktisk nok også som solbeskyttelse.



”Dos & Don’ts”:

• Tag altid skoene af inden du går ind på diverse buddhistiske sights (templer, klostre, pagodaer etc)

• Tag skoene af når du træder ind i folks hjem

• Når man giver hånd eller overleverer noget til en burmeser –brug altid højre hånd mens du med venstre holder på din højre albue (det er gestus for respekt og imødekommenhed)

• Træd aldrig hen over folk der sidder/ligger ned (feks på et skibsdæk)

• Rør ikke ved en munk (gælder primært kvinder)

• Poser ikke med buddha statuer til billeder, medmindre du bliver det tilbudt

• Spørg altid først, inden du tager billeder af folk (dette gælder generelt globalt)


Til budgettet:

• Logi: Gæstehus til budget standard (med eget bad/toilet samt ofte air con/ventilator og som oftest både rent og pænt): 5-10 USD (Yangon som det dyreste område)

• Transport: Bus ”VIP” (dvs air con standard bus), feks Inle Lake-Yangon, 14 timer: 14.000 Kyat (ca 14 USD) –de lokale busser er billigere, men tager længere tid og forskellen i komforten er til at føle på. Der er også utallige indenrigsfly, som ligger i prisstandarden omkring 70-100 uUSDsd for en enkelt, afhængig af afstanden

• Mad (morgenmad er som regel inkluderet i prisen på gæstehuse med Hpa-Ansom den eneste undtagelse jeg oplevede, men på det lokale thehus spiste jeg for 200-400 Kyat (ca 2-3 DKK) –prisen inkluderede the ad libitum). Frokost/Aftensmad spænder i pris alt fra ca 1500 Kyat (1½ USD) på små lokale thehuse som i øvrigt serverer ganske udmærket mad, til 10.000 Kyat (10 USD) på dyrere restauranter. Det dyreste sted jeg spiste var på Restaurant Monsoon i Yangon, som samtidig dog også var både det fineste sted med fornem cuisine fra det meste af sydøstasien. Her måtte jeg af med 18.000 Kyat (18 USD), en pris der dog inkluderede både smoothies, rødvin, forret, hovedret samt kaffe.

Så generelt fik jeg bekræftet, at Myanmar er den budgetrejsendes mekka! Jeg havde ingen problemer overhovedet med at klare mig på mit budget. Faktisk holdt jeg mig på 230 dkk/dagen (inkl ALT –også transport), hvilket var 120 kr under mit dagsbudget og måtte veksle adskillige Kyat tilbage til USD igen før mit exit. Jeg sparede ikke synderligt, andet end at jeg undlod indenrigsfly, så spiser man generelt på thehuse frem for restauranter (og bor på ovennævnte budget gæstehuse), er det intet problem at klare sig på et dagsbudget på 150 dkk/dagen.

For billeder, se her: http://www.facebook.com/album.php?aid=297617&id=709826801&l=c5be2208ef