Tibet, september 2010

Endelig oprandt dagen efter kun et enkelt panisk anfald af ”hvad er det jeg har kastet mig ud i”, indenfor de sidste uger optil take off. Og efter en lettere stressende episode i Kastrup lufthavn med overvægtsbetaling, som lige væltede budgettet en smule og for kort tid truede med at spolere humøret, vinkede jeg farvel til min familie og veninde. Nu var jeg også parat til at komme af sted ! Ingen bange anelser, kun forventningens spænding og entusiasme og en masse sommerfugle i maven.
Jeg skulle over hhv London og New Delhi i Indien, sidstnævnte med lidt betænkeligheder, da jeg på en tidligere rejse havde oplevet hvor kaotisk og ineffektivt det kan være at være i transit i Indien. Sidste gang havde jeg 4 timer i transit, og nåede kun lige akkurat mit fly. Denne gang ville jeg kun have lidt over 2 timer. Men man må jo tage tingene som de kommer, og jeg vidste at det sandsynligvis var blevet bedre, eftersom de sidste gang (for 2 år siden) var i gang med at bygge en ny lufthavn. Og rigtig nok, da jeg landede i Delhi var det en sprit ny lufthavn hvor alting fungerede uden nogen som helst problemer. Så jeg ankom uden vanskeligheder til min destination, Kathmandu til planlagt tid og med bagage. Her havde jeg et par dage til at få ordnet mit kinesiske visum til Tibet, og til også at få genset en noget større by end jeg oplevede for 4 år siden. Jeg fik afleveret mit pas til visum, og fik så kontakt til min veninde Stine Heiselbergs mand Kristjan som bor i Kathmandu. Han inviterede mig ud at spise, på en super hyggelig restaurant i Thamel (centrum af Kathmandu), og fik hjulpet mig lidt med det udstyr jeg manglede til Tibet trekket. Bla fik jeg lånt en varm sovepose, da den jeg har med ikke er tilstrækkelig varm til det tibetanske plateau i Himalaya (som selv i sommermånederne kan nå kuldegrader på -15-20 C om natten) og købt en dunjakke, underlag samt vandrestave. Alt sammen udstyr som jeg ikke tager med videre efter endt trekkingtur (så jeg skulle gerne være noget lettere når jeg rejser videre fra Nepal).
Lørdag morgen kom og jeg drog i lufthavnen med kinesisk visum og billet til Lhasa. Noget af min ”strand og sommerbagage” havde jeg ladet ligge hos Kristjan, for at minimere det antal kg der skal slæbes hhv op og ned ad bjerget. Blot en times flyvning skulle der til, ja faktisk tog det længere tid at komme igennem lufthavnen i hhv Kathmandu og Lhasa, da vi skulle tjekkes igen og igen og igen og… Bla er de MEGET obs på hvad man evt har med af bøger (faktisk det eneste de spurgte efter), da Tibet jo som sagt er en del af Kina, og Kina ikke anerkender Dalai Lama som tibetansk leder, og de derfor forsøger at forhindre turister i at få neglene i bøger om netop Dalai Lama og et frit Tibet. Håbløst –totalt, men det er nok indbegrebet af Kina. I hvert fald er jeg ikke et sekund i tvivl om, at havde jeg bøger om Tibet og Dalai Lama med i tasken, så var de blevet konfiskeret. Endog guidebøger spurgte de efter (sikkert af samme årsag). Jeg undlod så at fortælle dem, at jeg godt nok havde en guidebog med om Tibet, men at den lå på min Ipod. Men det største vanvid af det hele er så nok, at der lige inden sidste security check i Kathmandu rent faktisk bugner af salgssteder med Dalai Lama bøger. Tja…
En helt fantastisk flyvetur henover Himalaya bragte mig til Lhasa lufthavn lørdag eftermiddag, og efter ca 1-1½ times køretur ankom vi til selve Lhasa og blev tjekket ind på hotellet. Vejret og atmosfæren er HELT anderledes her end i Kathmandu –på trods af at det ligger tæt på hinanden. Men Tibet ligger på den anden side af Himalaya og får dermed ikke al den monsun regn som i øjeblikket siler ned i Nepal (om end på sidste vers). Her er derfor tørt og goldt, og temperaturerne svinger meget. Det var varmt da vi ankom kl 14 om eftermiddagen, faktisk varmere end i Kathmandu men allerede hen på aftenen blev det køligt.
Man finder hurtigt ud af, at der er en verden til forskel på Lhasa og Kathmandu, på trods af at den geografiske distance ikke er særlig stor. Lhasa er velfungerende, utrolig ren og her hersker en rimelig trafikal orden, hvilket er diametralt det modsatte i Kathmandu. Det overraskede mig en hel del faktisk. Lhasa har også meget svingende temperaturer, og selvom her er tørt i forhold til Nepal, så får de en smule regn, om end det ikke er i samme mængder. Dagene var som oftest rimelige varme, hvorimod morgenerne og aftenerne var lidt mere kølige. Dagene i Lhasa gik, ud over at akklimatisere sig til højderne (Lhasa ligger i 3600 meters højde, hvilket kan mærkes når man ankommer), med sightseeing til diverse templer og paladser samt bare at nyde byen. Lhasa er delt op i 2 bydele, den kinesiske og den tibetanske. Og der er tydelig forskel. Den tibetanske har en masse atmosfære, med små lokale gadehandlere og gamle bygninger, hvorimod den kinesiske del har alle de store globale varemærkekæder og spritnye bygninger. Men på en eller anden måde så virker det som en helhed.
Jeg fik allerede på 2.dagen i Lhasa gjort brug af butikkerne, da jeg fandt ud af at den sovepose jeg troede jeg havde med mig (og som jeg havde lånt af Kristjans firma i Kathmandu), viste sig til sin gru at være en jakke i stedet da jeg pakkede den ud. Jeg havde lavet en fatal forveksling ! Men heldigvis lykkedes det, efter en del butik besøg, at finde en gedigen dunsovepose som forhåbentlig kan holde mig varm på bjerget (hvor det efter sigende skulle kunne blive ned til -20 grader om natten). Og så til 800 Yuan (som svarer til godt 700 DKK), hvilket er godt og vel ¼ del af prisen hjemme i Danmark. Så var den dag (og de mange kommende dage) reddet.
Lhasa er en fantastisk by, dog skal man lige vænne sig til at filtrere al den kinesiske propaganda samt kontrol her er fra. Selv vores guide var tydeligvis nervøs hver gang vi nævnte Dalai Lama, selvom her er masser af monumenter (templer og paladser) hvor han er nævnt, som er helt åbne for turister. Men man bliver meget hurtigt klar over, at Dalai Lama IKKE er en person man taler for meget om, og da slet ikke taler positivt om, og overhovedet ikke i nu- eller fremtid. Han anerkendes kun som en person i fortiden. Og efter Kina ”befriede” Tibet i 50’erne (deres egne skrevne ord på byens spritnye Tibet museum) er Dalai Lama en person der efter kinesiske forhold intet har at gøre i Tibet. Og blot det at tale om ham, udover det guiderne bliver instrueret i, er strengt forbudt. Det er derfor lidt en varm kartoffel når man som dum turist stiller spørgsmål udenfor den tilladte zone, som feks om tibetanerne tror at Dalai Lama vender tilbage. Så mærker man tydeligt at Kina har tibetanerne i et tungt tungt jerngreb. Hvilket forklarer hvorfor man ser så utroligt mange triste udtryk i tibetanernes ansigter. I Lhasa bliver du meget hurtigt klar over, at i Tibet lever apartheid i bedste velgående.

Efter 4 dage i Lhasa var det tid til at starte turen mod Himalaya. Vi kravlede langsomt af sted i en såkaldt 4x4 (firhjulstrækker –Toyota Landcruiser) op og ned ad diverse pas, med Gyantse som første destination i knapt 4.000 meters højde. Dernæst kørte vi til Shigatse, Shegar og Rongbuk og nåede på femte dagen vores trekking udgangspunkt; Everest Basecamp i 5.200 meter.
I basecamp havde vi 2 overnatninger, inden vi startede turen opad Everest mod vores mål, Advanced Basecamp (ABC) i 6.450 m. Dagene i basecamp blev brugt til at trekke en smule opad, så vi kunne vinde lidt på akklimatiseringskontoen, og vi var tilmed beriget med super godt vejr i formiddagstimerne. Solen strålede så det var muligt at trekke uden overtøj. Regnen satte dog ind midt på eftermiddagen, men stoppede belejligt nok når vi mødtes i køkkenteltet til aftensmad. Problemløst blev dagene i basecamp dog ikke helt… Vejret var helt klart med os, men det var de kinesiske myndigheder ikke. Tibet er jo som sagt en del af Kina, og i Kina er der ufatteligt mange tilladelser og papirer. Vi havde dog troligt sat vores lid til, at det havde vores Tibetanske guide styr på, men pludselig troppede han op med 2 militante kinesiske politifolk. De startede ud med at beordre os væk fra basecamp, da vi ikke havde vores bjergbestigningstilladelser i orden. Det viste sig efter lidt talen frem og tilbage, at vores guide ikke havde fået ordnet tilladelser til os til at tage videre end det såkaldte ”turistområde”. Man skal nemlig have særlige klatretilladelser, hvis man vil begive sig videre end Rongbuk, og de tilladelser var vi ikke i besiddelse af. Vi blev derfor bedt om at pakke vores ting og smutte ned bag den imaginære linie. Roger fandt dog sit diplomatiske jeg frem, og efter at have konfereret med både politifolkene og manageren for det tibetanske guide bureau (via tlf), lykkedes det at få en ordning med at få de manglende tilladelser bragt i orden og leveret til politiet via fax. Vi åndede derfor lettede op og troede vores grav velforvaret.
Dagen oprandt for take off for vores trekking start, yak okserne ankom (11 stk) og vi fik læsset dem med alt vores gear. Det var lidt svært at betragte hvor meget de (stakkels) yak okser fik spændt på ryggen, men de er stærke dyr, og er tydeligvis vant til det. Hver af dem bar mellem 40 og 60 kg fik vi at vide..Til sammenligning bar vi selv ca 5-6 kg hver især i vore såkaldte ”day-packs”.
Men netop som vi stod og var klar til at spænde rygsækken på og begive os af sted, fik vi endnu engang besøg af vores tibetanske guide samt 2 politmænd. Vi måtte IKKE tage af sted uden at vores tibetanske guide tog med. Måske lyder det som et ubetydeligt problem, men det tibetanske plateau er KOLDT om aftenen/natten, og vores guide havde på ingen måde hverken det rigtige tøj med samt en tilstrækkelig varm sovepose. Han frøs allerede i basecamp, og vi vidste alle at det kun ville blive koldere jo længere op vi kom. Han ville ganske simpelt dø af kulde, hvis han tog uden det korrekte udstyr, hvis ikke bjergets krav til relativ god form ville knække ham først. Og vores trekking Sherpa nægtede at tage ham med, hvilket med andre ord betød, at var han (den tibetanske guide) vedhæftet os som gruppe, ville vores Sherpa nægte at tage os med. Grunden til at militæret insisterede på at guiden skulle med os var, at alle trekking/bjergbestignings Sherpas i Tibet er Nepalesere (simpelthen fordi der ingen kinesiske/tibetanske sherpas er der er gode nok), og de kinesiske myndigheder nu strammer grebet om kontrol i bjergene, og derfor vil have lokale guides med. Der er ingen tvivl om, at om kort tid vil nepalesiske sharpas være forment adgang til Tibet ! Kina/Tibet for kinesere –turister er velkomne, men kun under skarp kontrol. En kontrol de tydeligvis er nervøse for ikke at kunne opretholde med nepalesiske sherpas.
Vi måtte derfor igen ud i en diplomatisk øvelse, men til sidst fik vi grønt lys på at begive os af sted uden den tibetanske guide, mod at love højt og helligt, at vi ville opføre os pænt og behandle deres land godt (!??!) og vi skyndte os at tage rygsækken på nakken og komme af sted inden de måske igen ombestemte sig. Endelig af sted var vi !
Første dag skulle vi fra basecamp i 5.200 meter til Camp 1 i 5.500 meter, og ruten var relativ flad med et par enkelte stigninger. På trods af den blide start var dagen hård for mit vedkommende, og det er nok kun os kvinder der forstår hvad jeg mener, når jeg siger at det var første dag af ”den tid på måneden”. Jeg var drænet for energi, og de 3,5 timer trekket tog var en kamp for mig. Og lige inden campen skulle vi op ad et bjerg, som nærmest var en stigning på de samtlige 300 meter vi skulle op den dag. Men frem kom vi, og jeg overlevede… Camp 1 lå lige tæt ved en af floderne, og den kunne tydeligt høres. Men stedet var super –og vi nød at være fremme allerede midt på eftermiddagen hvor solen stadig gav os varme. Men inden længe mærkede vi kulden komme snigende, og jeg måtte tilstå at jeg kun blev endnu mere glad for min Lhasa sovepose da natten faldt på. Jeg frøs ikke, men man skal helt sikkert have udstyret i orden, ellers kan den tibetanske nat i Himalaya blive meget meget lang.
Næste morgen tog vi en stille start. Vi havde små 3-4 timers trek foran os, og skulle kun 300 meter yderligere op til Interim camp i 5.800 meter. Trekket nød jeg i den grad, da jeg havde fået min energi tilbage, og nu virkelig havde overskud til at sluge alle de fantastiske indtryk i bjergene. Der er usandsynligt smukt –og på trods af at det ved første syn kan virke goldt og livsforladt, så vi utallige tegn på liv. Og både duer og den tibetanske bjerg krage gav os stadig selskab. Joe og jeg fandt hurtigt ud af, at vi havde stort set samme tempo, mens Roger gik foran i sit eget (hurtigere) tempo. Og det er nogle gange noget man glemmer…trekking handler meget om at finde sit eget tempo, så man nyder det og ikke blot kæmper for at komme fra A til B. Så med en opdeling, hvor Joe og jeg samt en Sherpa gik sammen, og Roger gik sammen foran med vores head Sherpa fik vi alle en god tur. Højdesygen mærkede jeg endnu intet til, på trods af at vi faktisk nu var oppe i næsten den højde som min seneste bjergtur stoppede i (toppen af Kilimanjaro er lige knapt 5.900 meter). Jeg havde heller ingen problemer med at sove om natten, på trods af at vi nu var nede på næsten det halve i iltmætningen i luften som ved havets overflade. Joe havde det dog noget sværere, og sov stort set ikke om natten resten af trekkets dage… Grunden er, at kroppen nogle gange vækker dig, hvis den føler at den mangler ilt, såkaldt hypoxia. Jeg mærkede intet til det, heller ikke Roger, men Joe fik ikke ro.
3. dagen oprandt, og da vi vågnede om morgenen var sneen ankommet. Det sneede stort set hele dagen, men eftersom at dette var vores hviledag, kunne det ikke passe bedre. Vi brugte derfor primært dagen til at slappe af, holde varmen og bare hygge os og beundre det hvide landskab.
Dog var det hele ikke kun en dans på roser. Det viste sig nemlig, at eftersom monsunen i år trak lidt ud, og dermed gav sne/is i bjergene, ville vores yak okser muligvis have problemer med at følge os videre op. Vores head sherpa begav sig derfor af sted på en mission, for at undersøge forholdende på trekket til Camp 2 (i 6.100 meter) og finde ud af om der var en mulig vej for yak okserne. Det viste sig desværre at det var der ikke… Gode råd var dyre, da der pludselig var rigtig mange kg der skulle op ad bjerget, og ingen yak okser. På turen fulgtes vi med 2 fyre (en spanier og en ukrainer) der skulle en tak videre end os (omkring 7.000 meter), så vi havde altså bagage for 5 mennesker, samt køkkengrej, telte, mad etc, og kun 2 sherpaer og 4 portere (bærere) til at hjælpe os. En håbløs situation lige umiddelbart…i betragtning af at vi indtil nu havde haft 11 yak okser med os. Joe, Roger og jeg satte os derfor ned for at beslutte hvad vi ville. Head Sherpaen havde foreslået os, at vi skar ned på vores tur (rent højdemæssigt), og nøjedes med at tage turen til 6.000 meter (for så at begive os ned i Interim camp igen samme dag). Dette ville vi helst ikke.. Vi var kommet for at trekke til ABC i 6.400 meter, og vi ville gøre alt vi kunne for at nå målet. Det var vi alle 3 rørende enige om. Vi besluttede derfor at pakke vores bagage om, og KUN tage det med os som var allerhøjest nødvendigt. For mit vedkommende var det mere eller mindre det tøj jeg havde på, samt dunjakke, regntøj, ekstra hue/handsker, sovepose, underlag og nogle småting. Alt sammen pakket ned i min 40 liters rygsæk (på nær mit underlag, som ikke kunne være der), og på med de vel omkring 12 kg den nu vejede. Roger tog min 75kg rygsæk med sine ting samt noget af Joes samt mit underlag, og som den stærkeste af os havde han nok omkring 20 kg på ryggen.
Vi manglede således kun hjælp til at tage vores telte –hvilket Tiger, en af sherpaerne, tog sig af. Porterne blev alle brugt til køkkengrej og mad, samt til ukrainerens personlige bagage, da han pure nægtede at bære noget selv. Noget vi alle var temmelig harme over, da han uden tvivl var den absolut stærkeste af os alle, og vi samtidig mente, at i sådanne situationer løfter man i samlet flok. Men nej, Alex (som han hed) ville ikke bære andre end sin dagsrygsæk på 5 kg ! Som Roger sagde; mennesker kan deles op i to typer, dem der er en del af løsningen og dem der er en del af problemet… Alle vi andre var en del af løsningen –og noget jeg absolut ikke har fortrudt siden, selvom turen med 12 kg på ryggen blev usigelig hård.
Men af sted tog vi, og det endda i solskin og fremragende vejr ! Sneen lå stadig på jorden, men himlen var skyfri og solen gav os alle mod på at begive os op mod 6.100 meter.
Og opad det gik –godt nok ”kun” 300 meter, men når man befinder sig i de højder tæller hver en cm ! Og ikke nok med opstigningen, så skulle vi også krydse gletchere, hvor sherpaerne dog heldigvis banede vej for os med deres isøkser, så vi kunne krydse spejlglatte klippesider uden reb og klatreudstyr. Det blev dog meget tydeligt for os, hvorfor yakokserne ville have haft en umulig opgave hvis de skulle være fulgt med. Hove og gletchere er et meget dårligt match !
Vi havde fået at vide at trekket ville være ca 3-3½ time, men da det efterhånden gik op for mig, at denne tidsestimering formentlig var fastsat under helt andre forudsætninger (ingen bagage på ryggen, og noget højere tempo), fik jeg pludselig bange anelser… Og efter godt 4½ times hård hård trekking, brød jeg simpelthen sammen. Delvist af udmattelse og delvist af raseri over muligvis at have sat mine chancer for at nå ABC over styr, da jeg var udmærket klar over, at jeg ville være mærket dagen efter (som var topdagen). Sagen var nemlig den, at vi dagen efter ikke kun skulle op til ABC i 6.400 meter (fra camp 2 i 6.100 meter), men også skulle hele vejen ned igen til 5.800 meter. Og med 12 kg på ryggen blev jeg udmærket klar over, at det ville være en stort set umulig opgave for mig. Så jeg knak sammen ½ time før ankomst til camp 2.
Men efter et 15 min’s hvil og opbakning fra mine 2 holdkammerater fik jeg samlet mig sammen og overbevist mig om at ABC SKULLE klares dagen efter ! Og da vi ankom til camp 2 i 6.100 meter måtte jeg da også indrømme, at sceneriet med udsigt over gletchere så langt øjet rakte, var så fantastisk at det var alle mine udmattelser værd ! Maden fik vi serveret i vore telte, da køkkenteltet var blevet efterladt i Interim camp (5.800 meter), og jeg faldt udmattet i søvn allerede tidligt på aftenen.
Og så oprandt topdagen ! Jeg vågnede kl 7 til et FANTASTISK syn ! Sneen om natten havde dækket hele landskabet og solen skinnede –det var et usigeligt smukt syn ! Jeg tog et billede ud af mit telt af udsigten, som I kan se i billedserien –smukkere bliver det bare ikke !
Morgenmaden blev serveret, og jeg fik spist ekstra meget, da dagen ville byde på 9-10 timers trekking ! Vi skulle dog heldigvis ikke bære vores bagage op til ABC, da vi skulle samme vej tilbage. Så vi nøjedes med en lille dagstursrygsæk, og begav os af sted ved 8.30 tiden. Turen op var vanvittig smuk. Vi krydsede gletchere badet i sne (som så også er temmelig farlige, og vi gik derfor nøje i vores sherpas fodspor !), og i det hele taget var det bare så utrolig smukt at vi ind i mellem helt glemte hvor hårdt det var. Men hårdt var det –især da vi nåede udkanten af ABC (som er kæmpe stort), og der stadig var en lille time tilbage… Jeg var tæt ved at give op, da jeg godt kunne regne ud, at med de kræfter jeg ville have tilbage i min krop til nedturen, ville 12 kg på ryggen være en umulig opgave. Men jeg valgte til sidst at blæse bekymringerne en lang march, og bare fokusere på opgaven først for; at nå ABC toppen i 6.400 meter. Så måtte jeg tage tilbageturen nedad når/hvis det blev et problem.
Og ENDELIG !!! Vi ankom ! ABC i 6.450 meters højde –med Everest tårnende i forgrunden. Og vi var lige pludselig MEGET tæt på Everest toppen. Det virker måske vanvittigt at sige, men når man står oppe i 6.450 meters højde, så er virker Everest pludselig slet ikke så stort. Men jeg/vi vidste dog udmærket, at netop det er et fatamogana..At der altså stadig er 2.500 meter til toppen af Everest –og at ekspeditioner bruger op til 3 MÅNEDER på at komme derop ! SMUKT SMUKT SMUKT ! Og vi nød det alle i tavshed.
Turen ned blev hård, men vi tog det et skridt ad gangen. Og efter 1½ times tid nåede vi ned til Camp 2 i 6.100 meter, hvor vi fik lidt mad og samlede kræfter til resten af turen ned til 5.800 meter. Og heldigvis havde vi fået assistance af 5 portere, som tog al vores bagage, noget jeg var mere end almindeligt lettet over.
Jeg skal spare Jer for turen ned i detaljer, men overordnet kan jeg sige at jeg heldigvis fik flere og flere kræfter efterhånden som vi kom ned i lavere luftlag. Og kl 18.00 stod vi med benene plantet i Interim camp i 5.800 meter –i alt en dag med 10 timers trekking !
Vi var alle for udmattede til egentlig at fejre det, så efter et hurtigt måltid gik vi alle i seng og gemte fejringen til dagen efter, hvor vi efter 4½ timers trekking stod tilbage i basecamp i 5.200 meter –hujende og usigeligt glade !

Men jeg siger Jer ! Har I mulighed for at tage turen til den tibetanske Everest Advanced Basecamp (Nordsiden af Everest) så gør det ! Det er ufatteligt smukt ! Og især på den årstid hvor vi gjorde det –da du har bjerget for dig selv ! 95% af trekkerne tager turen i foråret, hvor der er lettere vejrforhold (og yak okserne derfor kan følge med hele vejen). Ulempen ved foråret er så bare, at der er en pokkers masse andre trekkere på bjerget, og du derfor ikke har den ro det er at nyde bjerget helt for sig selv. Derudover gør sneen altså også bare det hele 100 gange smukkere –selvom det gør trekket det mere udmattende og risikoen for at man må afbryde trekket pga snestorm også er tilstede. Men jeg kan KUN anbefale det, på trods !

Himalaya i Tibet er et minde og syn du gemmer for livet !

For billedserie se her:
http://www.facebook.com/album.php?aid=258730&id=709826801&l=35b093ec95