Thailand, december 2010/januar 2011

Koh Samui

Umiddelbart var Koh Samui ikke et sted jeg ville tage til som rygsækrejsende, men som ashtanga yoga udøver var det en helt anden snak. Jeg havde allerede et kendskab til retreatet Yoga-Thailand hjemmefra, via min yoga skole i København, og i sommers inden jeg tog af sted, valgte jeg at booke mig ind på en uges ophold omkring nytår. Et ophold som var langt ud over mine almindelige budgetrammer, og som jeg derfor også havde valgt at holde udenfor budgettet. Jeg anså det lidt som min ”julegave” til mig selv.

Så selvom det var rasende svært at vinke farvel til Vietnam og alle de gode mennesker, selvfølgelig især Oliver, så glædede jeg mig meget til min uges selvforkælelse og hårdt arbejde. For har man prøvet ashtanga yoga (også populært kendt som ”power yoga”) så ved man at det absolut ikke er en mild form for fysisk udfoldelse. Det er knald hårdt arbejde, muskulært udfordrende, balancekrævende og smidighedsudviklende. Men samtidig er det også en motionsform som jeg virkelig holder meget af, da det er den eneste form for motion jeg har stiftet personligt kendskab med, som virkelig gennemarbejder kroppen og samtidig strækker muskulaturen. Dette betyder at du både (med tiden) bliver umådeligt stærk og samtidig smidig og får udviklet en formidabel balance. Og selvom jeg elsker mine løbeture, så må jeg nok tilstå at 1½-2 timers yoga om dagen slet ikke kan måles op i løbeture !

Og jeg blev ikke skuffet ! Yoga-Thailand var både maksimum kræs for sjælen, kroppen og øjnene. Det ligger lige ned til vandet, praktisk talt faktisk på stranden, og har en lille hyggelig pool og restaurant/lounge hvor mange af os opholder os det meste af eftermiddagen. Værelserne vi bor på er super indrettede og utrolig behagelige. Jeg valgte at bo på dobbeltværelse, både af hensyn til prisen, men også fordi det i mine øjne kun er hyggeligt med selskab når man nu som jeg rejser alene og sjældent har en bofælle. Og min værelseskammerat, en canadisk pige Sarah, er super ! Værelset er dog delt op som næsten 2 separate soveværelser –hvor Sarah sover i stueetagen og jeg på en åben hems. Det gør at man har en smule privatliv på trods af at man bor sammen med en anden. Det er super godt lavet.

Og yoga træningen er formidabel ! Vi starter morgenen ved 7 tiden med en kop urtethe, og så starter praksis kl 7.30 (yoga er altid på tom mave, ellers bliver du simpelthen dårlig). Første 45 min -1 time er med åndedrætsøvelser (såkaldt ”pranayama”), og meditation. En super rar måde at starte dagen på. Og så starter selve yogaøvelserne (de såkaldte ”asanas”), og varer ca 1-1½ time alt efter hvor lang en praksis man har enkeltvis. Efter yoga praksis er der brunch, som strækker sig over 3 timer –det betyder at vi typisk spiser morgenmad ved 10-10.30 tiden og derefter tager frokost ved 12-12.30 tiden. Og det fungerer super godt.

Men jeg må nok tilstå at min krop værkede godt og grundigt de første par dage. Og det første aften gik jeg kold allerede kl 21.30 –det krævede sin søvn at vænne sig til hard core træning, når kroppen har været lad og dvask i 4 mdr ! Men efter nogle dage begyndte jeg så småt at vænne mig til den hårde træning og få kræfterne tilbage i kroppen igen. Og hvor jeg nyder det ! Så jeg begyndte så småt at ærgre mig lidt over at jeg kun havde en uge. Både fordi her er super rart men især fordi det kunne være rart at få noget mere ud af yogaen. For selvom jeg sagtens kunne dyrke min yoga praksis selv på rejsen, så er jeg også realist nok til at vide, at det næppe bliver med samme interval og engagement som her. Men det er dyrt (!) og retreatet er fuldt booket for de kommende uger. Så det er nok godt det samme, da mit budget ikke holder til at forlænge mit ophold her. Men så måtte jeg jo bare nyde tiden her det ekstra mere.

Og så oprandt nytårsaften! Og det var til gengæld en stor skuffelse… Jeg holder rigtig meget af min yoga træning, men hvor mange af kursisterne (og ikke mindst instruktørerne) er dybt inde i yogaen som livsstil og livsvalg, så er yoga for mig en god træningsform, og ikke mere end det. Så da nytårsaften endte op i meditation og chanting, så stod jeg af.. Jeg tog mig en gåtur til stranden da chantingen tog overhånd da jeg nærmest følte mig som tilskuer til en sekts mystiske ritualer. Der var dog nogle få elementer som var smukke, som jeg nød. Bla at vi alle skrev vores refleksioner over 2010 ned samt ønsker, håb og personlige mål for 2011, som så blev brændt på et lille minibål. For mig var det overraskende nok mest svært at finde noget negativt (fortrydelser) for 2010 –hvilket vel må siges at være yderst positivt, og til min store overraskelse var mine største mål og ønsker for 2011 at fastholde den udvikling jeg har gennemgået i 2010. Det må vel også siges at være ren luksus. At jeg er nået dertil med mig selv kan jeg kun være yderst taknemmelig for ! Jeg har ikke meget jeg kan tilskrive mig at synes at mangle i livet…skøn følelse, og ren lykke !

Efter ceremonien med bålet gik vi alle ned på stranden og sendte en masse lanterner af sted. Det er en tradition i Thailand som er utrolig smuk –lanternerne er praktisk talt små luftballoner lavet af fint fint papir, og de er så smukke når de flyver gennem aftenens kulsorte mørke. Men så sluttede aftenen desværre allerede, og klokken var kun 22. Og til min store overraskelse gik alle til køjs…hvilket var en stor skuffelse for mig, da det er en ret vigtig begivenhed for mig at byde året velkommen ved midnat. Så jeg var ikke just begejstret, og kunne ikke se hvorfor det var en nødvendighed at gå tidligt i seng bare fordi der var en morgenceremoni samt træning tidligt næste dag. Så jeg satte mig frustreret på en tom strand ! Men så ringede Oliver heldigvis og trøstede, og så måtte jeg jo erkende, at nytåret bare for i år blev en anderledes måde end jeg lige havde troet. Og så må man jo tage det med…det sure med det søde som man siger. Men lige den aften var jeg grundigt træt af ikke at være i Mui Ne med Oliver og alle vennerne. Men heldigvis oprandt dagen derpå og det var hurtigt glemt at nytåret var en mindre fornøjelse. Jeg var tilbage i at nyde yogaen og stemningen/atmosfæren her og det var skønt !

Morgenceremonien på den første dag i det nye år bestod af en blanding af meditativ chanting omkring et lille alter, samt hælde asken fra gårsdagens bål (med refleksioner og ønsker for 2010 & 2011) ud i havet. Det var ikke noget jeg tillagde den helt store værdi, men samtidig var det hyggeligt at opleve. Yoga for mig er og bliver en måde at holde fysikken i god form, som samtidig også helt klart har en positiv påvirkning på psyken. Men yoga religiøs bliver jeg aldrig. Men heldigvis er der også masser af plads til at vælge til og fra indenfor yogaens verden. Så jeg kan kun anbefale et yoga ophold (dog skal man være frisk på at stå tidligt op !).

Søndag d. 2. januar tikkede ind på kalenderen, og jeg skulle videre til Koh Tao (en nabo ø ca 1½ times sejlads fra Koh Samui). Eller det TROEDE jeg i hvert fald…for det viste sig, at alle bådene til Koh Tai var fuldt bookede frem til 4. januar. Det kom som et chok for mig, da jeg på ingen måde havde forventet at det skulle blive et problem. Stort set det eneste jeg ikke havde booket på forhånd for mit Thailandseventyr. Så gode råd var dyre, for yoga retreatet var fuldt booket, så her kunne jeg ikke blive. Og jeg må tilstå, at jeg ikke havde stort meget lyst til at flytte til en anden del af Koh Samui som mange steder er sort af tursime, og så muligvis skulle betale en formue for de 2 overnatninger. Men heldigvis viste det sig, at nabo resortet til Yoga-Thailand havde plads, og så fik jeg lov til at følge yoga klasserne en ekstra dag. Og min booking på Koh Tao (hvor jeg havde betalt depositum) var også fuldt forstående, og jeg kunne heldigvis flytte min booking. Så efter en lille time med ærgrelse og sukken, så lysnede det hele –og jeg blev faktisk glad for at få en dag mere med yoga. Nu følte jeg nemlig endelig at min krop havde vænnet sig så småt til den hårde træning, og jeg begyndte at se fremskridt. Så en dags træning mere bød jeg velkommen.

Nu er det så sidste dag på Koh Samui, og i morgen eftermiddag entreer jeg forhåbentlig Koh Tao. Her ser jeg frem til endelig at komme under havets overflade igen. Noget jeg virkelig elsker, og er ret sulten efter, især eftersom det snart er ved at være et lille år siden jeg dykkede sidst. Og resten af mit ophold i Thailand handler om netop det: dykning ! Og hvis alt går vel, skulle jeg om små 2½ uge gerne kunne kalde mig for certificeret Rescue Diver.

Koh Tao


Koh Tao var en blandet fornøjelse. Hotellet jeg boede på lå rigtig fint og jeg havde alt hvad jeg behøvede på trods af at alt var minimalistisk. Min altan var ca ½ kvm (jeg kunne lige få plads til mit tørrestativ), min seng fyldte stort set hele rummet, og badeværelset var stort set lige så småt. Men hvad, jeg skulle alligevel kun bruge det til at sove i, værelset altså.

Den blandede fornøjelse lå mere i at vejret ikke var fantastisk (det regnede en del af dagene) og dykningen var gennemsnitlig. Jeg er dog fuldstændig klar over, at når man som jeg er så forkælet med dykning at man ikke er tilfreds nok med et sted som Koh Tao, så vil mange mene at jeg burde få benene lidt ned på jorden igen. Men kære venner, når man har dykket steder som Borneo, Rødehavet og Mozambique, for bare at nævne nogle steder, så er overlæggeren allerede sat så højt, at Koh Tao, blandt mange andre steder i verden, desværre kommer til kort. Det er dog noget jeg bestandig er bevidst om, og derfor dykker jeg feks heller ikke steder hvor jeg ved at dykningen ikke er sublim. For der er nemlig også den hale ved dykning, at det er hundedyrt, uanset hvor fantastisk/mindre fantastisk et marineliv der bydes på. Så Koh Tao kunne ikke rigtig nå de højder jeg allerede havde oplevet andre steder i verden, og så var vejret ikke noget videre at skrive hjem om. Og dårligt vejr (regn- og blæsevejr) forbedrer ikke ligefrem dykningen, da sigtbarheden bliver dårligere i oprørt vand. Til gengæld fik jeg fornøjelsen af at opleve mit, til dato, værste dyk… Dagen skulle ellers have budt på Koh Taos bedste dykkerspot, men vejret var bare ikke med os. Så den 1½ times sejltur endte med mig hængende ud over rælingen død søsyg, noget jeg ellers ikke oplever så ofte på trods af at jeg har dykket en del. Vi gearede så op, klar til vores første dyk, og jeg finder så ud af at min BCD (min vest) har en defekt inflator/deflator (ja jeg ved at jeg nu bliver lidt dykkerteknisk, men det er bare for svært at forklare i almindelige termer, så ikke-dykkere, bær over med mig her). HELDIGVIS havde jeg taget en ekstra BCD med, helt tilfældigt , da jeg ikke helt vidste om jeg ville have en small eller ekstra small. Til alt held. Det skal så lige siges her, at det faktisk er en kraftig fejl fra dykkercenterets side ikke at have ekstra BCD’er med. Det bør man altid have i tilfælde af defekt udstyr. Nå, men jeg hopper i vandet, og går ned… Her begynder min maske så hurtigt at dukke, hvilket betyder at man stort set ser hele marinelivet gennem duggede ruder –til Jer der skulle være i tvivl; ikke fedt ! Jeg forsøger konstant at afdugge min maske, men den bliver ved. Alt det rod med maske af og på samt netop at have været søsyg påvirker også min boyancy (igen…beklager ikke-dykkere) så da vi skal igennem en såkaldt skorsten, hvilket er en vertikal tragt af rev som man dykker lodret ned igennem, får jeg skrabet mit ben på revet og snart derefter brændt mit knæ på en anemone. Oven i hele møllen opdager jeg at jeg har brugt mistænkeligt mere luft end jeg plejer, og det viser sig at ventilen til tanken lækker luft. Ikke noget der betyder voldsomt, andet end at mit dyk så bliver det kortere. Så tjo, det var ikke lige verdens bedste dag og jeg ender da også med at tilbringe resten af tiden på båden frem for at fortsætte på de 2 resterende dyk.

Så Koh Tao –tak for besøget, men jeg var nu ikke ked af at forlade øen igen må jeg erkende.



Liveaboard dykning -Similan øerne & Richelleau Rock

En helt helt anden snak var mit liveaboard til Similan øerne og Richelleau Rock. Fornøjelsen startede med en båd-bus tur fra Koh Tao som tog mig tværs gennem Thailand fra øst til vest. Jeg var temmelig udmattet da jeg ankom til Khao Lak, byen som liveaboard-yacht’en startede ud fra, da jeg havde været på noget der ligner 15 timers rejse. Så jeg sov ganske udmærket den første nat på båden hvor vi sejlede fra fastlandet mod Similan øerne. Vi var indlogeret i små kabiner, så hovedparten af min store bagage efterlod jeg i Khao Lak, da pladsen de 4 køjs kabiner var sparsom. Når man tager på liveaboard er der stort set kun 3 ting på agendaen: dykning, mad, søvn. Og det er derfor selvsagt, at ens medpassagerer er lige så dykkergale som en selv. Der hersker derfor et fantastisk fællesskab omkring alles passion: dykning.

Og dykningen skuffede ikke –absolut ikke. Der er en grund til at folk betaler store summer for at komme til Similan øerne og ikke mindst Richelleau Rock, for dykningen er i særklasse. Og med 50+ dyk i bogen blev jeg den heldige vinder af at komme med i teamet af erfarne dykkere, som havde den bedste guide. Han havde over 1000 dyk i Similan og vidste bare hvor han skulle finde alt det fede liv. Nu lyder det måske kedeligt for mange der ikke dykker, eller som kun lige er startet –for jeg husker det selv sådan. Men når man begynder at have flere og flere dyk i bogen, så er det macro livet der begynder at tiltrække. Dvs de små (til tider BITTEsmå) eksistenser, såsom nøgensnegle, rejer, søheste, mini krabber og en masse jeg ikke kender de danske navne for. Og især når man som jeg interesserer sig for fotografi, så åbner der sig en helt ny verden når man opdager såkaldt ”muck diving” (som det kaldes). Og jeg elsker det ! Dermed dog ikke sagt at jeg er ligeglad med resten af marinelivet. Bestemt ikke –det kan stadig fascinere og tage vejret fra en som mit første dyk tilbage på Borneo i Malaysia. Og min forkælelse blev kun forøget med de 4 dages dyk i Similan og Richelleu Rock. Jeg vil undlade at forsøge at forklare mig i ord, men vil lade billederne tale for sig selv (se nedenfor).

Men ikke kun dykningen var fantastisk, også sammenholdet og stemningen ombord var uden sidestykke. Vi havde det simpelthen kanon! Og jeg fik knyttet et nært venskab til min dykkerbuddy Colin, en sydafrikansk pilot som arbejdede i Afghanistan som civil pilot. I det hele taget synes jeg at connecte rigtig godt med sydafrikanere, da Colin nu er min 4. ven af sydafrikansk herkomst. Men også de godt 20 andre dykkere ombord kom jeg godt ud af det med –og alle var bare glade, positive og generelt højtflyvende på dykningen, blikstille vand og høj sol dagen lang. Helt igennem en fantastisk tur som kun bekræftede mig i, at min plan om at gå ind i mere professionel dykning var den helt rette vej for mig. Jeg elsker det!



Koh Phi Phi

Agendaen for Phi Phi var at starte min vej mod at gå ind i såkaldt PADI Pro, -at kunne arbejde og tjene til føden indenfor min passion, dykning. Der er et stykke vej op mod at blive instruktør, og vejen var bla at blive Rescue Diver som også kræver et førstehjælps kursus. Så mine første 4 dage på Phi Phi skulle gå med dette. Og det gjorde de også –faktisk fra tidlig morgen til sen aften. Men Rescue Diver blev jeg, og på aftenen for min beståede ”eksamen” gik jeg med Colin ud i Phi Phis natteliv og fejrede det. Ja jeg var så heldig at min dykkerbuddy fra liveaboardet i Similan også ankom til Phi Phi og vi fik fornøjelsen af hinandens selskab endnu nogle dage i Thailand.

Og fejret blev mit Rescue Diver certifikat –vi fik nogle fantastiske drinks i en af Phi Phi’s mange barer som Colin havde fået anbefalet som det bedste ild-show. Og et fantastisk show var det. Det er meget svært at forklare på skrift, da det i høj grad er et visuelt show. Lidt ligesom at forklare en jonglørs show fra en cirkus forestilling…en stort set umulig opgave. Men jeg kan sige så meget, at det hele var synkroniseret og mesterligt sammensat af musik, kostumer, dans og jonglering med ild. Kunstnerne var så professionelle at de ville vælte enhver cirkusarena. Jeg var mundlam og fuldstændig forelsket i showet. Jeg/vi endte med at komme der hver aften i dagene derefter for at se, stort set det samme show –og det blev aldrig kedeligt. Fantastisk.

Og dykningen på Phi Phi var en positiv overraskelse. Jeg havde ellers forberedt mig selv på at skulle neddrosle mine forventninger til dykning efter 4 dage i Similan som er positioneret som højdepunktet for dykning i Thailand. Men Phi Phi viste sig at være ganske glimrende. Det var ikke Similan eller Richelleau Rock, men til gengæld så vi her både masser af revhajer, skildpadder og højdepunktet var en leopard haj, som er en global sjældenhed. Og så var det bare skønt at dykke med Colin igen –i det hele taget at dykke med en man kommer rigtig godt ud af det med, og dele sin passion (og besættelse) med, er bare skønt.

Men Phi Phi bød også på andet end dykning. Øen er kendt for at have nogle af verdens smukkeste strande –noget jeg dog ikke er det fjerneste enig i. Muligvis var dette tilfældet for år tilbage, inden turisterne og den desværre derafkommende forurening ankom, men i stedet fandt Colin og jeg op på Phi Phi’s højeste punkt hvor vi nød en fantastisk solnedgang –noget Phi Phi ikke er helt så kendt for, men noget der er en langt større juvel i mine øjne.

Phi Phi blev enden på mit Thailandske eventyr og starten på en måske mere drastisk ændring af agendaen på min rejse: at gå mere og mere ind i dykningens verden. Det var ellers ikke min umiddelbare plan at min rejse skulle stå primært i dykningens tegn, men det lader mere og mere til at blive tilfældet.. Det var også derfor at jeg med vemod vinkede farvel til Thailand og til noget jeg elsker højt (dykning), for at tage tilbage til Mui Ne. Jeg havde derfor meget blandede følelser, da der i Mui Ne ventede en håndfuld mennesker jeg var kommet til at holde rigtig meget af, men det betød at forlade et liv i Thailand indenfor dykning som jeg virkelig elsker. Men Mui Ne ventede og det var også en ny oplevelse for mig at tage tilbage til et sted med nære tilknytninger frem for hele tiden at bevæge mig mod ukendt territorium.

Så Mui Ne, Vietnam var næste stop…med en enkelt billet og en uvished om hvorvidt jeg ville blive der i få dage eller mange uger, eller et sted der i mellem. Min mave cementerede følelsen af at rumme både spænding, savn, uvished, glæde og en smule angst for de følelser der havde været så stærke da jeg tog af sted, men som jeg var meget i tvivl om hvorvidt stadig ville være der efter 1 måned med så overraskende tilpashed over at være væk. Så meget var sket på så kort tid, og Mui Ne synes så langt væk rent mentalt. Men det var netop derfor også en nødvendighed for mig at tage tilbage hvor så mange følelser havde været investeret blot få uger forinden.


Momentum:

Thailand var og er et meget yndet turistmål –især for skandinavere, og i særdeleshed for svenskere. Så jeg mødte rasende mange af skandinavisk herkomst. Noget jeg egentlig ikke ynder, eftersom jeg ikke er taget af sted for at møde mine naboer, men for at møde mennesker med en anderledes baggrund end min egen. Men Thailand er bare fantastisk, og jeg forstår så ganske udmærket hvorfor folk vender tilbage dertil igen og igen og igen.

Thailand står for mig som et ualmindeligt rigt land når det handler om livet ved vandet, smilende og imødekommende mennesker i en kultur som er meget hjertevarm. Jeg husker ikke en bestemt situation som skiller sig ud, fordi det netop bare var et skønt sted at være. Men jeg kan sige så meget, at jeg ikke savnede Mui Ne ret meget, på trods af jeg havde knyttet tætte venskaber der –og det siger nok en hel del om hvor fantastisk Thailand bare er. Og ingen tvivl om at Colin kun gjorde det endnu bedre –vi havde det kanon sammen. Samme humor, samme interesse og nok på mange områder, samme personlighed. Så jeg følte mig meget hjemme.

Aftenerne på Phi Phi med en drink i hånden og det storslåede, unikke ild-show på stranden berammede bare følelsen: Thailand er noget helt helt specielt, på trods af masse turismen. Ikke mange steder i verden kan bære en sådan turisme invasion og stadig bevare sin skønhed og sin kultur. Og det var med vemod og blandede følelser at jeg forlod landet for at tage tilbage til Mui Ne i Vietnam..

For billeder fra Thailand, se link: Billeder Thailand

Vietnam, november/december 2010

Efter at have rejst alene i nu snart 2½ mdr, så jeg meget frem til at mødes med et kendt ansigt, nemlig min veninde Bodil som er udstationeret i Hanoi med sin kæreste Morten. Bodil og jeg havde aftalt at mødes i Ho Chi Minh City (tidligere Saigon), hvor vi sammen så ville opleve kyststrækningen op til Nha Trang. Ho Chi Minh City (HCMC) var som jeg havde forventet; larmende storby med tusind og atter tusinde af motorcykler, knallerter og scootere. Cykler som tidligere prægede Vietnams byer er stort set forsvundet ud af gadebilledet, og erstattet af de motoriserede køretøjer, hvilket også resulterer i, at rigtig mange vietnamesere kører med ansigtsmasker for at beskytte sig mod den efterhånden tiltagende forurening.


HCMC havde ikke så meget at byde på, slet ikke når man som jeg hungrede efter hav og strand, og mest af alt var fokuseret på at komme ud til den friske havluft, så Bodil og jeg tog allerede videre næste morgen med bussen. Vietnam er ualmindeligt nemt at backpacke i. Der er et rigt netværk af offentlige transportmidler, og især busnettet af de såkaldte ”Open Tour Ticket” busser bliver brugt flittigt. Konceptet her er at man køber en billet til sin slutdestination, og så kan man ellers hoppe af og hoppe på de mellemliggende destinationer. Det er samtidig rørende billigt, da mange af hotellerne betaler busselskaberne for at stoppe ved netop deres hotel og dermed forhåbentlig få nogle betalende gæster bragt til døren. Et godt trade off for hotellets forretning. Som kunde er der dog heldigvis ikke noget der forpligter, og man kan således sagtens bo på andre hoteller/gæstehuse/resorts.

Første stop på vores tur var Mui Ne !



Mui Ne

Jeg havde set meget frem til at se strand og havvand de sidste par uger, og Mui Ne skuffede bestemt ikke. Her var et paradisisk idyl af hvide sandsstrande så langt øjet rakte, dekoreret med palmer og indrammet af turkisblåt havvand. Helt fantastisk ! Og det bedste var næsten…vi boede midt i det hele da vores hotel, Full Moon Resort praktisk talt lå på stranden. Vi svælgede i luksus med liggestole på stranden, stor pool og guf for både øjne og gane. Morgenbuffeten (som var inkluderet) var en overdådighed af frugt, bagværk, omeletter, pandekager og jeg skal give dig. Det var (og er stadig) den bedste morgenbuffet jeg endnu har set på min tur. Godt nok betalte vi så også en hamper pris for vores luksusophold på resortet (i hvert fald i betragtning af min normale standard), men det var så til gengæld også hver en krone (eller rettere Dong) værd !

Vi havde booket i alt 3 nætter i Mui Ne, og dagene gik med delvis afslapning og sightseeing. Vi erfarede hurtigt at solen typisk bagte fra himlen fra tidlig morgen til omkring middagstid (og det var tilmed vindstille), hvorefter skyerne og en svalende vind tog over om eftermiddagen. Vi lavede derfor hurtigt fordelingen med at bruge så lidt tid ude i solen om formiddagen (og dermed indtog liggestolene i skyggen og badede i poolen) og så bruge eftermiddagene på sightseeing. Havet var relativt vildt når bølgerne tog til, så man skulle være opmærksom på ikke at blive trukket med ud af understrømmen. Så vi brugte poolen en hel del i stedet (ingen understrøm, og rig mulighed for at få svømmet nogle baner, da den var af en rimelig størrelse).

Efter en session med morgenyoga, tog vi på tredjedagen en jeep tur i Mui Ne’s omkringliggende sights. Vi fik dyppet tæerne i de såkaldte ”fairy streams” og kravlet i de første sanddunes som var flot rødlige, men første rigtigt imponerende syn var den nærliggende fiskerlandsby, med tusindvis af både vuggende i lagunen. Det var fantastisk, og så man bort fra lugten der godt kunne rive lidt i næseborene var her et fascinerende liv. Der er en grund til at Vietnam (og især Mui Ne og Nha Trang) byder på fremragende fisk og seafood. Efter fiskerlandsbyen tog vi ud til den egentlige attraktion (som Mui Ne er verdenskendt for), nemlig de kæmpe store sanddunes (”white sanddunes”). Her var sand så langt øjet rakte, og det sidste stykke på vejen dertil, gik vi forbi en lille bitte granskov, som var som taget ud af Tolkiens Ringenes Herre. Det var meget mystisk, og enormt dekorativt. Og mellem skoven og de kæmpe store sanddunes lå en sø, med smukke lyserøde vandliljer. Det siger næsten sig selv, at det var utrolig smukt og bjergtagende.

Sanddynerne var, som sanddunes nu er, en kæmpe verden af snehvidt fint fint sand, som vi kunne have vandret i i dagevis. Vi nøjedes dog med at fornøje os med sandkælkning, hvilket var mest sjovt for Bodil tror jeg, eftersom jeg tog mig et gigantisk styrt, som pakkede mig ind i sand fra top til tå. Jeg havde sågar sand i ører, næse og mund, og besluttede derefter at det måtte være det. Men sjovt var det nu alligevel :)

Mui Ne forlod vi med vemod da turen fortsatte med bus mod næste stop, Nha Trang..



Nha Trang

Det var en helt anden atmosfære der efter 5 timers bustur mødte os i Nha Trang. Hvor Mui Ne var en lille bitte landsby (med ca 10 000 indbyggere) med kun én hovedgade, var Nha Trang en sand storby, med over 1 million indbyggere og dertil larmende trafik i gadebilledet. Eneste umiddelbare fællesnævner var, at begge byer lå ned til vandet. Denne gang var vi dog ikke så heldige at bo på stranden (da der kun er 1 resort i Nha Trang med den luksuriøse beliggenhed), dog havde vi fin udsigt og balkon fra vores 3. sals hotelværelse. Vi havde læst os til, at Nha Trangs egentlige attraktion lå i de omkringliggende øer, så vi fik booket os en bådtur som ville tage os rundt til en lille håndfuld af øernes paradisiske laguner og strande. Inden da tog vi dog en kort motorcykel tur til en nærliggende strand (ca 20 km syd for Nha Trangs centrum), Long Beach, som viste sig at være fuldstændig fri for turister. Så vi nød nogle timers ro og idyl (samt lidt vilde bølger) sammen med et par af Bodils bekendte fra Hanoi, som også viste sig at være i Nha Trang.

Aftenen bød på gourmet mad, da vi satte tænderne i en yderst delikat seafood paella på en spansk restaurant, med dertilhørende fantastisk sangria. Hvad Nha Trang måske ikke har i paradisiske strande som Mui Ne, vinder de helt sikkert ind med fantastiske restauranter, cafeer og barer. Dog kunne vores hotel ikke mestre en morgenbuffet som den vi havde mæsket os i i Mui Ne.

Bådturen viste sig at være et rigtig godt valg. Vejret artede sig ikke blot perfekt, men vi havde endog lykken af at kunne snorkle et par enkelte steder med udmærket sigt. Sigtbarheden er nemlig meget meget dårlig i Vietnam i perioden november til januar, og af samme grund var der ingen dykkerture da vi var der. Men vi fik set en del på vores snorkling, og Bodil var næsten ikke til at hive op af vandet igen :) Igen blev vi serveret ikke mindre end eminent seafood mad, nu endda på langbord ombord på båden. Det var bare super ! Og så tager man vel gerne med, at man bliver en smule solbrændt og får ødelagt sit hår fuldstændig af sand, vind og saltvand ;)

Nha Trang vandt langsomt ind på os, og da vi på sidstedagen sad og fik brunch samt fremragende kaffe, på Sailing Club (som har en fantastisk beliggenhed på stranden), måtte vi nok indrømme, at det ikke ligefrem var flyveturen til Hanoi som trak mest i os..



Ha Noi

Hanoi mødte os med en kølig men fugtig brise, og jeg fik bekræftet at vinteren er ved at indfinde sig i Vietnam. I den nordlige del bliver det generelt køligere, og af samme grund havde jeg valgt at droppe et eventuelt besøg til Sapa, som er et bjergrigt landskab i hjertet af det nordlige Vietnam. Jeg må nok tilstå, at jeg er begyndt at vænne mig til varmegraderne, og en gennemsnitstemperatur på 12-15 grader i Sapa på denne årstid (med regn og våde trekkingstier) solgte bare ikke lige ind hos undertegnede.

Hanoi vandt rent ind hos mig. Godt nok er det en storby med alskens larm, trafik og en høj grad af forurening, men til forskel fra HCMC, så var Hanoi fyldt med charme. Der hersker bare en atmosfære af en milliard labyrintiske små sidegader, som godt nok er fyldt med trafikpropper, men samtidig helt særegne af små forretninger, gaderestauranter og legende børn. Samtidig er der strøet en mængde små og større søer rundt omkring i Hanoi, som giver et frisk pust (om end det nu er mest friskt i de tidligere morgentimer), og som er meget dekorative i gadebilledet. I det hele taget en by jeg virkelig følte mig hjemme i. Jeg boede det meste af tiden hos Bodil og Morten, som havde en skøn skøn lejlighed i det nordlige Hanoi, lige ned til en stor sø. Så for første gang siden mit exit fra Danmark fandt jeg løbesko og tøj frem og tog mig nogle morgenture rundt om søen. Selvom jeg måtte løbe zigzag mellem unge forelskede par, som sad på deres scootere langs søen, så var det en ren fornøjelse. Det med par på scootere langs søerne er et helt almindeligt syn i Hanoi. De har nemlig ikke rigtig noget andet sted at være, da traditionen er, at man bor hjemme hos forældrene til man er gift. De stakkels unge mennesker er således ””hjemløse” med al deres kærlighed. Til gengæld er de meget romantiske med alskens kærlighedserklæringer skrevet rundt omkring på gader og stræder. Noget man ikke behøver at kunne vietnamesisk for at kunne afkode…små hjerter rundt om 2 navne siger vist sig selv.



Halong Bay

Selvom jeg var rigtig glad for Hanoi, havde jeg længe glædet mig meget til at se den nærliggende Halong Bay. En lagune som er verdenskendt (og anerkendt) som et malerisk naturskønt paradis af tusindvis af småbitte øer i turkisblåt havvand ca 3 timers kørsel øst for Hanoi. Det siger derfor næsten sig selv, at måden man oplever Halong Bay på er ved at booke sig ind på en bådtur. Og der er et HAV af dem, med et virvar af rejsebureauer der tilbyder hele pelleten af cruise, fra korte endagsture til flere dage på både budgetbåde til luksuriøse yacht både. Jeg er jo budgetrejsende, og havde egentlig kig på en af de mange budgetture, men valgte i stedet et cruise af den mere luksuriøse af slagsen. Grunden var, at jeg havde læst mig til at man får det man betaler for, og med 500 både i Halong Bay tænkte jeg, at det måske ikke var en skidt ide, at betale lidt ekstra for at komme væk fra mængden af turister. Og så var jeg så så heldig oven i købet at finde en luksusbåd til medium pris, som sidenhen skulle vise sig at blive det helt rigtige valg.

Mine forventninger var høje, dog realistiske… Efter mange uger i asien har jeg lært lektien, at billederne de viser en som oftest er mange år gamle, og slet ikke modsvarende til den nutidige standard. Men med Cruiseren AClass som jeg havde booket til min Halong Bay oplevelse, var billederne faktisk fuldstændig svarende til faktum. For første gang tog jeg rent faktisk et billede af mit værelse (i dette tilfælde min kahyt), da den var helt igennem storslået. Badeværelset var som et 5 stjernet hotel, (dog blot barberet ned til ganske få kvm), og jeg indtog mit soveværelse som en dronning.

Og Halong Bay indfriede alle forventninger. Her var gudesmukt ! Og det var ikke kun på bådens standard vi fik valuta for pengene, men også den lyksagelighed, at undslippe mængden af budget både. Vi kastede derfor anker langt væk fra budgetbådenes larm, og kunne nyde en slående ro af skønhed og idyl. Det KAN godt betale sig at gå efter det lidt dyrere valg ;)

Jeg havde valgt en 3 dages tur (frem for de fleste andre, som vælger en 2 dages tur), og det gav kun endnu mere valuta for pengene idet vi kom dybt ind i Halong Bay, i en kombination med en mindre dagstursbåd samt kayaker. Her stødte vi på ”det rigtige” Halong Bay, med små flydende fiskerlandsbyer (som ikke får de daglige besøg af hundredevis af turister), som ud over at være fiskere også er farmere, idet de dyrker muslinger. Muslingerne køber de på det lokale marked når de er bittesmå, hvorefter de dyrkes i små kurve med sand, som sænkes ned i vandet. Efter godt og vel 1 års tid kan muslingerne ”høstes” og sælges til de mange restauranter som er villige til at betale ikke helt små summer (af Vietnamesisk standard).

Udover muslingefarmere fik vi padlet rundt i kayak mellem de mange små øer, dyppet tæer i kridhvidt fint sand på strandene, vandret op på klipper med fantastisk udsigt, og ellers bare nydt et syn fra båden, der vil vælte selv de mest kyniske mennesker bagover.

Halong Bay er kåret som ”World Heritage Site” af Unesco, og det er ikke uden grund. På trods af at det mest var overskyet da jeg var der, og dermed lidt begrænset med udsynet og farverne, var det et særsyn af astronomiske dimensioner som jeg vil huske mange mange år frem. Halong Bay var uden tvivl med til at cementere Vietnam som en absolut favorit i mit bekendtskab med sydøstasien. Det er svært at beskrive med ord, så billederne kan nok bedre beskrive min begejstring og min ydmyghed over moder natur.



Hoi An

Egentlig havde jeg ikke tænkt mig at tage til Hoi An, da jeg i forvejen havde en lidt vanvittig rute gennem Vietnam pga logistik med at få det hele til at passe sammen. Men da jeg fortalte min ven Rob om mine planer om at hoppe Hoi An over fik jeg påskrevet at det ville være en fatal fejltagelse. Det var et af hans yndlingssteder i Vietnam, og det var et absolut must at opleve. Godt så..Så måtte jeg jo ellers tage min rute op til revision igen, og besluttede derfor at hoppe på nattoget fra Hanoi og tage den lange vej langs kysten til Da Nang hvorfra jeg kunne tage en Open Tour bus det sidste lille stykke. I tillæg dertil fik jeg så også fornøjelsen af at opleve ½ times fantastisk udsigt på togets rute mellem Hue og Da Nang –bjerge og højland på den ene side og strand og hav på den anden. Det var et smukt smukt syn !

Og Hoi An skuffede bestemt ikke ! At slentre ned gennem de små bitte gader i det gamle Hoi An var vitterligt som at skrue tiden flere årtier tilbage. Og på trods af at man ikke helt slipper for motorcykler, så er her en ro og en tilbagelænethed som jeg endnu ikke har set i nogen anden by i Vietnam. Byen mindede meget om Luang Prabang i Laos i atmosfærisk hygge, arkitektonisk guf for øjnene og gastronomisk kræs for ganen. For maden her var helt formidabel –uden sidestykke ! Her var bagværk, kaffe, hjemmerørt is, vietnamesisk gourmet og alt hvad man kunne ønske sig. Dog ikke til helt billige penge, men man kunne dog (ved at lede lidt) finde de små hyggelige steder, hvor priserne endnu ikke var steget astronomisk ved konsekvensen af at blive nævnt i diverse guidebøger.

Og ikke nok med hyggelige omgivelser og god mad, så stødte jeg oven i købet på 3 hollændere som jeg første gang kort havde hilst på i Halong Bay. De råbte pludselig efter mig fra en restaurant –og der havde jeg kun været i byen i få timer. Så større er byen ikke (hvilket også er med til at skabe den hyggelige atmosfære). Cor, Martin og Egbert (som drengene hed) var på 4 ugers ferie i Vietnam, og skulle være i Hoi An i 2 dage. Vi slog derfor pjalterne sammen og tourede den en hel dag sammen. Rigtig hyggeligt selskab –og en pokkers masse skæg og ballade.
Ud over lidt fotosafari i byen legede drengene et par scootere, og så susede vi ellers de små 4-5 km ud af byen til den nærmeste badestrand, Cua Dai, hvor vi tilbragte nogle timer. Det var dog lige køligt nok til at jeg synes jeg ville i vandet, men vi fik solbadet og jeg fik moret mig kosteligt over især Martin og Egbert´s show i vandet (boys will be boys). Aftenerne blev brugt på nogle af byens utallige gourmet restauranter, hvor vi spiste til vi sprak og bagefter fik en drink/øl eller to.

Efter et par dage skulle drengene videre til Nha Trang, hvor jeg så skulle videre til Dalat dagen efter. Vi sagde dog kun på gensyn, da vi alle havde planer om at bruge en del tid i Mui Ne –som jeg fik solgt ind hos drengene som værende et meget bedre sted end Nha Trang (så nu må vi se om forventningerne indfries…). Så jeg ser frem til at mødes med dem igen i Mui Ne, og forhåbentlig bliver de lige så begejstrede for stedet som jeg var.

Min sidste dag i Hoi An var jeg desværre ikke helt frisk. Jeg fik allerede lidt mavevrøvl aftenen i forvejen, dog ikke noget der kunne forhindre mig i at tage på restaurant og nyde gourmet med drengene. Men dagen efter var jeg sat til tælling.. Dog ikke noget lidt gedigen afslapning og vand/cola ikke kunne kurere. Men en forkølelse har jeg fået tilranet mig, nok også derfor jeg frøs en smule på stranden dagen i forvejen. Så Hoi An by fik først min entré hen sidst på eftermiddagen, hvor jeg nød mine sidste timer i byen. Dagen derpå startede tidligt med at tage bussen retur til Da Nang, hvorfra jeg havde booket mig på et fly til Dalat. En by, eller rettere et område, jeg havde set meget frem til at opleve i det vietnamesiske højland.


Dalat

Jeg var forberedt på, at temperaturerne i højlandet ville være noget anderledes end dem jeg hidtil havde haft i Vietnam. Og jeg fik det kun bekræftet da jeg steg ud af flyet –der er koldt i Dalat. Eller rettere, køligt når man nu kommer fra de varmere luftlag. Jeg ved ikke præcis hvad temperaturen var, men vil skyde på 12-15 grader.

Men det blev et kort visit i Dalat netop af de grunde…for jeg frøs ! Og Dalat viste sig at være en noget ligegyldig by –attraktionen lå i det omkringliggende højland som bedst kunne opleves ved at tage et godt stykke væk fra selve Dalat. Og en af de bedste måder at opleve højlandet på er på motorcykel ! Nu er jeg ikke selv indehaver af et sådant førerbevis, men Vietnam bugner af de såkaldte ”Easy Riders”, som er udsprunget af et lille bureau der i sin tid startede med en håndfuld erfarne motorcykel ”riders” som tilbød at se Vietnam fra bagsædet af en MC. Og da der i Vietnam ikke hersker love og regler om varemærkebeskyttelse (i hvert fald håndhæves de i så fald ikke), så er der med årene skudt et hav af freelancere op som kalder sig selv for ”Easy Riders”.

Og jeg fandt mig også en easy rider, Denis (som var hans internationale navn), som jeg bookede for en 1 dags tur rundt i det omkringliggende højland i Dalat. Og Denis skuffede aldeles ikke ! Han havde en formidabel viden, ikke kun om Dalat og højlandet, da han arrangerede ture i hele Vietnam på sin MC. Turen gennem Dalats højland var fantastisk smuk, og jeg måtte erkende, at er man alene rejsende (og har råd, for helt billigt er easy riding ikke…det koster ca 50-70 USD pr dag, alt efter turens længde), så er easy riding den helt rigtige måde at se Vietnam på. Og især højlandet i hhv det centrale og nordlige Vietnam. Man får højlandets sjæl og skønhed helt ind under huden, og samtidig er det sjovt og underholdende at transportere sig på en MC.

Dagsturen bød på smukke smukke landskaber i form af rismarker i etager op og ned af bjergsiderne, hvilket uden tvivl var det der havde trukket mig til Dalat. Derudover besøgte jeg også nogle templer, som jeg dog ikke var synderligt imponeret af, lige med undtagelse af et enkelt med en kæmpemæssig grinende buddha statue. Den var enorm ! Og en af de få buddhaer jeg har set afbilledet grinende. Et par vandfald fik jeg også at se, og til slut det såkaldte ”Crazy house” som er en helt speciel og unik bygning, som er tegnet og bygget af en lokal kunstner efter devisen om at bryde traditionelle former. Og det gør det må man sige ! Og har man råd fungerer huset også som hotel med en håndfuld værelser som man kan booke sig ind på. Man skal dog være rimelig tolerant, eftersom huset får mange besøgende gæster i løbet af dagen. Så der er ikke meget privatliv hvis man er overnattende gæst i dagstimerne. Men specielt var det, og absolut ikke normen for bygningsværker.

På 3. dagen valgte jeg så at tjekke ud af mit hotel og forlade Dalat. Delvist pga temperaturen men også fordi Dalat ikke har meget at byde på som by. Attraktionen ligger i højlandet, og jeg havde derfor valgt at booke Denis til at køre mig hele vejen gennem højlandet til Mui Ne, hvor jeg havde valgt at tage tilbage til for en uges tid. Og selvom det var omkring 10 gange prisen for en busbillet, så var det det helt rigtige valg. Jeg nød virkelig turen ! For hvor bussen tager motorvejen, så tog Denis de mindre veje gennem højlandet, så jeg fik fuld valuta for pengene. Det var en skøn skøn tur ! Som dog også gjorde mig helt udmattet…for når man ikke er vant til at sidde på en vrælende motor med vinden i håret, så er en tur på ca 8-9 timer en mundfuld. Men det var absolut anbefalelsesværdigt, og den helt rigtige måde at få oplevet højlandet samtidig med at transporten fra Dalat til Mui Ne blev klaret.



Tilbage i Mui Ne

Det var oprindeligt ikke min plan at tage tilbage til nogle af de steder jeg allerede havde oplevet, men allerede da jeg var i Mui Ne første gang valgte jeg at her ville jeg tilbage til. Det var både pga stemningen og klimaet, men også i høj grad fordi jeg havde fået vækket min lyst til at kitesurfe igen. En sport jeg ellers lagde på hylden for mange år siden inden jeg egentlig var kommet rigtigt i gang. Og Mui Ne bød i høj grad på kitesurfing med et hav af kiteskoler, instruktører og mulighed for at leje udstyr. Jeg havde fået stor hjælp med booking af bolig via en af kiteskolerne, windchimes, og det skulle vise sig at være det helt rigtige valg.

Jeg blev ikke kun vild med stedet, men også med atmosfæren, personalet (instruktører, assistenter) og ikke mindst alle de andre kitesurfere som var tilknyttet stedet og som havde været der år efter år. Men vinden var dog ikke så loyal… Og det var absolut ikke typisk for Mui Ne, som normalt på denne årstid skulle have masser af vind og sol. Men det artede sig ikke helt..Så da der var gået nogle dage uden vind revurderede jeg mit exit. Derudover begyndte jeg også at føle mig mere og mere knyttet til stedet, så jeg valgte at udskyde min afrejsedato på ubestemt tid.

Og en uge viste sig at blive til 4 uger ! Absolut ikke hvad jeg havde forventet da jeg tjekkede ind i Mui Ne, men sådan kan livet nogle gange overraske. Og selvom jeg fik en masse gode timer på vandet ud af de 4 uger (hvor vinden stadig var noget upålidelig), så var den primære årsag til mit lange ophold at kærligheden pludselig bankede på. Jeg vil undlade at komme ind på alt for mange personlige detaljer, men mine rejseplaner blev i særdeleshed revurderet. Så jeg endte med at blive hele 4 uger i Mui Ne, skippe Cambodia (beklager..), holde jul i Mui Ne og booke mig på et fly 2. juledag der skulle tage mig direkte til Thailand, hvor jeg havde et yoga ophold med start 27/12.

Og mine 4 uger i Mui Ne nød jeg til fulde ! Ikke kun pga Oliver, men også fordi det gav mig mulighed for at knytte nogle venskaber til andre rejsende som også var i Mui Ne i en længere periode. Især en schweizisk pige fik jeg et rigtig godt forhold til. Hun var selv af sted på den helt store verdensrejse med sin kæreste, hvor Mui Ne også var et sted de havde valgt at vende tilbage til. Og min kitesurfing blev også væsentligt forbedret, selvom det nok alt i alt kun blev til godt 1-1½ uge med vind ud af de 4 uger. Men godt det samme, for jeg er ikke sikker på at min pengepung havde kunnet klare 4 uger med leje af udstyr (det er DYRT!). 3 lokale vietnamesiske bryllupper blev det også til, og julen, som ellers skulle være blevet fejret (alene) på et luksus resort på Koh Samui i Thailand, fejrede jeg også i godt selskab i Mui Ne.

Så ja, byttehandlen Mui Ne for Cambodia har jeg så aldeles ikke fortrudt. Og det er det smukke ved at rejse på denne måde: træk stikket ud og læn dig tilbage og nyd der hvor du er, hvis det viser sig at byde på uventede oplevelser. Og glem alt om hvad du måtte gå glip af…for her og nu er det der tæller ! Og Mui Ne har jeg nu fået helt ind under huden –og alle jeg tog afsked med sagde at jeg selvfølgelig ville komme tilbage.

Og så oprandt dagen for mit exit ud af Vietnam. 1. juledag fik jeg sagt sørgmodigt farvel til alle, og tog med bussen til Ho Chi Minh City, men var dog så heldig at Oliver havde valgt at tage med mig. Vi havde en enkelt overnatning i HCMC, hvorefter jeg med meget blandede følelser måtte tage den sidste afsked i lufthavnen før jeg stemplede ud af Vietnam. En stor del af mig ville gerne være blevet, men samtidig var jeg også en smule sulten efter oplevelser. For selvom Mui Ne er et fantastisk sted, så er der heller ikke meget andet at lave end at kitesurfe. Og i Thailand ventede der et yoga ophold på en uge, samt godt 3 uger tæt pakket med dykning.

Men en stor del af mit hjerte forlod jeg i Mui Ne…og skal nok tilbage og forene mig med det igen :)


Momentum


På busturen fra Mui Ne til Nha Trang får jeg det største smil fra en af vagterne, da vi passerer en toll tax (vej afgift). Jeg sidder i bussen og kigger ud, helt væk i mine egne tanker med musik i ørene, og mine trætte øjne vandrer lidt tilfældigt rundt i landskabet. Af en eller anden grund fanges de af den her vagt, som er ved at tage sin kasket på og pludselig sender han mig verdens største varme smil. Jeg bliver ret overrasket men smiler stort tilbage (det kan man simpelthen ikke lade være med) og vi vinker til hinanden. Intet ord, ingen forventninger og endda 2 vinduesruder mellem os. Bare rendyrket ægte varme og glæde. Og det er min oplevelse af Vietnam; varmt og smilende, både medmenneskeligt og kulturelt og smukt berammet af et idyllisk landskab af bjerge, floder og en fantastisk kystlinje.


For billeder, se her: Billeder fra Vietnam